Smukke Yosemite, Giant Grizzlys og fængslende Frisco

Yosemite og kæmpetræer

Som beskrevet i afsnittet om Death Valley overnatter vi uden for Yosemite og Tioga Pass, som er den vej, der på korteste vis skal føre os til hjertet i Yosemite National Park – the valley. Tioga Park er lukket størstedelen af året pga. sne, men er netop åbnet dagen inden, vi har brug for den. Vi har tjekket på nettet i tiden op til vores Yosemite-besøg og ringet til parken. Men det kan skifte meget fra år til år, hvornår vejen bliver åbnet, og det er ikke muligt at få en prognose ud af dem. Men vi er altså heldige og kan i den nyfaldne sne – som vi stadig ikke fatter, kan blive ved med at forfølge os, måske det kan have noget med bjergterrænet at gøre – køre mod passet. Fordi vejret ellers har været sommerligt forsvinder sneen med det samme og vejen er endda så varm, at det damper, når sneen rammer den. Ret fascinerende.

Billedtekst: Vi starter turen tværs gennem Yosemite Natinal Park via Tioga Pas, der først dagen inden var blevet åbnet efter vinterens sne. Her var koldt, men dog med forår i luften. Yderst til højre i billedet anes en sø. Vi er i 9000 fods højde (godt 3 km).

Tioga Pass går tværs igennem Yosemite fra øst til vest, og vi må endnu engang se os selv gå amok med kameraet med ”wow” og ”hold da op” og ”har du set det der?” osv. osv. Bjergene leverer noget af ddet mest dramatiske natur, vi har set, med sne og bjergsøer i 9000 fods højde (3 km). Vi stopper et par gange for at tage billeder, men kun en enkelt gang bliver vi ude i længere tid for at klatre lidt på en kæmpe-sten. Det er helt vildt koldt, og vinden er bidende. Ungerne klager over vejrforholdende, for nu har vi altså lovet, at der ikke ville være koldt mere. Og vi voksne har altså også troet på det hver gang. Den opmærksomme læser vil måske bemærke, at vi jo bare har glemt at tage bjergene og højderne i betragtning. Dertil skal dog bemærkes, at selv amerikanerne er forundrede over naturens lunefuldhed netop i år.

De mange smukke udsigter sagtner farten betragteligt, men vi bevæger os alligevel støt og roligt ned ad mod Yosemite Valley. Der er kun en vej mod dalen. Og da vi pludselig møder en tunnel med et skilt foran med påskriften ”max højde 10 fod” får vi et sug i maven, da Bertha er 12 fod. Søren afslører imidlertid en pludselig og helt ny kamikaze-profil med udtrykket ”syg form for humor” og trykker sømmet i bund. Man får et godt øjemål med tiden, og han kører os igennem tunnelen uden problemer langs midterlinien, mens Eva og ungerne forsøger at gøre sig så små som muligt. Vi kan dog se igennem tunnelen, at vi ikke har modkørende og derudover også en campingvogn et nummer større end os, der tilsyneladende har klaret det. Det ville heller ikke ligne USA at begrænse tilgangen af campere på en bjergvej hvor tre-punkts-vendinger absolut ikke er muligt. Og slet ikke at glemme at skrive det før et par meter foran tunnelen. Vi regner med, at de bare havde glemt at skrive, at de 10 fod gælder den yderste side af vejen. Eller at de virkelig har en syg form for humor.

Som vi nærmer os dalen kan vi dreje varm-luft-ventilatoren over til kold airconditioner. Endnu en klimakolbøtte. Og vi kører igennem endnu mere smuk, men nu grøn og varm, natur. Vi ender i t-shirts og korte bukser, hvilket er nærmest barokt siden vanterne stadig er våde fra sneen vi legede med en time tidligere. Nede i dalen gør vi først holdt ved Bridesvail Falls, som vi skal gå et par hundrede meter for at komme tæt på. Vi går igennem et stykke skov og over floden, som bærer vandet væk fra vandfaldet. Og da vi er ved foden af vandfaldet, er der så meget fugt i luften fra vandfaldets plasken, at vi bliver drivvåde i løbet af et øjeblik. På vejen derhen havde vi da også bemærket vores medturisters våde hår. Vi får taget et par billeder som et par ægte paparazzier. Kameraet bliver gemt under trøjen og fyres af på et par sekunder for ikke at ødelægge det af vandet.

