Ten-Four-Rubber-Duck, we got a Convoy – nu med politieskorte

Det var blevet tid til at hente vores rullende hjem for de kommende knap fire måneder. Efter tre dage i Orlando med afslapning, sightseeing og en tur i SeaWorld for at se dresserede spækhuggere gøre ting i vandet, man kun tror puddelhunde kan gøre på land, var tiden kommet hvor vi skulle møde Tykke Bertha.

Vores første tur i Tykke Bertha skulle blive mindeværdig.

Vi forlod downtown Orlando dejlige bløde og behageligt kørende Dodge Grand Caravan i god tid for at hente Tykke Bertha syd for byen. Vi kunne hente hende fra kl. 13 og efter en hurtig gennemgang skulle vi nok kunne nå til lufthavnen ved 3-tiden, mente vi, for at aflevere vores udlejningsbil i ro og mag inden myldretiden. Sådan skulle det ikke komme til at gå. Det tog nemlig tid at hente en sådan sag. Ventetid og ikke gennemgangen af bilen. Særligt når personalet var i heftigt mindretal og et tysk ægtepar med konen i kørestol ankom med en defekt lejet autocamper og et humør hentet i Der Untergang. Han skulle gøres glad igen. Men efter næsten tre timer alt i alt med en instruktionsvideo og korrektion for de helt usandsynligt mange fejl i det medfølgende interiør, stod vi på egne ben. Det var jo trods alt vores nye hjem og sammenlignet med mange ejendomsmæglere hjemme i Danmark var det såmænd gået meget godt.

Glad og fro kunne vi sætte kursen mod lufthavnen i en vaskeægte convoy – og jo, det var med walkie talkies fra BR, så vi kunne holde kontakten med hinanden. Tror nok, vi så Kris Kristoffersen i bakspejlet på et tidspunkt.  Straks efter afgangen kunne vi konstatere, at det alt sammen ville komme til at foregå i myldretiden.

Søren er klart den modigste chauffør og bag rattet på smækre men store Bertha, lagde han sig i front med Dodgen, Eva og ungerne bag sig. Aftalen var klar, at kunne autocamperen ikke klemme sig ind hos Avis, så skulle vi bare lige så fint finde en parkeringsplads, gå ned og aflevere Dodgen og så sammen forlade område i for at køre mod strandene ved Melbourne Beach. Alt gik planmæssigt, lige indtil vi ramte, hvad der mest af alt mindede om en trafikal spaghettiret, hvor man blev slynget rundt i et vejnet omkring lufthavnen, hvor man ikke anede hvad der ventede bag det næste hjørne men omvendt var uden chance for at vende om. Havde du først sagt A måtte du også sige B, C, D og E. Med ét røg den nøje tilrettelagte plan direkte ned i toilettanken under bugen på Tykke Bertha. 

For pludseligt var Søren og Tykke Bertha lige lukt på vej ned i Avis´ afleveringshal ad en vindelvej, som var lige så smal og snørklet som gangene i Rundetårn. Blot for at møde en kæmpemæssig overligger, der kunne fortælle, at Tykke Bertha ikke bare var for høj til at køre videre. Hun var alt for høj.  En brøkdel af et sekund blev det overvejet bare at brage videre. Men Eva i Dodgen bagved kunne på den tøvende Bertha hurtigt gætte sig til Sørens tanker, hvorfor hun med fast stemme i walkien sagde ”NEJ, den er for høj, alt for høj”. Der var jo også den hage ved det, at overliggeren kun var det mindste problem, idet der kun få meter efter fulgte tonsvis af beton. I samme højde. Et hurtigt blik i sidespejlet på hhv. Bertha og Dodge nedlagde den første tanke om hurtigt at bakker ud igen. I løbet af få sekunder, var den ene bil efter den anden drønet ind ad den ensrettede vej. Alle med utålmodige flyrejsende, der i hast skulle aflevere deres lejede bil inden flyafgang.  

I en position lige bag Tykke Bertha kunne Eva over walkie talkien meddele Søren, at hun nok skulle forsøge at tale med de utålmodige bilister, hvis han bare koncentrerede sig om Bertha. Søren svarede med et nervøst smil på læben, at han så imens ville låse dørene. Eva var dermed den første til at møde lydkulissen af lige dele båthorn, buhbrøl og konstruktive tilråb som ”Tow that car away”.  

”It must be horrible to be in that car,” lød det afvæbnende svar fra Eva til mængden. Og ja, det var ikke forkert. Også Søren kunne nu træde ud af bilen og modtage ”bifaldet”. Af taktiske grunde, naturligvis – undlod Eva at gøre opmærksom på, at hun var i familie med Michael Schumacher bag rattet på autocamperen. En masse-bakning blev påbegyndt med de første 10 biler. Håbet var at få plads nok til at bakke Bertha op på græsset. Og hvis nu de stressede flyrejsende ikke var begyndt at stå ud af deres biler, var planen måske endda lykkedes. Men heldigvis dukkede - ud af det blå og i løbet af ganske få minutter - en kvindelig lufthavnssherif op med både autoritet og radiokontakt til forstærkning. Hun var cool og fuldstændig ligesom på film. Hun sonderede terrænet og fik iværksat en politiafspærring med tilhørende eskorte længere oppe ad vejen. Således kunne masse-bakkeriet lykkes så Bertha fik plads til at kravle over de høje kantsten og ind på græsset så de første i den lange række af bilister, herunder Dodgen kunne komme ind i parkeringshuset. Mens de øvrige biler blev holdt på afstand. Eva og ungerne lod sig nærmest med hele rækken af biler i hælene skyde ind i P-kælderen, hvor alle udlejningsbiler blev afleveret med militær præcision og pinkode. Søren og Bertha blev efterladt med sheriffen. Og da en tre-punktsvending ikke var en mulighed var der ikke anden udvej end at sætte, hvad der nu føltes som Emma Mærsk i bakgear op ad Rundetårns trappe. Heldigvis har man jo nok tumlet lidt rundt på genbrugspladsen i Farum med Brenderup-traileren, så manøvren endte på sin plads.

