YourDomain.Com © 2006                    

 

Bertha er bare ”kanon”.

Flere har spurgt os hvordan det er at bo i Bertha, tæt stuvet sammen i 24 timer i døgnet. Det fremgår måske ikke direkte af vores øvrige rejsebeskrivelser, men det er nok fordi, det bare går godt. Faktisk bedre end forventet, selv om vi aldrig har tvivlet på at den megen nærhed ville være uproblematisk.

Af vores rejsebeskrivelser fremgår mere eller mindre direkte, hvordan vores dage forløber. Men da flere har spurgt ind til Bertha og livet indeni, vil vi her give en specifik beskrivelse af Bertha og dermed også hvordan vi lever herovre.

Bertha er jo en stor bil, nærmere bestemt 25 fod eller 7,6 meter lang, 2,54 m bred og 3,72 m høj. Hun kan indeholde 208 l benzin, 151 l vand, 132 l ”gråt” vand (fra vask og bruser) og 114 l ”sort” vand (fra toilettet). Hun er meget firkantet og alle hjørner er udnyttet til det yderste. I det ene hjørne er der toilet med brusekabine. Det er meget småt, men utroligt nok har indretningsarkitekten formået at sikre at udelukkende brusekabinen bliver våd, når man bader, hvilket er mere end man kan sige om badeværelset i mange københavnske lejligheder. Til gengæld forsvinder vandet i modsætning til de københavnske lejligheder ikke helt bare fordi, det løber ud gennem afløbet. Tykke Bertha skal nemlig tømmes med jævne mellemrum, og det er det eneste, som Søren har helt alene med Bertha. Vi er sammen om alt andet vedrørende Bertha, men når de gule gummehandsker og kloakslangen skal frem, lægger Eva de røde strømper i skuffen.

Tilbage i badeværelset ville der i København være højere til loftet, så man ikke som i Bertha må dukke hovedet op i vinduet for at stå oprejst og gå let ned i knæ, når man vasker hår. Men vandet er varmt – faktiske brændende, hvis man ikke passer på – og bruseren er ikke kalket til som derhjemme. Og det tager ikke mange minutter at gøre rent. I Berthas andet bagerste hjørne er forældresoveværelset med dobbeltseng og skabe over vores hoveder. Kun Sørens ben er lidt for lange til at kunne ligge udstrakt, men så må man jo ligge i ske, det kan man ikke fuldt udstrukket. Værre er det, når Konrad kommer for at ligge i midten, men det går endda. Men hvis også Silja synes at førstesalen bliver for ensom, bliver vores dobbeltsovepose virkelig spændt til det yderste. Det synes hun heldigvis sjældent, mens Konrad – med hans egne ord – kommer ned til os ”fordi han vågner fordi han snart (!) får onde drømme”. Ja, man skal være forberedt.  Så der er et punkt til optimeringen, når vi er hjemme i Danmark igen. 

I midten af Bertha er køkkenet med komfur og håndvask placeret med en kombi-mikro-ovn på væggen. Og på den modsatte side står køleskabet. Det er stort nok til det vi skal bruge, men det køler langsomt, så vi har efter anbefaling købt en køletaske som vi fylder med is (kan købes overalt og bruges af alle), så vi altid har kølige drikkevarer ved hånden og ikke behøver åbne køleskabet mere end højst nødvendigt. Oven på køleskabet er Berthas måske bedste inventar: Fryseren. I fryseren er der is. Mange is, og en enkelt frossen lasagne til mikroovnen. Vi behøver aldrig stå i kø eller lede efter isboder eller drikkevarer – vi har det hele ved hånden. Og da man er velkommen til at gå ud og ind af de fleste af USA's attraktioner på samme billet, går vi ofte til Bertha efter frokost, en is eller bare en lille pause. Man bliver virkelig træt af tarvelige hotdogs og candy floss. De to mindste af os er dog ikke kommet helt dertil. Men de brokker sig f.eks. ikke over at skulle vente på solnedgangen over Monument Valley eller de mange andre smukke udsigter, for de går bare i Bertha og leger. Og så kan de voksne få fred til at holde i hånden og nyde udsigten.

