Billeder: Øverst: Sidder mit hår godt? Nederst: Vi lærer hvad Soak Zone betyder.

De første dage i Orlando, vi besøger bl.a. SeaWorld.

Dag 1

Nu er vi så ankommet til Orlando, temperaturen ligger og danser omkring 27 grader.

Efter en lang rejse i går tirsdag har vi haft en lang nats søvn. Enhver bekymring om flere dages jet-lag er forsvundet som dug for den bagende formiddagssol. Det synes at være deciderede globetrotter, der er taget på tur. Efter en kort opvågnen klokken to+tre+fem om natten, hvor Silja erklærer, at nu kan hun under alle omstændigheder ikke sove mere, så sover hun og vi andre til klokken 8 om morgenen – ti timers søvn.

Alt sammen har det betydet, at vi har indtaget morgenmaden på hotellet i sidste øjeblik. Derfor har vi misset vaffelbageriet, som vi ellers havde glædet os til. Nogle mere end andre. Men mon ikke vi når det i løbet af de næste fire måneder. Til gengæld har ungerne nu fået deres første portion amerikanske cereals – stærkt farvede ringe a la havrefras i røde, blå, grønne og gule farver. Næppe en del af en økologisk bølge – og Silja mente da også, at det lignede kattemad. Selvom ringene var flotte og ungerne udbad sig en kæmpe portion, blev der ikke spist så meget igen. I det hele taget kan vi allerede se nu på førstedagen, at det bliver rart, at få købt ind til sin egen morgenmad, så man ikke længere er afhængig af amerikanernes, som synes at være en blanding mellem en dårlig udrustet dansk pølsevogn og et sønderjysk kagebord.

Efter morgenmaden kørte vi en tur rundt i Orlando i håbet om at finde noget ”midtby” at slentre i. Det kunne ikke gå hurtigt nok med at indsnuse den amerikanske folkesjæl. Men der er ikke nogen midtby, og det skal ikke kunne siges, om der var en folkesjæl i Orlando at snuse ind. Vi formåede at køre forkert gentagne gange med en frustreret Eva som codriver, for kortet passede overhovedet ikke med realiteterne. Indtil det stod klart, at vejskiltene ikke er forkerte, de sætter dem bare i den modsatte retning af, hvad vi gør i er Danmark. På tværs af vejen og ikke langs vejen. Der gik ikke længe før Konrad og Silja havde fået nok af at køre rundt på må og få, så vi besluttede i lyset af den lange flyvetur, at vi ville finde en park at dase og lege i. Og vi fortjente da også en is. Men der findes heller ingen ”normale” parker i Orlando, og da slet ingen legepladser. Med så mange forlystelsesparker, at det ifølge turistbrochurerne tager 42 dage at komme igennem dem alle – vel at mærke uden at indregne pauser til spisning etc., så har man ligesom ikke ment at et stykke grønt var nødvendigt. Vi var sågar inde på turistkontoret for at spørge, og den venlige herre, der ekspederede var til det sidste i tvivl om vores forespørgsel virkelig kunne være rigtig, når nu SeaWorld, Disney World og så meget andet ligger lige om hjørnet. Men til sidst fik vi faktisk et navn på en park, lige rundt om hjørnet – som vi så brugte lang tid på at finde. Der skulle betales entré, men det var en dejlig park med hele to ”slotte”, som ungerne kalder det, altså klatrestativer med gynger osv. Og vi fik taget de første af mange, mange fotos, bl.a. fordi rutche banen (og næsten hele klatrestativet) bevirkede at enorm statisk elektricitet, der fik primært Siljas hår til at stå som en glorie omkring hendes hoved. Konrad lignede mere et pindsvin. Og mens ungerne legede lystigt, nød vi solen, snakkede og skrev de første rejsebeskrivelser. Parken lukkede desværre klokken fem om eftermiddagen, hvilket var ærgerligt. Vi kunne have siddet der længe, men tog i stedet hjem til hotellet for at gøre os klar til det første restaurantbesøg. Eva kørte hjem for første gang i en bil med automatgear. Det er nemt nok, faktisk så nemt at den højre arm slet ikke ved, hvad den skal lave og derfor den konstant får trækninger i retning af den ikke-eksisterende gearstang. Og man skulle ikke umiddelbart tro det, men hold da op, hvor er sådan en Dodge Caravan anderledes at køre i end Renault´en derhjemme. Ikke bedre, naturligvis, bare anderledes. Anderledes fantastisk.