Slutteligt var der kun tilbage at finde hinanden. Det skulle dog også vise sig sværere, end man lige skulle tro. Orlando lufthavn er kæmpestor, og når man først er kastet ind i virvaret af gange og rulletrapper ophører øst og vest. Ligesom også walkie talkierne sætter ud pga. interferens og alt for meget beton. Eva og ungerne forsøgte at finde radiokontakt ved at hænge ud over kanten af parkeringshuset, men inden vi  pr. walkie talkie havde aftalt er opsamlingssted, kunne Silja råbe til mor, at ”far kører på hylden overfor, og han ser sur ud.” Og ganske rigtigt kunne man på den modsatte bygnings tredje niveau følge overdelen af Tykke Bertha og netop se Sørens koncentrerede ansigt drøne forbi.

Den koncentrerede mine skyldtes, at en klon mellem Arnold Schwarzenegger og Biker Jens med bister mine havde påpeget, at man ikke må holde stille i opsamlingsområdet ved terminalerne i Orlando Lufthavn medmindre man fysisk kan se sin familie, og det var jo lige præcis ikke tilfældet med ekspeditionen fra Farum.  Så mens Eva med ungerne på slæb fandt vej igennem labyrinten af afgangshaller og lufthavnsniveauer til niveau 3 kunne Søren nyde hele fire rundture ud og ind af terminalområdet. Men endelig blev Familien Kümmel Domino genforenet, stærkt hjulpet af radiokontakten via walkie talkierne. Det var varmt i Orlandos aftensol, men varmen kunne nok ikke alene forklare Sørens klamme skjorte.

Til vores store ærgrelse var der aldrig lejlighed til at tage et billede af bommen der bremsede Bertha. Vi var nemlig ikke de første der havde været i den situation. Men måske vi var de første der selv kunne bakke ud.

Are you Christians?

Inden det helt store favntag med Disney World havde vi besluttet at tage et par dage med sol, strand og pool ved kysten, nærmere bestemt Melbourne Beach. Med behagelige 27 grader og kroppe, der var ved at vænne sig til USA skulle det vise sig at være den helt rigtige beslutning. De var et paradis for de gråhårede, vi var ankommet til. Fra overalt i USA var aldrende amerikanere kommet til det sydlige Florida for at være sikker på varme. Vi indrettede autocamper, badede i pool og mødte blandt andet en dansk kvinde, der har boet over 40 år i Canada.

Først skulle vi dog lige ind på vores nye campground , Outdoor Resort. Den lettere kaotiske afsked med Orlando i denne omgang betød, at vi kom for sent til indskrivning fredag aften. Endnu engang skulle vi dog komme til at sande, at amerikanerne er meget åbne, hjælpsomme og snakkesaglige mennesker. Ikke bare en men mange af de øvrige gæster, der kom hjem i løbet af aftenen forsøgte at hjælpe os ind med deres koder eller uden om bommen.

Ingen var dog mere ihærdig end den meget talende og hurtigt talende Vicky Dillon. I en sær blanding af en natkjole og en sommerkjole havde hun på en sær måde hele campgrounden i sin hule hånd, som hun cyklede på sin sammenklappelige cykel. Tre gange var hun frem og tilbage, inden hun stolt kunne meddele os at ikke alene kunne hun få os ind i Det Hellige Land, hun havde også fundet en plads til os. Anført af en vildt vinkende kvinde i natkjole kunne vi lade os eskortere ned gennem hele pladsen for at guide os på plads.

Halvt løbende, halvt hængende i førerdørens vindue fortsatte hun samtale, da Søren var i færd med at bakke Tykke Bertha..

”God bless you, I´ve been your Angel tonight,” sagde hun blandt meget andet. ”Any Questions?” ville hun slutteligt vide.

”Not right now. Maybe tomorrow,” kunne  Søren berolige hende.

Måske var dog ingenlunde blevet beroliget. For Eva var sikker i sin sag om, at hun hørte Vicky Dillon spørge ”Are you Christians?”

I så fald har svarer næppe behaget en troende: ”Not right now. Maybe tomorrow.” 

 

 

 

 

 

Billeder:

Øverst tv.: Tykke Berthas Stue, spisestue, køkken, kontor, entre og første sal.

Øverst th.:Tykke Bertha med 3/4 familie, netop ankommet til Melbourne, Florida, USA.

Nederst th.: Superman og Louis i pool på Melbourne Beach - udsigt over Atlanten.

 

Kort om Florida:

Var det ikke lige for de nær ved 75 millioner turister, som hvert år besøger Florida ville staten stadig den dag i dag fremstå som et tyndt befolket og stort set ufremkommeligt sump-område. 1.200 kilometer hvid sandstrand samt en gennemsnitstemperatur, der aldrig når under 23 grader selv i de koldeste måneder har omdannet The Sunshine State til en af USA's mest progressive og hastigst voksende stater målt på indbyggertal. I 1821 ”købte” USA staten Florida af Spanien mod at sløjfe en gæld på 5 mio. dollar. Florida er en farverig blanding af indianere, efterkommere af sorte slaver, latinoer og hvide – samt pensionister, der er et dominerende folkefærd.