Ved siden af køleskabet er så spisestuen med bænke og bord til lige præcis os fire. Ikke flere, med mindre man sidder i lænestolen i det modsatte hjørne. Men derfra kan man ikke nå bordet. Der er heller ikke plads til for mange gryder på bordet, men der er heldigvis så kort i mellem tingene, at vi næsten ikke behøver at rejse os, hvis vi har glemt noget.

Når vi kører på vejene skal alle være spændt fast hele tiden. Det er loven og naturligvis det mest fornuftige. Men altså virkelig irriterende, når man kører på motorvej og lige netop ikke kan nå det der stykke legetøj, man har tabt, eller den der flaske vand på køkkenbordet. Så i de tilfælde bruger vi vores kost til at rage tingene til os, og der er faktisk gået helt sport i at få fat i selv det umulige. De fleste husker måske risposerne fra gymnastiktimerne i de små klasser, som man skulle samle op med tæerne. Den kategori må Silja og Konrad simpelthen slå de andre børn i med længder, når de kommer i skole.

Førerkabinen og resten af Bertha er ikke adskilt som sådan, så vi kan alle tale sammen, når vi kører. Typisk er der en voksen omme bagi hos ungerne, men vi kan også alle sidde sådan, at vi kan kigge ud. Det bliver vi typisk nød til, når vi kører i bjerge for at undgå at ungerne (primært Konrad) bliver køresyg. Det er ellers ikke noget problem, men for mange bakker og Nintendo i kombination er ikke optimalt. Når vi alle sidder foran, kan vi bedre tale om det vi ser, selv om Bertha dog larmer en del mere end en personbil. Tallerkenerne rasler og vinduerne klaprer, hvis vejen er dårlig eller det blæser meget, og så skal der bare en stor motor til at trække den pæne dame op over bakketoppene. Men hvis det larmer meget, taler vi bare højere eller skruer op for MGP eller Disneys Greatest Hits. De voksne troede ellers vi kun skulle lytte til amerikansk radio eller Johnny Cash hele tiden, men må erkende at det ikke fænger hos den yngre generation. Det er jo ikke morsomt for dem at køre i timevis, så hvis de ikke spiller Nintendo, ser video eller leger, hører vi musik for fuld drøn. En pudsig cocktail med MGP og udsigt over de amerikanske highways.

 Når vi kører længere stræk får ungerne lov til at se en video på de bærbare dvd-afspillere. Hvis vi har flere dage uden strøm, må de prioritere deres strømforbrug ved f.eks. at finde en video, de kan se sammen. Meget pædagogisk – de er efterhånden ved at forstå, at strøm og vand ikke er uendelige ressourcer. Konrad følte sig den anden dag meget indigneret over at skulle vaske hænder og truede med at straffe os ved at lade vandet løbe til tanken var tom. Så ku’ vi lære det. Når vi kører, kører vi aldrig mere end 1-1½ time, og hvis det bliver længere end det, holder vi jævnligt pauser og tager på restaurant/spisested til ungernes store fornøjelse, især hvis der er legeplads. De meget lange stræk kører vi om aftenen, således at vi typisk begynder turen ved 17-tiden for at spise aftensmad efter godt en times tid med lidt leg. Ude i Bertha igen ved halv otte-tiden gør vi ungerne natteklar og spænder dem fast i deres soveposer. Efter endnu en lille times tids kørsel er de begge klar til at lægge sig ned på sædet – stadig spændt fast i sin sikkerhedssele – for at falde i søvn med det samme. Og så kan de voksne sidde sammen foran og lytte til musik og tale om alt det, vi har og skal opleve. Og om hverdagen derhjemme, hvad der fungerer, og hvad der skal optimeres, når vi engang kommer hjem. Det synes at være et uudtømmeligt emne at diskutere, hvordan hverdagen bedst hænger sammen, og en af årsagerne til, at vores tur er alle pengene værd. Så det er en perfekt løsning for alle at køre om aftenen engang imellem. Ungerne er faktisk begyndt at plage om de længere ture, da de synes, det er hyggeligt at få lov til at se video og være længe oppe, mens Bertha rumler af sted. Og de voksne hygger sig bestemt også og nyder at være alene på vejene. Og så er der noget helt specielt ved at lande på en campingplads i mørke og om morgenen vågne op til en helt ny og potentielt fantastisk udsigt. Man bliver dog også skuffet nogle gange.

