YourDomain.Com © 2006                    

 

Hey Dude – Ophold på Rancho Cortez (Bandera, Texas)

Texas er cowboylandet over dem alle. Det er herfra vi kender Dallas med JR. Og hans cowboyhat og det er herfra også Præsident Bush kommer. Han kan måske ligne en, men er og bliver aldrig en rigtig cowboy, for det er en beskyttet titel som man kun kan benytte hvis man virkelig er dygtig med heste og hvis man har fået titlen tildelt af en anden rigtig cowboy. Det at være cowboy er skam en alvorlig sag og ikke bare et spørgsmål om den rette hat eller bæltespænde.

For at komme cowboylivet nærmest havde vi booket et tre-dages ophold på en såkaldt Dude Ranch. En ”dude” er en ikke-cowboy, altså hvad der svarer til en ”landkrabbe” for en sømand. På en Dude Ranch kan man få lov til at ride på heste og se hvordan livet på en ranch udfolder sig. Det er den ægte vare. Næsten. For naturligvis kan ingen forvente at fange kalve med lasso eller indhente langhornkøer, når man aldrig har siddet på en hest før. Men det er det nærmeste man kommer.

Det syntes umiddelbart relativt dyrt at besøge en sådan ranch. Vi fandt en ranch der havde fået gode anbefalinger på www.tripadvisor.com og hvor prisen var omkring hvad man gennemsnitligt kan forvente. Særligt ved denne ranch skulle være ejeren, Larry, der var kendt for sine cowboyhistorier omkring bålet om aftenen. Og så var der opvarmet åben pool, hvilket vi kunne forestille os kunne lette ømheden der potentielt måtte opstå efter rideturene. For at overnatte i en autocamper skulle vi betale 99$ pr. voksen pr. dag 79$ pr. barn. Alle måltider og rideture er incl. i prisen. Til sammenligning betaler vi i typisk 20-25$ pr. overnatning på en almindelig campingplads for os alle tilsammen. Det er godt at Dollarens kurs er så lav som det er tilfældet, 1$=ca. 5 kr.

Efter flere dage på en dejlig campingplads i storbyen San Antonio kørte vi tidligt af sted mandag d. 7/3 til Rancho Cortez i Bandera.  Vi var meget spændte og kom til tiden kl. 11, hvor vi blev budt venligt velkommen af Paul fra England. Paul fortæller os at de kun forventer os fire og et andet hold, så vi får det hyggeligt og roligt. Da de andre var lidt forsinkede kunne vi nå at falde lidt til og se os omkring på ranchen inden frokost kl. 12 og eftermiddagens ridetur.  Vi fik hurtigt parkeret Bertha og hilste på de mange heste, de to geder og æslet. På markerne omkring os kunne vi se køerne græsse lige så stille, men havde ikke mod på at gå ud til dem sådan lige med det samme. Heller ikke selvom Paul havde forsikret os om, at vi kunne gå overalt, og at ”the longhorns” eneste grund til at løbe efter os skulle være, at de troede, vi havde mad med til dem. De er virkelig lange de horn, så nej tak, ikke alene. Omgivelser var flotte og så man bort fra æslets brægen, var der helt stille. Vores med-dudes viste sig at være en morfar, Dan, med sit barnebarn Rebekah på 8 år, som begge havde boet i Laredo nær den mexicanske grænse og redet heste hver weekend. Nu boede de i storbyen Houston.

Efter en simpel frokost af kylling, kartoffelmos og grøntsager med smeltet ost, skulle vi så endelig møde den berømte Mr. Larry. Og han var alt det, vi håbede. Iklædt cowboystøvler, hat, højrød skjorte samt slidte cowboybukser (Wrangler, naturligvis)tog han imod med fast håndtryk, ru stemmeføring som John Wayne, et kæmpe bæltespænde og et hatten-af for damerne. Lawrence A. Cortez Jr., eller bare Mr. Larry, er 62 år, tidligere helikopterpilot i Vietnam og efterfølgende CIA-agent i Mellemøsten, inden han vendte hjem som vaskeægte cowboy. Var han sej? Ja, såmænd. Han er en berejst herre, og havde været i Europa og Danmark flere gange. Klokken 13.30 kunne vi sætte os til rette i cowboysadlerne på hver vores hest. Af ranchens hjemmeside fremgik det at man skulle være mindst 6 år for at ride med på turene. Af den grund  var vi lidt spændte på om ungerne kunne tackle det og om de fik lov til at komme med. De er jo kun lige fyldt 6, trods alt, og ikke så store endda. Men inden vi fik set os om sad begge børn på de to største heste. Der var ikke det mindste kny fra nogen af dem, da de stod midt i folden og ventede på at vi andre fik sat os op. Chris var hele tiden omkring hestene og red med på alle turene. Han må være den mest autentiske cowboy i hele Texas. Her var simpelthen The Marlboro Man pakket ind Wrangler-tøj i en tidslomme fra slutningen af 1800-tallet. Han havde været cowboy hele sit liv og reddet vilde tyre i rodeos. Han var typen, der indtrykker mere end han udtrykker. Selv når han endelig sagde noget, forsvandt ordene oftest i det store hvide overskæg, der tydeligt bar præg af de Marlboros, der ustandseligt sad i mundvigen.