Vi kører videre efter et par is fra Berthas fryser og kaster os ud på en hård hike til et smukt og voldsomt vandfald. Det er måske vores sidste hike i USA, så vi vælger en hike for de seje. Og det ender med at de voksne både sveder og piver først. Det går bare op og op, men vi belønnes dog med chips, frugt og et par chipmunks, der altid kan holde humøret oppe, fordi de er så søde. Og til sidst får vi i belønning det smukke vandfald, inden vi kan gå ned igen – hvilket i øvrigt er næsten ligeså hårdt ved benene som at gå opad. Tarveligt. Udover al den pragt parken byder på i almindelighed, og det er virkeligt prægtigt, ser vi også verdens femte højeste vandfald, Yosemite Falls. Det er så højt og ser derfor så lille ud, at vi først tror, at det er et andet og mindre betydeligt vandfald, vi ser. Og som de japanske turister, vi i bund og grund er, tager vi først en mængde billeder, da vi finder ud af at ”det er noget særligt”. Det er da underligt at man først synes, at noget er fantastisk, når andre har fortalt en, at det er det. Det er jo lidt sådan ungerne har det 9 af 10 gange vi oplever noget. Hvorfor i al verden skulle de dog blive synderligt imponerede over at se Eiffeltårnet og Triumfbuen i Las Vegas eller sejle i Venedig, når de nu ikke ved, at det er barokke efterligninger. De kender jo ikke originalen.

I Yosemite vokser der også en mængde Sequioa-træer, som er kæmpetræer, som folk fra hele verden kommer for at se. Vi tager ikke de første og bedste træer, der er afmærket på kortet. Vi har naturligvis udset os det ældste og de største af slagsen i parken overhovedet. Disse træer befinder sig så desværre allernederst på kortet og altså allersydligst i parken. Men der ser ikke ud til at være så langt endda… Behøver vi sige at ”det var der”? Inden vi finder den rigtige vej til Wavona (Seqouia-byen) og sniger os igennem køerne pga. vejarbejde (som i øvrigt burde forbydes på bjergveje uden overhalingsmuligheder) nærmer tiden sig hastigt solnedgang. Med relativt høj fart i kurverne og Evas konstante påmindelse om, at livet er vigtigere end et par store træer, fragter Søren Bertha og resten af familien Domino-Christensen til Wavona helskindede og lige akkurat tidsnok til at se de kæmpe træer, inden solen går ned. Og de er virkelig store. Først går vi igennem en skov med store træer og bliver via skilte mindet om, at de store træer ikke kan tåle at blive gramset på eller trådt over tæerne (deres rødder ligger ikke henad jordoverfladen, og går mærkeligt nok, ikke ned i jorden). Men så går vi ind i skoven til verdens ældste og største træ, ”The Grizzly Giant” og bliver allerede på vejen mødt af endnu større og nu navngivne træer med hegn omkring, end vi så fra parkeringspladsen. Og de er faktisk så store, at vi må tage nogle billeder af dem. Men så kommer vi – trætte og med to børn på skuldrene – til ”The Grizzly Giant”. Og havde vi ikke set et stort træ før, så har vi det nu. Hold da k… hvor var det stort. Selv ungerne kan gå lidt igen på deres trætte ben af bar forbløffelse. Det er ikke bare stort, det er også sådan lidt ”bjørne-grizzly-agtigt”, som Silja påpeger. For hvor de andre træer er høje og slanke, er dette kæmpetræ forsynet med grene, der er så tykke som stammerne er på de andre store træer. Og det er så stort, at vores Canon Ixus60 må give fortabt, man må simpelthen opleve det i levende live for at få det hele med. Mens vi beundrer ”The Grizzly Giant”, går solen helt ned, og vi må i al hast vandre hundrede meter videre for at se et træ, som man kan (men ikke må) køre igennem med en (lille) bil – og altså ikke i størrelse ”Bertha”. Og så bliver der pludselig temmelig mørkt omkring os, hvilket jo normalt ikke gør så meget, andet end for romantikken. Men da der er et stykke vej tilbage, og vi er i bjørneland, sætter TanteSofie i gang hos først Konrad… og ikke lang tid efter også hos Silja… og dernæst også de voksne. For hvad er det lige man skal gøre, hvis man møder en bjørn eller en bjergløve, for de kommer jo ud i skumringen? Det ved vi, for det står som det første i vejledningen til alle de nationalparker, vi har været i (på nær Death Valley, hvor der er gode råd vedr. skorpioner). Man skal stå stille og aldrig (!) vende sig om og løbe. Og så skal man gøre sig stor, og tage børnene op på skuldrene så hurtigt som muligt, så man bliver endnu større. Og så skal man skælde bjørnen eller løven ud så højrøstet som muligt og kaste med sten mod den (uden dog at bukke sig alt for meget ned for at samle nogle op). Og gerne klaske grydelåg mod hinanden (som om man har sådan nogle med ud for at se ”The Grizzly Giant”) … Og hvis intet af det virker og man bliver angrebet, skal man kæmpe imod så godt man kan og så i øvrigt have ”Rigtig god fornøjelse, og være så venlig at betale gebyret ved indgangen til parken”. Vi mødte heldigvis ingen bjørne eller løver i Sequoia-skoven, men hold da op hvor havde vi været beredte, såfremt vi havde. Og hvor var det dejligt at lukke døren bag sig i Bertha. Bertha var selvsagt den sidste, der forlod parkeringspladsen, og vi turde næsten ikke tænde lyset på hende af angst for at få øjenkontakt med en bjørn – der i vores fantasi havde vokset sig usigeligt stor og meget, meget farlig og beregnende. Og for en god ordens skyld må vi hellere gøre klart, at vi altså taler om de voksnes fantasi. Ungerne glemte alt om både bjørne og løver det minut, de fik lov til at komme op på vores skuldre, og vi bad dem synge højt og tydeligt med på ”Oppe i Norge, der bo’de tre bjørne, bjørnefar og bjørnemor og lille OlleBolle…”.