Restaurantbesøget skulle blive den første i rækken af skuffelser. Vi havde fået et kupon-hæfte fra Avis og havde hørt hjemmefra, at man med fordel kan kigge efter gode rabatter. Og vi fandt herigennem en restaurant, vi kørte hen til. Men vi glemte desværre kuponhæftet, hvilket kostede os 12 $ (kr. 60), hvilket svarede til ungernes mad. Men så lærte vi da, at kuponhæfte-rytteri virkelig lønner sig. Det var ikke den store succes. Vi var trætte og ungerne var ved at falde i søvn under maden. Og da Konrad tabte en tallerken, brød verden sammen for ham, så vi afsluttede aftenen uden de store svinkeærinder og drog hjem til hotellet. Og håbede at vi dog bare kunne nå at få vafler den efterfølgende morgen.

Dag 2 – SeaWorld

Der er så mange forlystelsessteder i Orlando, at man kan blive helt forpustet. Og det er ganske vanskeligt at skille skidt fra snot ud fra de farvestrålende brochurer, der ligger overalt. Men som en af de største forlystelsessteder måtte vi naturligvis vælge SeaWorld. Det er stort, men ikke så stort som Disney World, så her valgte vi at begynde. ”Kom tidligt på dagen” stod der i guidebogen, så det gjorde vi og ankom ca. 45 minutter efter de åbnede. Der var ikke langt fra hotellet til SeaWorld, men vi drog derned i Tykke Bertha. Det gør man ligesom bare i USA, og alt er da også indrettet til formålet. Skilte guider vej i god tid, og når man kører ind ad den officielle indkørsel, står der personale, som vinker bilerne frem i den rette retning og hastighed til parkeringspladserne, der fyldes ud en række ad gangen, og en plads efter hinanden. Logistikken var imponerende. Idet vi kom tidligt, fik vi en parkeringsplads nær indgangen. Var vi kommet senere havde vi måttet benytte det lille tog, der kørte langs parkeringspladsen og til indgangen, så afstandene ikke var så store at gå. God stil, man følte sig i sikre hænder. Og skulle bare sørge for at huske række og pladsnummer – ellers ville vi aldrig finde bilen igen.

De fremragende logistiske løsninger fortsatte allerede i indgangen. Vi stod ikke i kø i mange minutter, der var mange luger og selvbetjeningsautomater. Efter betaling skulle man endda igennem sikkerhedstjek, hvor taskerne blev kigget igennem. Det overraskede os lidt, men i skrivende stund – et par uger efter vores første sikkerhedstjek udover lufthavnens – er vi blevet vant til foranstaltningerne, der som oftest foregår utroligt hurtigt ved et beredvilligt korps af frivillige pensionister. De kigger taskerne igennem og enkelte steder skal man også igennem en metaldetektor.

Det er tydeligt, at vi er ankommet på et absolut lavpunkt i turistsæsonen. Lige da vi ankom til SeaWorld, syntes vi, at der var mange mennesker, som parkerede og myldrede ind, men det gik hurtigt op for os, at de kan håndtere tusinder og atter tusinder mennesker. Vi stod aldrig i kø i mere end fem minutter til hverken toiletter eller forlystelser. Kun til vores aftensmad måtte vi booke bord til en time efter. Men det var også den mest eftertragtede restaurant, hvor man spiser sammen med hajerne.

SeaWorld var en blandet oplevelse. Måske havde vores forventninger været FOR høje. Alt var stort og flot, men dyrene havde ikke så store og flotte omgivelser at være i, og når man skulle se dem kunne det typisk foregå ved, at man blev ført igennem en række lokaler med fotos og beskrivelser for at ende i et sidste rum på et rullende fortov der kører forbi dyrene – der som oftest var bag glas. Ungerne var noget skuffede over dyrene i burene – men de er jo også vant til Københavns Zoologiske Have og Randers Regnskov, hvor man kommer meget tæt på dyrene og endda kan være med til at fodre dem. Det var der slet ikke noget af her. Udover dyrene kunne man prøve forskellige forlystelser. Men de fleste er ikke noget for Konrad. Og Silja, der elsker det, var hele tiden for lav til de forlystelser, hun vurderede som passende for hende. Mor var glad for det, men far mente, at amerikanerne var for sikkerhedsfikserede. Mor måtte senere give far ret. Da vi pludselig blev ramt af en kæmpe regnbyge krøb vi alle i læ på en trappe under et udhæng. Det var næppe mere end 10 minutter, men når man kender danske børn, er det forventeligt, at de vil kravle lidt rundt for ikke at kede sig. Silja og Konrad hang derfor i gelænderet på trappen og lavede kunster. I løbet af to minutter blev de beordret venligt men bestemt ned af noget personale ”of security reasons”. Og sådan var det hver gang, de kravlede et sted. Vi har senere hen bemærket, at det ikke kun er i Forlystelsesstederne. Også forældre er ”efter” deres børn på legepladsen. Vi ser typisk ikke Silja og Konrad ”i” legehuset, men ”på” legehuset. Dette inspirerer de små amerikanske børn, som straks bliver befalet ned af deres forældre. Silja og Konrad har bemærket det, og bliver stærkt indignerede, da de bestemt mener sig i stand til selv at vurdere om noget er for farligt. Og det passer da også… for det meste.