Ovenpå førerkabinen, som i daglig tale benævnes ”kontoret” da det er her alle brochurer, kvitteringer og rejsebøger ligger, er førstesalen, der fungerer som børneværelse. I resten af Bertha er der skabe og skuffer i øverst på væggen, men på førstesalen er der ikke plads til skabe. Der er et par vinduer til hver side og et loftsvindue og en ret bred dobbeltseng, som ungerne hverken fylder ud i bredden eller længden. Af antallet af gange de har banket hovedet mod loftet fremgår dog, at de fylder den fint ud i højden. En voksen kan lige netop ligge på knæ, men så heller ikke mere. Og når man har læst godnathistorie og forsøger at vride sig ned med numsen først hen over et sovende barn, er det virkelig svært at være elegant. Der er ikke meget plads. Men fordi ungerne er halv størrelse, bliver der sagtens plads til to store kasser til deres legetøj og mange timers leg. Vi havde allerede hjemmefra regnet med at dedikere et skab til dem hver især, som kunne være deres helt alene. Vi har jo på groveste vis frataget dem alle enemærker. Men efter en periode med hver sit skab, opgav vi fordi den begrænsede plads og højden af skabet gjorde tilgangen tilpas svær til at man ikke følte sig fristet til at finde noget spændende at lege med. Et par store plastkasser i WalMart til ingen penge har løst vores problem. Kasserne er proppet med ting i et kaos, men når vi ”lander” på en campingplads, tager vi kasserne uden for på jorden, så man let kan overskue det hele. Og så har man også alting ved hånden når man leger. Også køletasken med drikkevarer hives udenfor.

Så når vi har trukket håndbremsen, hevet to legekasser og en køletaske ud og lagt en dug på bordet (der næsten altid hører til en campingsite), så bor vi bare der. Og lander vi om aftenen et sted, går vi ikke engang uden for. Vi er jo bare inden i huset og bliver som nævnt overraskede, når vi stiger ud om morgenen til sol, nye naboer og en ny udsigt. Og evt. en ny legeplads eller pool. Og når døren er åben bliver der højere til loftet end i mange huse eller lejligheder. Bl.a. fordi det ikke tager mange minutter at gøre rent, hvis man leger så dejligt, at alt svines til (skulle man købe et mindre hus? Eller en rengøringskone?). Hvis vi ankommer meget sent til en by, har vi en sjælden gang imellem valgt at overnatte på WalMarts parkeringsplads. Vi bruger alligevel ikke faciliteterne og campingpladserne ligger typisk lidt uden for byerne og er dyrere end på landet. Det er gratis at overnatte på WalMart og man føler sig meget sikker, fordi der hele natten kører en sikkerhedsvagt rundt (de fleste steder). Og så kan man jo passende proviantere, da der er døgnåbent.