Efter lidt køretur i bjergene ud af parken uden at se så meget som en skygge af en bjørn, indser vi, at der ikke ligger en restaurant lige rundt om hjørnet. Vi gider ikke, men laver alligevel mad i Bertha og putter, mens vi kører ud af parken og mod San Fransisco. Der er ikke så forfærdelig langt fra Yosemite til Frisco, men temmelig kroget, og vi stopper derfor 40 mil uden for San Francisco på en WalMart i Livermore. Vi har jo ikke booket nogle steder, og man ved aldrig, hvornår man finder et godt og trygt sted at sove i nærheden af en storby.

San Francisco, dag 1

I flere af storbyerne, vi har besøgt, har vi med succes taget direkte til Visitor Centrene, selvom det for de større byers vedkommende altid er problematisk, fordi de ligger lige i midten af midten, et typisk mindre Bertha-venligt sted at være. Og sådan var det også i San Francisco. Ja, faktisk tog SF prisen, hvilket da også resulterede i det allerførste (på spejderære) skænderi mellem chauffør Søren og co-driver Eva… pga. kortlæsning, altså. Og dagen efter var den gal igen, da vi formåede at dreje af på den forkerte vej og havnede på en bro, som man ikke kunne komme væk fra, før vi havde betalt bropenge og kørt 5-6 miles den ene vej. Så bliver man sur.

