Helt ude i sumpen og brun seafood

Helt ude i sumpen

Efter at have forladt St. Mary krængede vi Bertha i et gevaldigt venstresving for at køre til Waycross. Målet var den kæmpemæssige Okefenokee Swamp, hvor vi skulle på ekspedition og krokodillejagt. Vi havde ganske vist sejlet/fløjet med airboat i Florida og set en enkelt krokodille på afstand, men nu gjaldt det de sande, autentiske sumpområder, som findes først og fremmest i Georgia og Louisiana.

Kort efter vores ankomst til Laura S Walker State Park går Eva ned til søen, som ligger lige op ad campgrounden, for at nyde udsigten. Der er fuldstændig vindstille, og det fuldstændigt sorte vand i søen er som et spejl. Kun en meters penge fra kanten registrerer Eva to små luftbobler, da en krokodille glider ned under vandet. Hun er ikke lækker nok til at spise, så den vælger ikke at gå til angreb, og vi undgår en genindspilning af scenen fra Crocodile Dundee-filmen. Men så var scenen ligesom sat til krokodillejagt.

For at sikre os en Konrad i topform efter nogle dage med feber, tog vi dog først en rolig dag i Waycross, en by, der ikke får pulsen til at stige. Vi sikrede os endda en læge-/skadestueadresse, hvis feberen igen skulle stige. Men straks fra morgenstunden den næste dag var vi klar til sumpen. Vi kørte adskillige miles ad en vej, der kun førte ét sted hen, ud i sumpen.

Okefenokee er et af de helt store sumpområder i Sydstaterne, om end mindre kendt end Everglades i Florida. Det er også et af de efterhånden få steder på jorden, hvor der visse steder ikke har været en mand i de sidste hundrede år. Ikke siden de lokale indianere for efterhånden mange år siden i stort tal levede i sumpen, menes der at have været noget menneske allerdybest inde i det ufremkommelige vildnis. Det fik vi fortalt af en vaskeægte indianer, hvis navn vi ikke fangede, om han så gentog det tyve gange. Han kunne også fortælle os om, hvordan man levede i ”Det gyngende land” i lykkeligt samspil med blade, bær, slanger og andet giftigt godtfolk. Navnet ”Det gyngende land” skyldes, at man kan se landjorden gynge op og ned, når man går på det i takt med vandet under det.

Inden vores sejlende ”ekspedition” ind i sumpen, ”varmede vi op” med en togtur i startområdet. Den var der nu ikke meget ved, bortset fra, at Søren var ved at tabe kameraet i ren og skær befippelse over at se en krokodille ligge lige der i grøften i det allerførste sving. Var togturen en lidt tam affære, så var bådturen rundt i sumpområdet fantastisk spændende. Vi sejlede på en lille flod, som trods det umiddelbart ufremkommelige udseende med det ene hårnålesving efter det andet faktisk bugtede sig 200 miles mod syd, roughly 300 km. Sumpen havde så sent som sidste år været udsat for en decideret katastrofe i form af en ødelæggende brand. Branden gav det hele et endnu mere utilnærmeligt udtryk med afsveden beplantning og ødelagte udsigtstårne. Først for ganske nylig var sumpen igen blevet åbnet for besøgende. Vores guide i sumpen fortalte mere om sumpens dyr og planter med den vel nok mest drevne sydstatsaccent, vi endnu har opdrevet. Og dér. Pludseligt. Inde på bredden. Efter godt en halv times sejlads ind i det vandige vildnis. En stor, granvoksen krokodille. Det gav et fælles gisp i hele båden. Men nu er krokodiller jo 95 procent af tiden et af de mest stillestående dyr i skoven, så vi kunne komme helt tæt på, uden at den bevægede sig. Fascinerende var det at se krokodillen ligge der i sit rette element. Og dermed var turens hovedformål indfriet. Senere ser vi flere krokodiller. Og en enkelt ligger og sover på bredden ved parkeringspladsen. Og der er altså ikke noget hegn, så de voksne er godt oppe at køre. Silja og Konrad er dog sværere at imponere – måske de snart er store nok til at se Crocodile Dundee. Konrad er måske stadig lidt feberramt. Han vil hellere hjem. Helt hjem.         

Kerry fra Hoboken og Brunswick med brun seafood

Efter mødet ansigt til ansigt med krokodillerne gik turen mod øst tilbage til alfarvej. Vi ville gøre stop i Brunswick på vores vej til en af turens bymæssige højdepunkter, Savannah. Vi har ladet os fortælle at Brunswick er en gammel industriby, som ikke har meget andet at tilbyde end rigtig god og frisk seafood. Og det er noget vi kan lide. Undervejs til Brunswick gjorde vi stop i Hoboken for at proviantere på BJ´s BBQ & Kerry´s Kitchen. Jep.

