YourDomain.Com © 2006                    

 

Tre af de store, gammelt vand og orange sand

- Nationalparkerne Capitol Reef, Bryce og Zion

 

Mange af oplevelserne på vores vej gennem USA lader sig kun vanskeligt beskrive trods vores behjertede forsøg. Og med Monument Valley og Rocky Mountains har vi i sandhed taget fat på en del af turen med så store naturoplevelser, at de vanskeligt lader sig indfange. De er for vanvittige, storslåede. Efter Rocky Mountains og de varme kilder i Glenwood tager vi tilbage til mormonstaten Utah, som vi kort besøgte i forbindelse med Monument Valley og Arches National Park. Nu står flere af statens helt ufatteligt mange nationalparker for tur, Capitol Reef, Bryce og Zion.

Vi vågner i Hanksville i Utah og føler vi stadig ligger i de varme kilder i Glenwood, for varmen og fugten er voldsom efter nogle dage i bjergene med sne. Vi slår endnu en klimakolbøtte og hopper ud af sengen for at spise det helt store morgenbord med æg, bacon, juice, kaffe og amerikanske pandekager serveret af den stærkt distræte campground-hostess og hendes datter, der ikke hjælper hende med det manglende overblik, men vi har en dejlig morgen.     

Capitol Reef National Park

Vi sætter kursen mod Capitol Reef National Park, som vi har valgt at aflægge et besøg efter at have læst grundigt i vores indkøbte guidebog over de amerikanske nationalparker, selv om Capitol Reef ikke er blandt de parker, vi på forhånd har hørt meget om. Parken viser sig dog at have megen historie at byde på omkring indianerne (ja, her var de også) og mormonernes første bosættelser i staten. Inden vi når så langt besøger vi som det første parkens Visitor Center, der kan fortælle, at der endnu er få pladser tilbage på campingpladsen inde i parken, vi gerne vil sove på. Vi bliver anbefalet at køre til campgrounden inden vi tanker benzin, og som anbefalet ruller vi Bertha, der nu kører på benzin-dampe, de få kilometer til campgrounden, hvor der er hektisk aktivitet fra lidt for mange autocampere i forhold til antallet af tilbageværende pladser. Men efter, hvad der kan ligne 110 meter hækkeløb i ført klipklappere fra Søren og sublim rallykørsel fra Eva, lander vi på den 3.-sidste plads i parken. Herefter kan vi stille og roligt hente benzin et stykke uden for parken og begynde vores udforskning af parken. Allerede på vejen tilbage kan vi se både Chimney Rock og Twin Rocks, inden vi prøver at få øje på nogle af de ældste og bedst bevarede petroglyffer. Det er næsten 1.000 år gamle indianske tegninger, der er hugget ind i klipperne. Vi kigger også ind gennem ruden til en gammel skole, som mormonernes børn gik for hundrede år siden. Solnedgangen forsvinder bag et tiltagende skydække, så i stedet kravler vi i træer, spiller og hygger os.      

Næste morgen har vi besluttet at køre off-road, forstået på den måde, at vil man til Capitol Gorge, så ophører de asfalterede veje. Det er i udgangspunktet ikke noget for en til tider ømskindet og ikke specielt terrængående Bertha, men vi prøver alligevel, og vi får os endnu en stor overraskelske. Bertha klarer det som altid til UG, og vi kører i omkring en time i en form for infrastrukture og naturmæssig tragt, der fører os længere og længere ind i den kæmpemæssige kløft kendt som Capital Gorge, mens de to ”bjergkæder” på hver side hele tiden kommer tættere og tættere på os. En fantastisk tur, der er svær at beskrive. Det skal ses, og alligevel kan det dårligt beskrives med billeder.

Efter turen går vi i pit-stop i et hus, som en mormon-familie har boet i for godt 100 år siden, og vi køber mormonske slikkepinde og en varm æbletærte, bagt af æbler fra nationalparkens hundrede år gamle æbletræer, som mormonerne havde plantet i mellem klipperne og levet godt af og er blevet meget kendte for i mange, mange år.