Hvis Bertha er 7,6 meter lang og 2,54 meter bred har vi i alt 19,3m2 at boltre os på. Det er 7,3 m2 mere end de kollegieværelser, vi hver i sær har boet i. Og 19,1 m2 mere end, når vi har rejst med rygsæk. Her er masser af plads, hvis man bare ikke har så mange ting. Og nu er det jo lige det, at det får man let, når rejser i et land med en helt utrolig billig valuta. Vi har cykler, tonsvis af sandlegetøj, oppustelige badedyr, klapstole, campingbord, kul, ekstra vand og meget meget mere. Og alt dette må så være i Bertha kæmpe bagagerum, som befinder sig under dobbeltsengen, dog med adgang udefra. Der kan virkelig være meget. Og det benytter vi os af. Men alt det vi bruger i dagligdagen – eller ting af værdi – er inden i Bertha.

Summerer vi alt op, er konklusionen, at vi hygger os gevaldigt i Bertha. Vi, Søren og Eva, har altid været gode på rejser, og ungerne klarer det også fint. Og de voksne bliver ikke skøre af børnene, for de er altså virkelig så søde. De kan også være det modsatte, bestemt, men det er som regel hurtigt overstået. Og så kan man hele tiden følge med i deres leg, fordi vi er så tæt på hinanden. Det giver mange smil, når man hører sit eget ekko implementeret i en far-mor-børn-leg (”du hører altså ikke hvad jeg siger”, ”du skal altså have creme på, du vil da ikke være solskoldet, vil du?”). Hvis der er klager fra ungerne, er det ikke over Bertha eller mangel på plads. Ungerne nyder, at de kan nå det meste og ved, hvor det meste er, og at de er noget hurtigere til at komme op og ned fra ”førstesalen”. De hjælper til med at vaske op og er i det hele taget mere med i dagligdagens rutiner end derhjemme, hvor vi voksne nemt kan hænge lidt fast i ”service-faget”. De klager vi får handler mest om maden, der ikke er som i Danmark, at de skal have solcreme på hele tiden og at de voksne tager for mange billeder; ”åh, skal vi nu smile igeeen…”. Og så er der det generelle savn af Danmark og vennerne.  Det er sjældent, Silja er ked af det. Det er faktisk kun sket et par gange, og hun er ligeså hurtigt glad igen, som hun pludseligt kan blive ked. Silja spiser også lystigt af den forskellige mad og glæder sig til de oplevelser, vi skal have. Konrad har det sværere. Han savner ind imellem Danmark (uden nogen speciel definition af hvad det er) og vennerne og maden. Det sker typisk, når han er træt eller sur. Og han har en tendens til at synes at det ”sikkert er kedeligt, det vi skal”. Men når vi er midt i ”at opleve” er han glad og interesseret og stiller kvalificerede spørgsmål, der afslører at han har tænkt over tingene. Supplerende spørgsmålene kommer ofte flere dage senere. Og så er han oprigtigt indigneret over de historiske fakta vedr. eksempelvis indianeres deportation eller segregationen mellem sorte og hvide. Typisk er kommentaren med vrede øjne; ”Jamen, det er jo dumt at de gjorde sådan.” Og ja, ofte må man jo give ham ret. Silja er ligeså interesseret, men spørger mere ind til detaljerne i historien som ”Hvordan kom indianerne hen til det nye sted, der var jo ikke biler eller noget”, eller ”Jamen, hvorfor siger de Rosa Parks (sort kvinde der nægtede at rejse sig for en hvid passager i en bus dermed affyrede startskuddet til de sortes oprør) er sort, når hun i virkeligheden er sådan mere lysebrun i det?”. Det er ikke sjovt, når ungerne savner Danmark, men sådan er det jo at være væk. Men bliver man undervejs i tvivl, om det er det rigtige, vi har gang i, så skal man bare se deres glæde ved at have talt med en rigtig amerikaner, bestige en bjergskråning hurtigere end mor og far eller ride alene på en rigtig, stor hest – for ikke at tale om at stå på ryggen af hesten. Samtidig er det fantastisk at høre dem genfortælle vores oplevelser - evt. til hinanden i deres leg – og opleve deres glæde ved, at vi er sammen alle sammen. Det er virkelig hyggeligt og skønt at man har tid til at lade dem tage opvasken mens vi voksne tørrer af. Uden at føle trang til at korrekse eller skynde på dem (jo, trangen er der, men det er netop det de voksne skal arbejde med på en tur som denne).