Det blev til endnu et af den slags stop, som giver uventede, uforglemmelige oplevelser. Mødet med den almindelige amerikaner. De er nemlig utroligt åbne, hjælpsomme og snakkesaglige, er vores klare indtryk. I Hoboken var det Kerry herself, vi faldt i snak med efter en længere snak med hendes mor, såmænd. En snak, der endte med at vare mere end tre timer og en invitation til at slå os ned i Hoboken. Vi nåede at tale om seværdigheder i USA, om Danmark og om børn. Men vi nåede også at tale om politik, som ellers er et af de emner, vi har fået at vide, man skal gå på listesko omkring. Men Kerry havde ikke det mindste imod at tale om præsidentkampagne, Irakkrig og Bushregering. Hun indledte faktisk diskussionen – snakken – med at spørge til, hvordan europæerne betragter USA i disse år. Hun havde en forventning om, at vi ikke forstår amerikanernes situation siden 11. September. Hun begyndte at græde ved tanken om denne frygtelige dag og fortalte, at hun og flere andre i månederne efter var ”seriously depressed”. Vi befinder os i den grad i Bush-land her i det meste af Sydstaterne. Barrack Obama og Hillary Clinton skal i hvert fald ikke regne med gratis måltid på BJ´s BBQ.

Kerry er en meget hjertelig kvinde, der syntes at tale med alt om alle. Hendes mand, med cowboyhat, syntes til gengæld at være en mand af helt usædvanligt få ord. En rigtig old-school sydstatsmand. Fra sin position på verandaen gav han en af den slags hilsener ved ankomsten, som man vel enten skal være lastbilchauffør, jyde eller altså hankøn fra Sydstaterne for at afkode. En lille trækning i højre hånds pegefinger og konturerne af et smil i øjnene under cowboyhattens skygge. I løbet af den timelange samtale med hans kone Kerry satte han sig hos os andre. Men efter knap en time forlod han os igen uden at have sagt et eneste ord for at sætte sig ved stambordet. Men vi fik aldrig en fornemmelse af ugæstfrihed fra hans side. That´s just his way. Og Kerry, hun talte som sagt om alt med alle.

Fra Hoboken gik det i lige linje til industribyen Brunswick, kendt for sin skibsindustri, sit rejefiskeri og altså sin seafood, som vi glædede os meget til. Vi havde udset os intet mindre end byens bedste seafood-restaurant. Det var lige, hvad vi havde brug for for at kompensere for det triste vejr og den triste campground. Det burde ikke kunne gå galt. Til forret fik vi alle krokodillehale og gritts, majsgrød, der er en sydstatsspecialitet fra slavernes tid. Derpå bestilte vi deres specialitet  i form af en hel seafood-menu med alt det lækre fra havet. Vi ville give den gas, vi har råd til det – fisk er billigt. Så ”Yes please”, ind kom et stort fad, der ved første øjekast lignede en mellemting mellem frossen øllebrød og McNuggets. De havde ganske enkelt taget hele dagens fangst og helt det i frituregryden. Sådan, amerikansk seafood, når det er allermest delikat. Det var en gastronomisk skuffelse af de helt store, en kulinarisk kæberasler. Men at dømme på de resterende gæster, var det naturligvis os, der var galt afmarcheret. For de amerikanske gæster var det områdets bedste seafood-restaurant. Vi betalte, takkede nej til en doggy-bag og gjorde os klar til at forlade Brunswick for at køre mod Savannah straks fra morgenstunden næste dag. Tykke Bertha kunne godt forberede sig på en kickstart. Det kunne kun gå for langsomt.

Oh sweet Savannah

 Findes der en komplementærfarve til brun? Ja, det gør der og den findes i Savannah. I hvert fald kunne Georgias østkystperle tilbyde os alt det, som Brunswick og den brune seafood ikke kunne give os. Ankomsten til downtown Savannah vil vi aldrig glemme. Vi vidste godt på forhånd, at en smuk by ventede os, men indkørslen fra Interstate direkte ind i de smukkeste alléer med kæmpemæssige Oaks fyldt med drivende Spanish Mosh var alligevel overvældende. 

Allerede inden vi nåede Savannah sikrede vi os, at vi fik den helt rigtige indgang til bymidten ved at vælge den rette tilkørsel. Det skete ved at spørge en mere end almindeligt venlig tankpasser: ”Indeedy,” lød hans svar, da han bekræftede vores koordinater, mens der var andre veje vi ikke skulle køre: ”It´s a bad neighborhood. They might shoot you!” Okay, så tager vi da bare Marguerite-ruten. 

For at få mest muligt ud af Savannah droppede vi at køre til campgrounden og kørte i stedet for direkte ind i downtown Savannah med de 21 karakteristiske, helt identiske pladser, som er omdrejningspunktet for hele det historiske kvarter, grundlagt 1733.