På vej ud af parken bliver sigtekornet rettet mod en frokost af de helt store. Vi har spottet en lille perle i form af byen Torrey kun få miles fra Capital Reef. Der har været mange gastronomiske nedture undervejs, men i vores Lonely Planet er Torrey beskrevet som den måske mest coole by i hele staten Utah med et fælles-køkken, der er kendt vidt og bredt. For noget godt altså. Torrey kæmper ifølge Lonely Planet om æren som det allermest trendy sted med andre hippe byer som Boulder, hvis navnebror vi besøgte i Colorado til stor fornøjelse, og Park City, der huser den årlige Sundance filmfestival. Det kan ganske enkelt ikke gå galt. Diablo Café, der har nået pan-statslig kultniveau på grund af sit køkken, har ganske vist lukket, men humøret er højt og sulten stor, da vi passerer det undseelige byskilt. Vi er ét stort spørgsmålstegn. Og det største og mest påtrængende spørgsmål af dem alle er, hvilke euforiserende stoffer den kære rejseskribent har været på, da han væltede gennem byen. Det ligner Højslev på en død tirsdag. En vej, vi relativt hurtigt finder ud af er hovedgaden, på under en mil ligger bag os, inden vi overhovedet ser noget, der bare ligner et spisested. Men pludselig bliver de faldfærdige huse afløst af et enkelt gæstehus, Capitol Reef Inn & Café, som faktisk også specifikt er nævnt i guidebogen som et fænomenalt spisested. Vi skal især prøve deres fiskesandwiches, står der i guidebogen. En euforisk lettelse breder sig i Bertha og vi spæner ind.

Men, men, men… flere kulinariske kæberaslere bliver fulgt op af en madmæssig uppercut. Allerede inden maden kommer på bordet, modtager vi set i bagklogskabens lys flere tegn på, at det er helt galt, vil nogen sikkert sige. Eva finder en stor flåt bag øret på Konrad, og da den kvindelige tjener kommer ind med drikkevarer taber hun to glas vand ned i skødet på Søren. Hun beklager mange gange og siger, at det er første gang nogensinde, det er sket for hende. At dømme på de skælvende knæ, den stadigt faretruende hældende bakke med fire store limonader og den generelt skæve servering, synes det at være en let omgang med sandheden. Nå, men det vigtigste er jo at maden er god. Vi bestiller de berømmede fiskesandwiches. Efter 20 minutter kommer fra køkkenet en fedtet og ranglet kok, der selv på kort afstand ligner en mellemting mellem Johnny Madsen og Orla Frøsnapper, ind med to bagels on the rocks, hverken ristede eller på anden måde bearbejdet, med noget, der mere lugtede af fisk end lignede. Og intet andet. Noget rystede, men alligevel mætte, kan vi begive os ud den forestående bjergetape, der viser sig at være en etape uden for kategori.

Bryce Canyon National Park

På vej til den næste nationalpark, Bryce, skal vi nemlig igennem (over, viser det sig) en del af Escalante National Monument. Det er angiveligt for folk med god tid (står der i guidebogen), men den kategori kan vi godt lige snige os med i. Og turen er ikke mere end 90 miles, så hvor svært kan det være. Vi har dog ikke kørt mange miles fra vi har forladt hovedvejen, før farten må sættes ned til omkring 30 miles i timen, og det begynder at gå opad. Meget opad. De næste tre timer krænger vi Bertha gennem det ene hårnålesving efter det andet med hundredvis af meter ned. Vi må holde ind flere gange for at se de storslåede udsigtspunkter, der deles giver et usædvanligt overblik men også en rå natur, hvor nogle underjordiske plader i sin tid er trykket mod hinanden og nu giver et landskab med store højdeforskelle fra kløft til bjerg. Allermest storslået og vanvittigt bliver det, da vi når toppen af højderyggen og ender på en halvanden spors stor vej – i hvert fald når man kommer i Bertha – for der er ganske enkelt ikke plads til mere vej. Der er ikke engang plads til et rækværk i siden af vejen, selv om amerikanerne ellers laver afskærmning ved enhver given lejlighed. Men altså lige på de 200 meter af den mest vanvittige vejstrækning i hele USA (sådan følte vi det), ser man bort fra det. Der er lodrette vægge ned på hver side af vejen, så vi holder tungen lige i munden. Der kommer heldigvis ingen andre biler, og da vi ser vores snit til det, stopper vi alligevel, hopper ud og får en fantastisk smuk 360 graders udsigt. På vejen ned fra højderyggen holder vi pause for at få nerverne i ro og dele mormonkagerne, som vi købte tidligere på dagen. Det er dog vanvittigt varmt og kagerne er ikke ret gode, så det bliver en kort pause.

Efter tre timers intens bjergkørsel rammer vi sidst på eftermiddagen en KOA-campground i Canonville ikke langt fra Bryce National Park. I det dejlige vejr leger Silja og Konrad med vand fra de tilstødende sites resten af dagen og aftenen med, mens Søren og Eva planlægger de kommende uger.