 Chris gav tegn til afgang, red selv forrest, ungerne herefter og de voksne til sidst. Og så skridtede vi ellers ligeså fint ud af folden for at danne en fin linie i den næste times tid over markerne, de stenede bakker og tæt granskov. Vi red forbi almindelige køer og kalve og longhorns og kunne fra hesteryggen nyde udsigten og de cirklende gribbe over vores hoveder. Der var helt stille i geledderne, bortset fra kameraernes bippen.

Chris holdt godt øje med os alle sammen og kunne rette lidt på tøjlernes længde, og som den stille cowboy han var, gjorde han det næsten uden ord. Eller også sagde han noget, men han bevægede ikke rigtigt munden, så vi var lidt i tvivl. En rigtig cowboy, venlig, men ikke så snakkesalig. Og det passede faktisk ret godt på stemningen og omgivelserne.

Da vi parkerede hesten i folden igen, var det fantastisk at se, hvordan både Silja og Konrad var vokset mindst en halv meter. De blev løftet af hesten af Chris og kunne ranke marchere hen til os med et stort smil; ”Jeg red selv, helt alene…”, ”Jeg styrede selv…” og ”Så du hvor stor min hest var?”. Om hesten overhovedet vidste, at der sad nogen på ryggen af den skal være usagt. Ikke kun børnene var glade for turen, også de voksne fik munden på gled og snakken gik med Dan mens Silja, Konrad og Rebekah følte hinanden på tænderne under deres leg med de to store geder, som var vilde med børnene.

Efter et lille hvil inviterede Paul os ud på en såkaldt ”hay-ride”, en hø-tur (ikke at forveksle med ”en tur i høet”), med hestevogn trukket af to kæmpestore Belgiske Heste. Både de almindelige køer, the longhorns og hestene skulle have hø. De ville nok overleve uden, men hvad gør det.  Vognen var fyldt med høballer og da vi kom ud til køerne, var vores (børnenes) opgave at strø høet efter os med jævne intervaller så køerne kunne spise høet i en vis afstand af hinanden. Det var rigtig sjovt, og en fantastisk mulighed for igen at nyde naturen og vores digitale kamera der fik lov til at yde sit. Vi kørte lidt rundt for at finde og komme tæt på langhorn-køerne, som Texas er berømt for. Og vi fik hvad vi kom for og kunne alle springe ned fra vognen og få taget billeder af os og køerne. I ærbødig respekt for koens store horn og mindre hjerne. Den har intet imod mennesker, men den kunne jo blive bange eller bare synes den skulle svinge hornene lidt. Det er morsomt at se hvordan de voksne går amok over en ko med lange horn og det at stå ved siden af den, mens ungerne alle syntes at det bedste ved turen var at kaste med høet.

Da høturen var overstået havde vi fri et par timer hvorfor vi varme og svedende kunne kaste os i den opvarmede swimming pool inden klokken ringede til aftensmad kl. 18. På Rancho Cortez er det José der laver al maden. Han må have nogle lange dage med morgenmaden klar kl. 8, frokost kl. 12 og aftensmaden klar kl. 18. Han sagde stort set ikke noget i de dage vi var der, så vi snakkede ikke med ham. Under og efter aftensmaden gik snakken lystigt og ungerne løb omkring på ranchen og legede. Udover geder og heste var der også en god legeplads og så var der bål kl. 19.30 hvor vi fik øller, saftevand, slik og skumfiduser. Danmark leverede saltlakrids. Og der blev kun taget af skålen en gang og Paul undslog sig. Han er jo fra England og kendte udmærket til danskerne ”daglige fix”, som han kaldte det.  Vi kom først i seng kl. 22 og sov alle hurtigt og godt.