Men alt andet lige er det altid et godt sted at starte på Visitor Centeret, inden man kaster sig ud i en ny by – om ikke andet, så for at få en god historie fra en af de pensionerede turister, der bemander dem. Og de kan også redde en fra at besøge steder, som er lukkede pga. ombygning eller andre irritationsmomenter. Det er ikke altid, de frivillige hjælpere er helt med på, hvad en turist har behov for, men vi er efterhånden blevet gode til at spørge ind og opholde dem så længe, at vi har fået tilstrækkelig info ud af dem. Uanset kvaliteten har vi altid fået høflig og velvillig betjening, og derfor var det også en ny oplevelse, da vi i San Francisco for første gang, oplevede os selv lettere rystede over at den mand, af kinesisk afstamning, der betjente os tydeligvis syntes at vi var … nogle fjolser. Og så absolut ikke de eneste i denne verden, der havde besøgt San Francisco, hvorfor vi ikke burde blive overraskede over, at han ikke kunne hjælpe os med noget som helst – udover at henvise til internettet. Som vi ikke var i nærheden af på en WalMart-parkeringsplads. Og hvad er det lige man ville gøre, hvis man ikke ejede en computer, eller var ordblind eller computer-blind? Nå, men vi er tydeligvis kommet til en turistmagnet af en storby med deraf følgende storbyhedsvanvid. Men idet vi heldigvis havde noteret vores mange spørgsmål på en lap papir, kunne vi fastholde ham i et verbalt halsgreb og få et rimeligt svar på alle. Vi ville rigtig gerne til Alcatraz, som vi troede var noget som alle bare gjorde. Sagen var og er imidlertid den, at alle gerne vil, men at alle ikke kan komme til Alcatraz, der er lavet om til en nationalpark, så man kun kan komme derud med særlige nationalpark-både. Det er det man kalder statsligt monopol, men vel ikke så anderledes end de andre nationalparker. Det var bare så tydeligt og irriterende, fordi man skulle med den pokkers båd derud. Og når man ikke kunne svømme derfra, kunne vi nok heller ikke svømme dertil. Andre firmaer kunne få lov til at sejle rundt om Alcatraz på behørig afstand – og et enkelt af firmaerne reklamerede endda på ydmyg vis med deres bådtur ”der kan tage dig så tæt som muligt på Alcatraz, når den rigtige Alcatraztur er udsolgt”. Vi ankom til SF en fredag og kunne først få billetter om mandagen, altså med 3 dages venten. Og så havde vi endda været heldige. Ville vi på den særlige børnetur var der en uges ventetid, og hvis vi havde ventet til om aftenen med at finde en internetforbindelse, havde der ingen billetter været, så vi priste os endnu engang lykkelige for vores amerikanske telefon. Vi havde ikke regnet med at skulle bruge så meget tid i San Francisco, vi havde ligesom et L.A., vi skulle til. Men Alcatraz, det ville godt nok være fedt at besøge. Og noget for os alle sammen. Så vi besluttede os for at vente og måtte slippe 75 $ for en familiepakke, hvilket heldigvis ikke var så overvældende dyrt, som havde det været et privatejet firma, der havde monopol på turen, det er helt sikkert.

Og så var det madtid igen. Klokken var blevet mange, så det skulle gå rimeligt tjept. Ungerne havde udset en fastfoodrestaurant med navnet ”Jollybee”, der (børne-)lokker med en kæmpestor rød og gul venligt udseende bi uden for døren, smukke billeder af burgere og pasta og et lidet tillokkende reklameslogan ”en asiatisk burgerkæde”. Asien og burgere? Og vi slog da også rekorden ift. mangel på charme og smag med mad, der for dele af menuens vedkommende var direkte uspiselig.