Vi indleder derfor næste dag med at booke en campground, som vi ønsker at bo på i Grand Canyon. Vores egen amerikaner-telefon er uden signal, så Søren må stå i kø ved mønttelefonen. Vi har hidtil ikke haft problemer med at finde logi dér, hvor vi har ønsket det, men vi er nu begyndt at nærme os både højsæson og nationalparker med millioner af besøgende hvert år. Det vidnede travlheden på campgrounden i Capitol Reef om. Og nogle campgrounds er bare vigtigere end andre, og således er det afgørende at bo så tæt ved kløften i Grand Canyon som muligt og bo på The Strip i Las Vegas. Pladsen i Grand Canyon er på plads, mens den centrale reserveringscentrale meddeler, at resten af pladserne i Zion National Park er ”first come, first serve”. Altså uden mulighed for reservering på forhånd.

På anbefaling fra KOA-manden holder vi på vores vej til Bryce ind ved Mossy Cave. Vi går en dejlig hike langs et større vandløb, der naturligvis skal krydses flere gange, op til hulen Mossy Cave. Mossy Cave viser sig at være en hule, hvor det altid regner, fordi der er en kilde inden i klipperne. Og fordi der inde i hulen er så meget fugt, skygge og kulde fra kildevandet, er der stadig indenfor i hulen, selv om vi kommer storsvedende fra 25 gader udenfor. Isen bliver antageligt liggende næsten hele året. Bagefter følger vi vandløbet hen til et vandfald, hvor der er så meget tryk på, at vi kan gå bag det uden at blive alt for våde. Næsten.

Efter en ubetinget succes med denne naturmæssige forret kører vi det korte stykke til Bryce, hvor vi laver frokost med det samme i kanten af en skov. Far og Konrad når også at bygge Lego, mens mor og Silja går en tur, inden vi giver os i kast med Bryce.

Ungerne er efterhånden ved at få et noget træt udtryk i ansigtet ved udsigten til flere ”udsigter”. Og vi voksne husker os selv på, hvordan vi selv havde det som barn på bagsædet, når forældre på tur kvidrede om, hvor smukt skoven står lige netop på denne årstid eller, hor enestående lige netop denne Marguerite-strækning er. Så vi giver os god tid til andre ting også, så ”udsigterne” alligevel kan nydes af alle.   

 

 Billedtekst: Verden står i flammer i Bryce. Vi går en tur ned i kløften for at komme tæt på de smukke "skulpturer". Selvom Bryce er lille, er den stadig stor - se hvor små menneskerne på billedet th. er, og de har først netop påbegyndt turen ned.

Bryce National Park er væsentlig mindre og meget mindre besøgt end Zion National Park, primært på grund af en lidt mindre tilgængelig placering. Men vi ender med at køre til det måske mest mærkelige og ubeskrivelige naturfænomen, vi endnu har set. Bryce er således kendt for sine høje, slanke spir formet i de røde klippesten. På en strækning på 18 miles skyder spir, stenkatedraler eller hvad man bedst kalder de bizarre søjler i hundredvis lige op i luften. Man kan måske se dem som tynde udgaver af de fritstående bjerge i Monument Valley, men i Bryce står de skulder ved skulder og danner nærmest et form for overdimensioneret dukketeater eller kæmpekatedral. Der er mange fortolkningsmuligheder. Vi kører fra det ene udsigtspunkt til det andet via almindelig skovvej, og må hver gang forbløffes, når vi kigger op over kløftens kanter. Vi har aldrig set noget lignende. Eller noget der bare kommer tæt på. Fantastisk smukt. Intet billede kan indramme alle disse spir, troner, huler og katedraler. Ofte står vi og kigger ned på et hav af stenspir og kan dreje 180 rundt eller nogle gange hele vejen rundt i 360.

Vi vælger at gå en moderat svær hike ned i kløften for at komme tæt på spirene. Endnu en fremragende men hård tur ned som opvejes til fulde af de fantastiske omgivelser. En ting er at stå og kigge ned på de mange spir. Det er fantastisk, men turen ned imellem dem får dem endnu mere ind under huden. Vi går en svedende varm time ned i dalen, og glemmer i ren begejstring næsten, at vi jo også skal op igen.

Så lidt senere end planlagt kører vi videre og må stoppe i Long Valley Jct. for at lave aftensmad i vejkanten. Herefter putter vi ungerne og kører ad Scenic Route 14 over en ny bjergtop. Pludseligt finder vi os selv i t-shirts og korte bukser inde i Bertha, mens sneen vælter ned, og vi må køre ned på den anden side i sne og tusmørke. Nede igen tanker vi benzin og handler i Cedar City, mens ungerne falder i søvn. Bagefter tager vi det sidste stræk på en lille time til Leeds.