Tirsdag og onsdag begyndte begge med morgenmad kl. 8. Ridetur kl. 9 og herefter fri leg, hyppigst med gederne, mens de voksne slappede af eller snakkede. Tirsdag fik vores lukkede kreds af The Dominos og Dan og Rebekah følge af en storbyfamilie på ½-dagsbesøg. De var med på ridetur og bagefter på ridebanen, hvor vi i 1½ time kunne få lov at lege cowboys i både trav og galop omkring tønder i forskellige formationer. Børnene først og de voksne bagefter. Silja og Konrad var seje, der var ikke noget piv (før til sidst hvor de blev trætte). De travede og styrede hestene fint omkring tønderne. Til deres frustration (og de voksnes lettelse) ville hestene ikke i galop. Det var gode heste, der uden tvivl vidste, at de havde børn på ryggen. Der var ikke antydning af ballade, som når de voksne sad på ryggen. Heller ikke selvom de blev sparket og flået i munden. Men der er nok heller ikke meget kraft i sådan et par korte 6-årige ben i fuld spagat over sådan en bred hesteryg. Men begge børn gjorde virkelig et tappert forsøg. De blev redet, de heste, og de fik da indtil flere ture i fin trav rundt på ridebanen og omkring tønderne og Larry lærte dem at holde korrekt på tøjlerne som en cowboy (med en hånd) og råbe ”Yehaa” for ”fuld fart” og ”wooow” for ”stop”. Når så de voksne steg op på hestene, blev der lidt mere ballade. Hestene yndede at bides indbyrdes, hvis de kunne komme til det, trække hovedet nedad, og i øvrigt ikke rigtigt gide gøre som der blev sagt. Indtil, naturligvis, at de fandt ud af, hvem der bestemte. Og det gjorde vi, naturligvis. Som Larry sagde, har heste ”not a saying in life, when you’re on it’s back. Show it who’s in charge. KICK IT!”. En god lektie i lederskab, ”det nytter ikke at pive”. Søren fik sin sag for da Larry valgte at give ham sin hest, Chef,  som dels aldrig havde været trænet så godt og dels ikke havde været redet i hen i mod en uge. Vores tese er at Larry skulle vise Søren – journalisten – ”the real deal”. Så Søren fik sin sag for med Chef der var en frækkert med strakt hals og hævet hoved. Da Søren efter en øvelse kom for tæt på de andre ventende heste, røg Chef hen til en af de andre heste og bed efter den. Med høje tilråd fra Larry kunne Søren flå Chef væk i en 180 grader drejning på kun to hesteben. Det er godt at Sørens ben er så lange og runde, for han sad fast som en igle på ryggen af Chef og med dette viste Søren sig at være den rigtige chef i legen således at han (nogenlunde) fik krammet på Chef. Eva havde gode Popcorn og døjede mest med at undvære at benytte sin venstre hånd til at styre kræet med. Det er lidt som at køre bil med automatgear, man ved ikke rigtigt hvad man skal gøre af den hånd, der er i overskud. Især når der ikke er nogle indianere der skal skydes eller køer der skal fanges med lassoen i den overskydende hånd.

Efter rideturen fik vi alle – også børnene – lov til at styre de Belgiske Heste i hestevognen mens alle vi andre sad på vognen. Så vi drønende rundt og rundt på en mark med de store tunge dyr foran os. Som Larry beskrev dem havde de mere muskel end hjerne, så de ville ride direkte ind i et træ hvis ikke man sørgede for at styre dem korrekt. Og det var slet ikke så nemt, de er nogle kæmpe krabater. Ved et lille hvil og foto-seance kunne vi på Larrys opfordring forsøge at stå op på hestene. Søren var den første til at sige ”ja tak” og stod i løbet af ingen tid på ryggen af dem som en rigtig Superman. Han turde dog ikke råde ”yehaa” før han havde spurgt Larry om de ville løbe med ham hvis han gjorde det. Rebekah og datteren af det 3. Hold dudes turde ikke kravle op på ryggen af dem, men måtte ombestemme sig for ikke at tabe ansigt efter at Silja og Konrad kravlede derop som var det et klatrestativ.

Tirsdag aften var vi alle meget trætte omkring bålet. Men Larry kom og fortalte en spændende historie om hvordan de første cowboys blev ”opfundet” i netop de bjerge som vi var omgivet af. Det var smadderspændende for os alle og vi blev faktisk meget klogere. Hvem vidste f.eks. at den verdenskendte cowboyæra kun varede i 22 år og at de første cowboys virkelig var ”boys” på 12-14 år der måtte tjene til føden langt væk fra deres typisk fattige forældre? Den aften og aftenen efter faldt Silja og Konrad i søvn på vores skød omkring bålet. Møgbeskidte og med tænderne fulde af skumfiduser.