Efter den lussing tog vi til Golden Gate Park mhp. at lege og slappe af i solen og planlægge SF-dagene ud fra brochurer og guidebog. Vi skal da også lige have et spil smørklat voksen/barn mod voksen/barn. Men legen stopper brat da Eva spænder ben for Søren, hvormed han skubber Silja, som han så kan falde henover, så det er ved at koste os en tur på hospitalet. Den lyd det gav da Sørens albue rammer Siljas hoved, var ikke rar, og det var hendes hjerteskærende skrig heller ikke. Det var faktisk så voldsomt, at det ikke var rigtig sjovt at spille mere. Og det blev også lidt koldt, som solen begyndte at gå ned, så vi trissede stille hen til Bertha og håbede bare, at Silja ikke ville blive skidt tilpas. Og lige i de tilfælde er det træls at skulle køre til en WalMart. Kinamanden i Visitor Centeret havde givet os adressen på den nærmeste WalMart i Oakland. Det er Memorial weekend, hvilket er den weekend, der for amerikanerne skyder sommeren i gang. De har alle fri og skal alle på campingplads. Og fordi mange amerikanere ikke har mere end et-to ugers ferie, har de naturligvis booket deres enkelte fridage i god tid, hvilket vi slet ikke var vant til. Så ingen ledige campingpladser tilbage, og dem der var, var vi for nærige til at betale for. Men da Silja viser sig frisk og rørig er vi glade for at bo på WalMart og spiser lækker kinesisk (Panda-)mad lige ved siden af, og Eva handler, mens Søren putter børn. Ih, hvor er det altså godt med de WalMart’er der. Mindre godt er det dog at Eva lige hilser på sikkerhedsvagten – som vi plejer at hilse på, men ikke har set da vi ankom – og på sød og undskyldende vis får at vide, at vi desværre ikke må overnatte på netop denne WalMart. Øv, og ungerne er netop faldet i søvn, og hvor i al verden skal vi så sove? Dette er faktisk kun vores anden gang på turen at vi har været decideret hjemløse inden natten. SF er en stor by, og idet vi endnu ikke af sikkerhedsgrunde har villet sove på en tilfældig sidevej, er det bestemt ikke i SF og omegn, at vi ønsker at prøve det. Det er dog for intet at regne i forhold til den aften/nat, vi vandrede rundt i Damaskus´ gamle bydel for at finde et sted at sove den første nat i Syrien. Så vi kigger campingplads-telefonbogen igennem og finder tre stk. inden for ca. 5 mil. Og de ligger lige efter hinanden, så vi må tage en ad gangen. Så ungerne må sovende i selen igen for at vi – på chancen og evt. på vores grædende knæ – må køre videre for at finde en campingplads. Ingen af dem tager i øvrigt telefonen da vi ringer, men OK, klokken er også hen ad 23. Men er det ikke amerikanerne, der altid bryster sig af ”altid åben” og ”24-7”. Den første campingplads, vi kommer til hedder Trailer Haven og allerede ved synet af den, døber vi den Trailer Hell. Der står på et skilt, at man skal ringe på hos host Sharon, men da klokken nu er nær midnat, synes vi alligevel, at det vil være lidt kikset. Og vi er lige ved at tage en af to tilsyneladende ledige pladser, da host Sharon – en Cathy Bates look-a-alike – kommer ud af sit hus iført lang natkjole, så hun bliver helt firkantet at se på, og et ”snorke-plaster” henover næseryggen. Men Eva er god til ældre damer og vi får uden nogle pladser ledige overhovedet (det er jo Memorial Day) alligevel lov til at overnatte – og endda foran Sharons hus. Mens vi bakker Bertha på plads, så hun fylder mindst muligt, kan vi overvære hvordan Sharon skælder en anden camper huden fuld, fordi han ikke lod os parkere i fred. I vores optik holdt han fint og ventede, men smuttede forbi fordi der lige var plads til at komme forbi os midt i vores 5-punkts-vending. Vi er glade for at være i kridthuset hos Sharon, bare en enkelt nat.

San Francisco – dag 2.

Dagen efter går Eva op til Sharon for at betale om morgenen og synes, at vi ligeså godt kan spare prisen for ungerne (10 $), for dem har Sharon nok ikke set. Og vi er jo hurtigt ude igen, det finder hun aldrig ud af. Men hjemme i Bertha igen fortæller Eva stolt om vores ”besparelse” hvorpå Søren kan fortælle, at Sharon faktisk har set ungerne, idet hun stak hovedet ind i Bertha mens Eva var på vej op til hendes kontor. Værre bliver det, da vi på Sharons opfordring vælger at blive et par nætter mere og bruge Trailer Hell som base, fordi der kører et tog til SF. ”Ikke langt derfra”, hævder Sharon, men det viser sig dagen efter at være en halv hærvejsmarch. Men så slipper vi for flere skænderier pga. trafikken i SF. Sharon er glad for, at vi vil blive et par nætter mere, men Eva er ved at besvime ved tanken om, at Sharon pludselig opdager, at Eva kun har noteret os for 2 voksne gæster. Den opmærksomme læser, der i øvrigt kender til TV-serien KLOVN vil vide, at Eva alias Frank Hvam vil blive tvunget til at zone sin udåd i indtil flere pinlige situationer. Og således gjaldt det også Eva da Sharon stikker hovedet ind i Bertha, for at fortælle, at vi holder på vores terrasse, mens Silja springer nysgerrigt hen til døren for at lytte med, mens Konrad synger ”Det er et yndigt land” af sine lungers fulde kraft i baggrunden. Men selvom vi hilser flere gange på Sharon både med og uden børn, nævner Sharon ikke noget om Evas udåd. Og det endda selvom hun er den mest emsige campground host, vi har mødt. Men med de mange sug i maven og svedige armhuler, lover Eva sig selv aldrig mere at snyde. Aldrig.