Zion National Park

Vi vågner op på Cottam´s campground i Leeds og skynder os at booke plads på den ønskede campground i Las Vegas, Circus Circus på ”The Strip”. Det bliver stadigt mere tydeligt, at sommersæsonen nærmer sig. Herefter indleder vi vores eget lille Bjergkøbing Grand Prix i fuld galop mod Zion i håbet om, at vi kan få en ”først-til-mølle” campingplads. Frekvensen af campere tager til, som vi nærmer os Zion. Nervøsiteten stiger, det vil være dejligt at kunne bo inde i parken de næste par dage. Men vi synes at være kommet i den forkerte kø ved indgangen til parken, i hvert fald føles det som evigheder. Fra indgangen skal vi kun køre 20 meter, før vi kan dreje ind på South Campground, som er den mest populære campground i Zion.

Vi ankommer ved frokosttid, og mange pladser er allerede taget, ligesom vi langt fra er de eneste på udkig efter en plads, det så vi allerede ved indgangen. Men vi får en plads, yes! Endda en god en. Vi tager en slapper, inden vi sætter os på cyklerne og tager vores første rigtige indånding af parken. En fælles cykeltur er en fremragende måde at opleve naturen på; vi er tæt på den, tæt på hinanden og kan stoppe op, når vi vil. Da vi kommer tilbage holder vi os en lang frokost med lige dele afslapning og mad.

Efter frokosten springer vi på shuttle-busserne, der som de eneste køretøjer, kan tage os videre ind i parken. Sådan har det været de sidste syv år, hvor personbiler har været forment adgang til store dele af parken. Zion modtager årligt omkring 2,5 millioner gæster, og mange dage måtte op mod 4.000 biler kæmpe om 400 parkeringspladser. Sådan er det ikke længere, i dag er der mere ro og miljøet har det bedre. Vi hopper af et par gange bare for at nyde udsigterne, inden vi tager en mindre hike, vi har planlagt at tage. Den fører til Wheeping Rock – navngivet af indianerne for næsten 1.000 år siden. Wheeping Rock græder i stor stil hele tiden, selv om det ikke har regnet i månedsvis, fordi gammelt regnvand lige så stille bevæger sig ned gennem den porøse sten, som er i Zion-parken. Og med gammelt regnvand mener vi rigtig gammelt, forskerne har nemlig slået fast, at det tager 800-1000 år fra regnvandet rammer toppen af bjerget til det kommer ud af stenen ved jordniveau. Vi bader i de historiske dråber til stor morskab for Silja og Konrad. På vejen tilbage gør vi holdt ved en lille flod som, ja, krydses, og vi får forfriskninger.

Zion er en god park at bruge ved at vandre i den, klatre, cykle, sejle, ja alt muligt. Til gengæld er den knap så crazy at se på som Bryce, er vi enige om. Hvor Bryce bare var helt igennem vanvittig, så er Zion flot og storslået, men på en måde, vi har set før. Vi har en skøn dag. Om aftenen griller vi og falder til ro under et tæppe ved det efterfølgende bål om aftenen.

Næste morgen nyder vi den dejlige campground, og Silja og Konrad leger med nogle lokale børn på en nærliggende campsite, som de også talte og cyklede med dagen før. De er næsten med sikkerhed mormonbørn, får vi voksne hidset hinanden op til, og har den ene mand ikke lige lovligt mange kvinder omkring sig? Vi har nemlig endnu ikke som ventet set patriarker med skriggule guide-paraplyer efterfulgt af snesevis af koner i gåsegang. Vi ender dog med at komme i gang med dagens udforskning af parken og har besluttet at begynde med The Riverwalk, som er den hike, der er længst inde i parken, og som først slutter dér, hvor klipperne på hver side når sammen. Vi gå en dejlig og lang tur langs med floden for til sidst at ende i den med bare tæer; det er iskoldt. Der er i øvrigt en række advarsler om, hvordan floden på meget kort tid kan omdanne sig til en regulær flodbølge, fordi vandet fra et meget stort klippeområde samles i en smal men kraftig flod. Silja, Konrad og Søren tager også en klatretur på klipperne (Zion er jo trods det næstmest besøgte sted for klatrere i hele USA. Yosemite er nummer ét) og klatrer så højt op, at Eva og et par med-turister interesseret (læs; nervøst) følger med i, om alle mon kommer hele ned. De gør de. Vi nyder de smukke omgivelser i bunden af den kæmpemæssige grønne kløft sammen med en gruppe buddhistiske munke i bordeauxrøde gevandter – en skarp kontrast til vores vandresko, de grønne planter og mørk-orange klipper, der omgiver os.