Onsdag sprang vi rideturen over om eftermiddagen til fordel for en længere seance på ridebanen. Dette var både de voksnes og børnenes ønske. Der var virkelig gang i den på ridebanen, mens rideturene var meget stille og rolige, hvis man altså ser bort fra de stejle ture op og nede af bakkerne hvor hovene skred på de mange sten og et par af hestene lige skulle have et ekstra spark for at turde give sig i kast med bakken. Eller på ej op ad bakkerne hvor hestene hellere ville springe op end trække sig selv op i skridt. Turen på ridebanen om onsdagen var endnu sjovere end om tirsdagen. Fordi vi var den lille klan på 3 børn og 3 voksne tilbage igen fik vi rigtig lang tid på hestene. Børnene først indtil de selv erklærede de ikke orkede mere og de voksne herefter i en times tid til halvanden.  Søren fik Konrads Blaze og ikke Chef denne dag, så der var mindre ballade og mere ridning. På denne 3. dag var numserne på de voksne i mere eller mindre grad (af ærlighed) ømme. Men der var bestemt ikke plads til piveri med Larry som træner, så vi fik redet de heste som ægte cowboys om tønder, langs hegnet med 180 graders drejninger mod hegnet samt og galopanspring fra fuldt stop: ”Yehaa!”. Og formastede man sig til af gammel vane at gribe om tøjlerne med begge hænder, vankede der verbale øretæver fra Larry ”Are you a sissy, this is not english riding, this is the real thing” (”Er du en tøs? Dette er ikke engelsk ridning, det er den ægte vare”). Selvom Larry havde den hårde tone på var ingen i tvivl om hans gode lune, så vi havde det rigtig sjovt og følte os i gode hænder.

Torsdag kunne vi med ømme bagdele drage på den sidste formiddags-ridetur. Det havde været nogle fremragende dage, med oplevelser der føltes som havde vi været der i ugevis. Ungerne legede med dyrene mens vi voksne pakkede Bertha ned for at køre videre. Inden vi helt kunne forlade ranchen skulle vi da lige sige pænt farvel til alle og Paul mente også at dette indebar Larry. Larry var bare ude i marken for at fælde træer, og så måtte han lige køre os derud. Så alt i alt tog det en times tid at sige farvel og vi var alle lidt stille og kede af det da vi endelig kørte ud af grusvejen. Konrad begyndte at tude under solbrillerne, selvom han forsøgte at skjule det. Og så begyndte Eva også at tude… Søren gemte sig bag sin nye RayBan solbriller og Silja mente lettere fortørnet at vi da bare kunne blive boende på ranchen, og hjælpe til som vi havde gjort, altså. Det havde bare været sådan nogle dejlige dage – og så skønt at se hvordan ungerne på bare 3 dage var faldet til og følte sig trygge ved dyrene og skudsikre ift. deres egen formåen på hesteryg.

Vi fordøjede dagene med en slentretur i Bandera, verdens cowboyhovedstad, og en ægte cowboy-frokost på en restaurant med billeder af John Wayne overalt og cowboysadler i baren. For herefter at køre videre mod vest hvor indianerne boede.

 

 

Billeder herover:

Øverst tv.: Når Pippi kan, kan vi også. Her er det Konrad der står på Blaze, men Silja var også oppe på BigGun.

Øverst th.: Vi bryder grænser og holder tungen lige i munden, mens vi gør det (her Konrad på Blaze). Larry er en god lærer der forstår at balancere mellem moderat pres og frivillig tvang.

Anden række tv.: Som den eneste af de tre familier, var alle medlemmer oppe at stå på ryggen af de Belgiske kæmpestore heste. Silja og Konrad måtte op på dem før også de store piger turde.

Anden række th.: Silja på BigGun - den største hest af dem alle, og også den med det største hjerte. En rigtig cow-girl holder tømmerne i en hånd (og evt. i sadlen med den anden, hvis altså ikke den skal bruges til at skyde med).

 

 


Herover: The Dudes holder behørig afstand til det store langhornede dyr - den er ellers glad for os, for vi har lige givet den det hø den spiser.

Herunder:
Fra venstre ses Cowboy Chris, Cowboy Konrad, Cowgirl Silja og Cowboy og ranch-ejer Larry. Vi har læsset vognen med hø til køerne og hestene som går frit rundt på de mange mange kvadratmeter om natten, og selv finder hjem om morgenen. Hvis de altså gider komme hjem. Hvis de ikke kommer af sig selv, må "the cowboys" ud for at hente dem.