Vi har ikke handlet nok, mens vi har været i USA. Der er så meget andet spændende at tage sig til. Men det ville da være dejligt med lidt nyt og billigt tøj, så vi kører derfor en smuttur til Petaluma Outlet, ikke langt væk. Men det ender, igen, med en køretur på i alt to timer, eller det vil sige denne gang er det primært kø-kørsel. Bittert. Men vi får købt en masse tøj, og det hjælper altid på humøret at gøre nogle gode kup. Og om eftermiddagen tager vi chancen igen med SF-downtown, og kører via Golden Gate Bridge til centrum, hvor vi var dagen før, for at spise kæmpesalater på Buckhorn og stå på skøjter. Det er lørdag aften, og der er 80’er-musik, og vi løber sammen med en masse forelskede par og 2 over-ivrige homoseksuelle, semiprofessionelle skøjteløbere, der gerne vil være vores skøjtetrænere (og fortæller, at de skal til Køln i 2010, sker der noget stort der?). Og deres gode råd virker faktisk. Så til alle de nye skøjteløbere derude: Først står du stille på skøjterne. Så sætter du dig ned på en imaginær stol (eller en halv skovskiderstilling) og rejser dig halvt igen. Og så skal du tænke, at du er en pingvin med dine arme ned langs siden og hænderne udefter. Og så tager du nogle små skridt. Og så kører du faktisk, og det ser oven i købet pænt ud. Rådet virkede dog bedst på Eva og Silja og Konrad. Vi kunne jo køre stærkt nok efter første gang, men var måske ikke så elegante igen. Søren døjer derimod stadig med sit knæ, siden vi red på heste på ranchen. Ja, det er helt sikkert knæet, den er gal med. Ikke Søren.

San Francisco – 3. dag

Nu skulle vi endelig prøve at køre med tog i USA. Der findes jo stort set ikke offentlige transportmidler i de dele af USA, vi har været i i det mindste, så det var nærmest en udflugt i sig selv at skulle se, hvem der så vælger toget i USA frem for bilen. Vi taler jo om et folkefærd, som vi har set tage bilen for at køre 75 meter med deres vasketøj på en campingplads. Køre hjem efter lidt ekstra tøj til at fylde maskinen med og køre tilbage for at vente i den halve time det tager, for så at hente vasketøj igen i bilen. Og de kører naturligvis i kæmpestore pick-up trucks. Og vi taler også om et folkefærd, som på det nærmeste slet ikke forstår spørgsmål vedr. public transportation, når vi har stillet det.

Men i San Fracisco er der toge, busser, sporvogne og de berømte Cable Cars. Vi skulle med toget, som vi må vurdere som utroligt dyrt ift. andre ting. Vi måtte betale 32 $ for en ca. 40 minutters køretur tur/retur for hele familien. Det er nok lidt billigere end i Danmark, men når du nu til sammenligning kan få en BigMac for 1 $ eller 5 danske kroner, så er det dyrt at køre med tog. For ikke at tale om en bil til spotpris, hvorfor så køre i tog? Men toget var fint og punktligt og en befrielse ift. at komme omkring i det mange bakkede, snoede og ensrettede gader i SF. Vi stod af i downtown på Powell St. og spiser en dejlig frokost på et af USA's lækre Food Markets, hvor restauranterne ligger som perler på en snor og deles en fælles plads med borde og stole og tjenere til at rydde af og holde det hele pænt. Restauranterne er delikate (ingen McDonalds-koncepter) og med mad fra alle dele af verden. Således kan ungerne får italiensk pizza, Søren en god sandwich og Eva koreansk grill-mad, mens vi alle alligevel spiser sammen. Det er dyrt – eller dyrere end gennemsnitligt i USA – men rigtig godt, hvilket desværre er en sjældenhed i USA. De har råvarerne lige ved hånden, de har den relativt billige arbejdskraft… men de mangler bare god madkultur.

Efter en dejlig frokost vælger vi at springe på en sightseeingbus for at komme omkring og se lidt af det hele. Vi fravælger museerne og statuerne og vil hellere indtage byen generelt. Det er jo gaderne, Golden Gate og stemningen, SF er kendt for. Og de mange bøsser og lesbiske. Det er dejligt at være uden Bertha. Trafikken snegler sig af sted, men vi sidder øverst i bussen og nyder solen. Efter en langsom tur gennem de forskellige bydele – med god tid til at tage fotos i køerne – kører vi over Golden Gate Bridge (igen), hvor det til gengæld er så hvinende koldt, at vi må holde om hinanden. Tilbage over broen efter en fuldkommen tåbelig turistlogistik med busser, der må vende med ni-punktvendinger og manglende parkeringspladser kører vi til Fisherman’s Wharf – et berømt havne-/forlystelses-/restaurant-område, og vi vandrer herfra ud i San Fransiscos mest stejle gader. De er virkelig stejle, det er helt skørt.