 

Billedet tv.: Der er altså mange meter ned af denne kæmpestore sten. Og hvad man ikke kan se på billedet er, at neden for stenen er den rivende flod. Jo farligere, jo sjovere.

Billedet th.: Zion National Park er i virkeligheden en kæmpestor kløft. Her påbegynder vi The Riverwalk.

Vi tager shuttle-bussen tilbage og kan undervejs se flere bjergklatrere højt oppe over os. Nede ved Bertha igen kører vi til Springdale, som er byen lige uden for Zion-parken, hvor vi indtager en dejlig frokost. Herefter kører vi tilbage igennem Zion for at komme ud på den anden side, den østlige side. Vi kører i udkanten af parken til den anden side. Den eneste vej ud er en 24 mil smuk og kurvet vej, der ender i en tunnel (1½ km lang), der er så smal, at Bertha skal bruge begge vejbaner for sig selv for ikke at støde på loftet eller siderne. Vi betaler 15$ for at lade en ranger lukke vejen fra den anden side, så vi kan trille af sted med tungen helt lige i munden.

Helskindet ude af tunnelen gør vi stop for at klatre op ad et lyserødt bjerg, der ligner en kæmpe marengs. Det er sjovt, og vi kan ses langt væk fra og får mange vink og hornhilsener fra de forbipasserende. Som om vi ikke allerede har fået storslået natur nok, sætter vi nu kursen mod Grand Canyon. Dertil kan vi dog ikke nå samme aften, slet ikke når vi nu har besluttet at lege i sand igen. Det var en stor succes, da vi i sin tid besøgte White Sands i New Mexico, så da vi får chancen for at komme til Coral Pink Sand Dunes drejer vi til højre knap 20 miles efter Zion.

 

Billede tv.: Ude af Zion klatrer vi op på et bjerg, vi ikke kunne modstå, da det ligner en stor marengs. Selvom det ser dejligt ud, er alle indforståede med ikke at stikke hænder eller fødder ind under buske eller sten. Her er slanger og andet kryb vi ikke gider at lege med.

Billede th.: Coral Pink Sand Dunes er mere orange end de er "pink". Men det gør ikke oplevelsen ringere.

De næste par timer tumler vi rundt i sanddynger så høje som i White Sands, denne gang er de bare orange/lyserøde. Blæsten er dog ret kraftig, så når vi bevæger os helt op på toppen af sandbankerne, gør det nærmest ondt i ansigtet. Sandkornene i Pink Sand Dunes er i øvrigt præcist lige store, får vi at vide, for de lidt tungere sandkorn kommer aldrig i luften og hen til området og de lettere flyver forbi. Sandet er bragt hertil med vinden fra syd, hvor det i White Sands var i områdets jord. Vi leger med sandlegetøj og skriver med store bogstaver i sandet, indtil solnedgangen minder os om at komme videre. Dejligt tilsandede snakker vi om dagens oplevelser i Zion og sanddyngerne, mens kursen sættes mod Grand Canyon, USA mest besøgt naturseværdighed.

 

 

 

 

 

Billeder herover:

Øverst og midt i tv.: Billeder fra Bryce National Park. Stenene er formet af vinden igennem mange tusinder af år. Det er lidt som at kigge på et mærkeligt maleri indtil vi går ned i selve kløften.

Øverst og midt i tv.: Capitol Reef er også en bjergkløft, men den er grøn og har en lang historie af livet for indianere og senerehen mormoner.

De to nederst billeder: Zion er den grønneste og rødest af de tre nationalparker. Her er utroligt smukt. På billedet th. står vi under den grædende sten, man kan netop ane dråberne i sollyset. Også her har der boet indianere.

 

Billedet herover: Vi besøger et hus som de mormonske settlere har boet i. Nu er her en historisk butik med æblekager, bagt af æblerne fra parken, der ser lækre ud... men senere viser sig at være mindre lækker.

Billedet herunder: Et billede fra Bryce. Vi har taget så mange billeder i håbet om at få det hele med. Det lykkedes ikke.

 

 

Billedet herover: Camping i Zion.

Billedet herunder: Efter en gåtur i Zion er det dejligt at dyppe tæerne i en lille bæk.

Herunder: I Zion mødte vi egern i hobetal som så mange andre steder. Men i Zion var de (desværre) blevet forkælet af de mange turister, så de var slet ikke bange for os. Faktisk forsøgte de at spise vores medbragte mad.Men Konrad har lært lektien, så han gjorde sit for at skræmme dem væk... Wrrrooouuwwww... for deres egen skyld.