Selve rundturen i det historiske kvarter udskød vi til dagen efter og tog i stedet for til Forsyth Park, der danner rammen om den ene ende af det historiske kvarter. Her blev det il en hel eftermiddag med fantastisk vejr og fri leg, fodbold, fangeleg, og smørklat samt en stor legeplads. Vi forlod først parken, da mørket faldt på og måtte køre lidt uden for downtown i bælgmørke og lede efter vores campground.

Næste dag var der et stort punkt på programmet: Silja og Konrads fødselsdag. Vi tog os en morgen med alt, hvad en seks-års fødselsdag indeholder i en RV. Der var morgensang, mails fra venner og familie, opkald fra Morfar og Gitta, boller, Bertha iklædt rød-hvide farver og gaver; så mange gaver, vi kunne skrabe sammen. En vigtig gave manglede dog fra morgenstunden. Vi havde nemlig besluttet at Silja og Konrad også skulle have en Nintendo hver. Dem var de blevet meget interesseret i derhjemme i Danmark, efter have set og prøvet dem hos nogle venner. Så morgenbordet indeholdte gaveløfte om en Nintendo, vi skulle hente straks efter morgenmaden. Det skulle ikke være noget problem, da vi havde set dem i en række butikker undervejs inklusiv WalMart. Sådan var planen i hvert fald. Men da vi kom i den første WalMart måtte de melde hus forbi og udsolgt. Det var en helt spritny Nintendo DS Lite vi havde udset os, og de blev revet ned fra hylderne som varmt brød, lød den gruopvækkende besked fra ekspedienten. Samme besked i den næste WalMart. Hmm, når først WalMart har udsolgt, hvor kan man så være sikker på at opdrive dem? Og hvorfor var det lige, at vi ikke havde købt undervejs, hvor vi havde set dem flere gange.

Med fødselsdagshumøret under pres gik turen derpå til Target i udkanten af byen. Bingo. Dér var der bid og i de rigtige farver (og Nintendoerne har siden vist sig som en vanvittig god investering) . Så kunne fødselsdagen for alvor fortsætte og humørbussen satte igen kursen mod downtown Savannah med køleskabet fyldt med amerikanske fødselsdagslagkager – og ja de fylder så rigeligt hele køleskabet. Vi spiste frokost ved Savannah River inden, vi gik på mere sightseeing i den gennemført grønne by og kunne blandt andet konstatere, at Kid Rock gav koncert i byen samme aften (hilste kort på sikkerhedsvagt). Vi nåde dog hverken at se giraffen eller hans (vistnok) kæreste Pamela Anderson. Men måske vi så hans bus? I løbet af eftermiddagen nåede vi igen frem til Forsyth Park, der var udset til at lægge grønsvær til fødselsdagslagkage, -sang og leg. Kagerne var dog ikke noget stort hit. Farverig glasur i flotte former, der dækker over blanding af sandkage og citronmåne kræver en del at skylle ned med. Trods det beskedne fremmøde på fire var det en ovenud dejlig fødselsdag.

           

Næste dag fik den yderligere gas på sightseeing fronten, da vi fra morgenstunden entrerede en hestedrosche, der trillede os og en familie fra Florida rundt i Savannah til alle de historiske torve og bygninger. Som om man slet ikke kan blive træt af at ture rundt i byen, hvis indbyggere med en vis ret bryster sig af at være blandt såvel USA's som hele verdens smukkeste. Eller også nåede vi bare at køre i tide, for besøget i Savannah vil altid stå som noget usædvanligt smukt i vores erindring.

 

Billeder:

Øverst t.v.: Kroko, Silja og Konrad. Uden for billedet står en mor og vogter på sovende kroko.

Nederst tv.: Billedet på Savannah! Motivet var så godt at Søren måtte gå forbi, for senere at vende om, og spørge de pæne mennesker om han måtte tage et billede af dem.

Øverst på siden t.h.: Okefenokee Swamp brændte for ca. et år siden og er først netop blevet sejlbar. Branden har efterladt en næsten skulpturel sort/hvid verden. Vandet fordampede fuldstændig under branden, men man mener at alle dyrene svømmede væk. De er i hvert tilfælde alle fuldtalligt tilbage. Og altså også krokodillerne.

Herover: Brun seafood i Brunswick - byens bedste. Serveret af tjener der var så ung at hun ikke selv måtte bære vores øl. De overholder virkelig lovene hernede. Og hun ville da også ligesom alle andre rejse til Europa. Hun mente at selv vores tøj var pænere end det de går i i USA og henviste til vores campingoutfit af tøj på vej ud over rampen.

 

Længere nede på siden ses Silja og Konrad og amerikanske fødselsdagskager. De var flottere end de smagte.