Hvis vi skulle på arbejde hver dag eller skulle være et sted på et bestemt tidspunkt, ville vi nok ikke være så vilde med Bertha og hendes begrænsede plads. Ting er bare nemmere, når man har tid nok. Man venter bare på sin tur foran spejlet – for der er ikke plads til mere end en ad gangen. Og er vandet ikke varmet op endnu, så venter man bare (det tager i øvrigt ikke mere end et kvarters tid at få varmet vand nok til bad og opvask). Og er ungerne lidt lang tid om at slippe legen for at tage tøj på, så venter man bare. Det hele går nemmere. Men når det er sagt, kan en lang og doven morgen også blive for lang, så man føler at ”nu må vi simpelthen komme videre!”. Når man opdager at man har tusset rundt siden morgenmaden, så man skal have frokost inden man kan køre videre og først derefter have solcreme på og have børstet tænder og derfor først kan komme på sightseeing opad eftermiddagen, så kan man godt blive træt af det. Og synes at alle de andre er nogle sløve padder, der i øvrigt larmer og prutter for meget. Men så går man lige en tur eller sætter sig i klapstolen uden for med en kold vand. Og så kommer de andre pludselig og siger at ”nu kører vi altså”. Og så opdager man, at man stadig er i klipklapper, ikke har redt hår eller børstet tænder. For ikke at komme for sent i gang, har vi et par gange sat vækkeuret. Og for at komme til take off med Bertha har det også en god effekt simpelthen at starte motoren og begynde at trille af sted på campingpladsen. Så skal man snart få set et par desperate unger spænde bæltet og en voksen rydde tingene væk fra bordene og ind i skabene som en steward/stewardesse på speed. Og er vi ikke helt i tøjet eller er håret stadig uglet, når vi når frem, så gør det jo ikke noget fordi vi er på ferie. Men gør det noget alligevel, så ordner vi det bare på parkeringspladsen uden for.

Så vi finder ud af tingene. Vi tager tingene roligt og kan kun glæde os at over, at vi ikke skal se det halve USA på tre uger. Det kan sagtens lade sig gøre for voksne i en personbil, men er næppe så sjovt med to børn. De har behov for nogle slappe-dage, hvor vi bare leger, går i pool eller tager en tur i WalMart (hvilket i øvrigt hurtigt tager en halv dag), så dem tager vi jævnligt og må hver gang indrømme, at det også var godt for de voksne.

Vi skal aflevere Bertha d. 2.juni, 17 dage før vi flyver hjemad. Vi kommer til at savne hende, hun er blevet en del af familien. Men så må vi bruge de sidste par uger på at fordøje turen og tanken om, at vi skal vende hjem til Gammelgårdsvej 11. Der er nu altså også dejligt.

 

 

 

 

 

Billeder:

Øverst tv.: Mens vi venter på solnedgangen i Monument Valley, kan vi jo passende lave aftensmad og spise is.

Øverst th.: Bertha med familie. På billedet ses fra venstre køleskab, spisestue, kontor/førerkabine, stue/lænestol og køkken. Øverst ses førstesalen.

 

Herunder x 2: Silja og Konrad puttet til en film i hver sin sovepose når vi skal køre langt om aftenen. Det er virkelig hyggeligt.

 

 

Herover: Når vi har kørt en aftentur og er landet i mørke, er det altid en oplevelse at stikke hovedet ud om morgenen. Her var det en helt særlig fornøjelse - vi er i Monument Valley. 

Herunder: Her er vi stadig grønne campere i Melbourne i Florida. Vi har netop hentet Bertha og ikke engang lavet en parallelparkering endnu.