Billede: Verdens mest stejle og krogede gade, praler de med i San Francisco. Kun Søren gad at gå helt derop. Eva, Silja og Konrad ville hele lege og slappe af i en af de mange grønne små-parker.

På de mest stejle gader må bilerne ikke holde i retningen op/ned, men skal holde med næsen ind mod fortovet. Og der står skilte om, hvordan hjulene skal drejes, så der ikke pludselig sker ulykker med rullende biler i gaderne. Et enkelt sted er der syv hårnålesving i løbet af bare fem huse. Bare det at gå rundt er decideret hårdt. Og vi troede, at der var bakker i Århus.

 Billede: Desværre kan et billede ikke afsløre hvor ondt man får i benene af at gå op ad de stejle gader.

Vi holder en pause på en lille grøn legeplads – som det i øvrigt vrimler med i SF – og går herefter igennem Chinatown, som altid er fascinerende. Her spiser vi kager på et konditori og kigger på de mange butikker med frugt, grønt, galanterivarer og frøer og hønsefødder og meget andet godt og decideret klamt. En rigtig Chinatown. Vi leder efter og når lige akkurat at se en lille spåkagefabrik, før de lukker. Antageligt er det netop denne lille fabrik, der har opfundet spåkagerne. Hvor er det lige Kina blev af i den kamp? Det er et meget lille sted, og der sidder to damer og folder kagerne over en pind, mens der sidder en mængde mænd i baggrunden og smiler, som kun tandløse kinesere kan smile. Der var ellers ikke så meget at smile af, at dømme efter interiøret. Vi fik lov til at smage og tage billeder – mod et par dollars, naturligvis – og køber en stor pose spåkager, med mere eller mindre (nok mest mindre) kloge ord om vores nutid og fremtid.

 Billede: Damerne er "vaffel-bagere" og vipper den friskbagte bløde kage ned over en pind. Det tager ikke mere end få sekunder for en kage at blive til. Der var tryk på og ikke meget af smile af...så det gjorde de ikke. 

Meget trætte i benene og med efterhånden lukkede skodder overalt omkring os spiser vi aftensmad på en ægte 50’er-diner med rødt/hvidt interiørog 50’er-musik. Så har vi ligesom været omkring flere sociale lag og kulturer i SF på en dag. Vi tager toget hjem igen og kan pludselig ikke huske, hvilken station vi stod på. Faktisk er det ikke fordi, vi har glemt det, vi har bare været så lemfældige slet ikke at kigge på skiltene. Så vi vælger naturligvis den forkerte station at stå af på og må tage en taxa til Trailer Hell. Der er nu ikke så langt og vi slipper med 5 $ eller 25 danske kroner. Hvad er det nu startgebyret er for en taxa i Danmark?

San Francisco – 4. dag: Alcatraz

Når vi har været i Alctraz skal vi videre mod Los Angeles, så vi Kører Bertha til stationen for at tage toget endnu engang til Powell St. Herfra skal vi med de berømte Cable Cars til båden til Alcatraz. Der er lang, lang kø til The Cable Cars, men vi bevæger os hurtigt, fordi de kommer hele tiden og vi bruger tid på at spise lidt lækre kager fra det lækre Food Market og se, hvordan The Cable Cars vender. De kører jo på skinner, trukket af kabler ned i skinnerne. Når den skal vende stopper den på en drejeskive – ligesom man kan få til Brio-togene – de slipper taget i kablerne, og fire mænd – anført af en Al Pacico-klon - kan derefter dreje vognen næsten 360o over til skinnerne, der kører i den modsatte retning. Det ligner ren Storm P., men fungerer forbløffende godt og hurtigt. Og de mænd og kvinder, der kører vognene, de ser virkelig ud til at hygge sig. De snakker og griner, når de mødes, og når tilsyneladende at ordne hele verdenssituationen, mens de vender kareten med indbyrdes arbejdsgange, som bare glider. Og med en stort sort mand med en saxofon ved siden af køen, er der stemning og glade dage, så køen ikke virker så lang endda. Glem så at det koster 5 $ pr. mand at køre med en sådan krabat. Og skal du skifte, må du betale 5$ igen. Det er godt at der er en direkte linie til vores destination. Heldigvis forbarmer billetkonduktøren sig og siger at han nøjes med at klippe i de to billetter, og at vi bare skal sige at ungerne er fire år når vi kører tilbage. Så der sparede vi 100 danske kroner eller en lang gå tur tilbage til Powell St.