To ting ikke bare reddede dagen i SeaWorld, - de gjorde den til en succes: Legepladsen med vand og showene med optrædende dyr, hhv. kæmpe, dresserede spækhuggere samt delfiner og små spækhuggere i et andet show. De store spækhuggere anført af kæmpen Shamu var tydeligvis SeaWorlds hovedattraktion. Igen fordi det var uden for turistsæsonen, stod vi ikke i kø, og vi fik en fantastisk plads midt for. Når man skal finde et godt sted at sidde, opdager man hurtigt, at nogle områder er drivende våde, mens andre er helt tørre. De våde områder er da også skiltet med ”Soak zone”, og dér skulle vi da helt sikkert sidde. Kunne så bare studse over, at gående sælgere i den store arena inden showet havde mere travlt med at sælge regnslag og håndklæder end Budweisere og popcorn med smør og cheddarost.

Inden showet begyndte, slog den storslåede underlægningsmusik ligesom tonen an. Der var mange violiner og basuner i sving. En dyb manderøst sendte en hilsen til ”our troops fighting for what the Americans believe in”. Musikken var som taget ud af Pearl Harbor og flagene vajede på storskærmen. Den dybe manderøst bad ”all the heroes and their families” om at stå op for at modtage en særlig hyldest. Og da han i talen tidligere havde nævnt, at ”the allies” også skulle hyldes, var vi også lige ved at rejse os for at modtage massernes bifald. Hvis det ikke havde været så konstrueret, var vi begyndt at tude. De kan virkelig noget med musik og storslåethed, de amerikanere. Da de nævnte soldater og familier rejste sig op klappede alle taktfast. Musikken fik en ekstra tand på volumenknappen, og storskærmens kamera panorerede over publikum og zoomede ind på ”our heroes”, hvoraf mange havde militærkasket eller emblemer på fra militæret. Det var rørende og en utrolig flot anerkendelser, uanset hvad man måtte mene om krigen. Vi er nu alligevel glade for, at vi ikke rejste os op.

Showet var flot med koordineret underlægningsmusik til de kæmpestore spækhuggeres helt fantastiske øvelser. De vinkede, skubbede og dykkede med deres trænere rundt i vandet, legede med dem og så næsten ud til at fryde sig, når de blev kysset på næsen. Hele showet var bygget op omkring temaet ”Drømme kan blive til virkelighed – du skal bare kæmpe for det”. Ungerne var stærkt optaget under hele showet, men glædede sig allermest til at blive våde. Og det blev vi. Det er nu ligegodt imponerende, hvor meget vand en maveplaskende, tonstung spækhugger kan sende op på tilskuerpladserne. Det lykkedes at rede kamera og blive ligeså våde som forventet. Skønt!

Det andet show var mindre storslået, men så absolut fantastisk. Det var delfiner, der lavede sjov og fine krumspring. Der var ingen storslået hyldest til soldaterne, men showet var imponerende med papegøjer, der fløj over scenen, og mennesker, som blev svunget frem og tilbage i gynger. Meget, meget flot.

Mellem de to shows kunne vi prøve nogle forskellige forlystelser. De fleste forlod SeaWorld, da det begyndte at regne. Men vejret var ellers godt, så vi nød og udnyttede roen. Konrad prøvede nogle karusseller, som oftest helt alene, for der ingen mennesker var. Og Silja kunne kaste sig ud i nogle ruchebaner, som var meget sjove, selv om de i hendes terminologi var for ”små børn”. Men det sjoveste af det hele var den kæmpestore klatreborg, hvor alt er beklædt med blød plast og net til alle sider. Så kan de store spækhuggere altså gå hjem og lægge sig.

Vi spiste aftensmad i en restaurant under jordniveau, hvor hele den ene væg var et hajakvarium. Samme akvarium kunne man køre forbi på et rullende fortov på den anden side, men det var alligevel sjovt at spise mad med en så flot udsigt. De var godt nok store, de hajer, og man kunne få lov til at se helt ind i deres gab når de sejlede langsomt forbi. Ungerne var blevet instrueret i ikke at bestille hajbøf. Vi forventede at middagen ville være dyr og dårlig, som det tit er sådanne steder. Men den var kun halvdyr efter amerikansk målestok og så var den helt fremragende. En hovedret kostede kostede i omegnen af 20$ (kr. 100) hvilket jo ikke er noget, men her i USA er det mellemdyrt. Så vi smæskede os i lækker laks og kæmpe kammuslinger. Og der bliver jo ikke sparet på maden, så vi var både mætte og glade, da vi forlod hajerne. Der er altid noget godt til børnene til næsten ingen penge. Denne gang var det hele toppet op med en kæmpe vingummidelfin. Som smagte ad Pommern til. Men flot var den.