Fordi alting tager så lang tid med kø og mange mennesker, må vi pludselig skynde os hen til Pier 33 og båden til Alcatraz. Og vi troede vi skulle slentre og spise lidt dejlig mad inden. Men i stedet køber vi Mcdonalds-menuer til at tage med os og må løbe hele vejen derhen. Men vi når nu det hele og får da også spist inden. Vejret er godt, men som SF er kendt for, er det tåget. Men undervejs i de 12 minutter, bådturen varer, bryder solen igennem, og der er rigtig varmt, da vi ankommer. Vi bruger 2½ intense timer med hørebøffer på under den selvguidede og fremragende audio-tour. De voksne toppes lidt om, hvem der skal lytte og hvem der skal oversætte til ungerne. For det er simpelthen så spændende at lytte til audiotouren, der er indtalt af gamle fanger og fangevogtere og krydret med lydene af jerndøre, der smækker og fanger, der råber desperat i de rungende gange. Det er bare godt lavet, og de mange turister med hørebøffer på ser alle lige optagede ud og smiler lidt genert til hinanden, for man kan ikke rigtig tale sammen med hørebøffer på.

 

 Billeder herover: På vores audiotour er det både fangevogtere og tidligere indsatte der beretter. Flere af fangerne har været lidt skøre - men hvor normal er det lige de besøgende ser ud?  

 

Billedet herover: Fotos fra en af gangene i Alcatraz. Der var celler i 3 etager og kun en af gangene havde vinduer. De var de foretrukne pga. sollyset, men også de mentalt hårdeste fordi der var udsigt til San Francisco.

Både børn og voksne er fuldstændigt optagede og forundrede over denne hårde lidt uhyggelige verden. Og vi bliver meget klogere på, hvad og hvordan de har levet, og hvordan og hvorfor de forsøgte at slippe væk. Vi kan også følge flugten af flere af fangerne. En flugt, som man ikke mener endte lykkelig for nogen af fangerne. Vandet ud for Alcatraz er iskoldt og pga. voldsom strøm, mener man det ikke muligt at kunne nå i land ved SF. Alt har været nøje udtænkt, og fangerne har haft det rigtig skidt når de, som flere af dem beskriver det, hver dag kunne kigge over på land og se, hvad de gik glip af. Det var en hård psykologisk straf. Vi har slet ikke tænkt på tider ift. at tage en båd tilbage, så vi er glade og lettede over at være så heldige, at vi når den sidste båd væk fra øen igen. Også selvom vi slet ikke vidste, at klokken var blevet så mange. Vi er virkelig kommet ned i gear i løbet af vores Bertha-tid.

Store i hovedet af Alcatraz går vi i land igen. Vi slentrer hen til Pier 39 for at se de berømte søløver, som vi troede, vi skulle nå at se inden Alcatraz. Da vi drejer rundt om hjørnet, spotter vi alle en enkelt eller to søløver, der ligger os soler sig på molen. Øv, er det bare det, når vi alle at tænke. Men om det næste hjørne ligger de så lag på lag og gør og bider ad hinanden. Wow, der er virkelig mange, og hvor er det altså et underligt dyr. Vi kigger længe på dem og griner af dem og kører med cable car tilbage til Powell St. Det tager en evighed at komme tilbage. Der er problemer med en passager, som ikke mener at han skal betale 5$ ved vognskift, og så skal vi også have et motorskift undervejs, som alle inviteres udenfor for at kigge på. Der er jo som sådan ikke nogen motor i en Cable Car, det er ligesom hele konceptet, men der er nogle bremser og en fangarm, der griber ned om kablerne langs skinnerne. Begge dele skiftes en gang om ugen, fordi de bliver så slidt. Når man bremser, lugter det brændt, fordi metaldelene gnider mod hinanden. Så måske der ikke er noget at sige til, at det er dyrt at køre med dem. Men det er da også charmerende. Vi bliver simpelthen nød til at spise aftensmad på det lækre Food Market ved Powell St. igen og tager herefter toget tilbage til Bertha, der har haft det godt på togstationens parkeringsplads.

Nu skal vi sydpå, mod L.A. Men først skal vi til Monterey Bay, hvor vi har booket plads på en båd, der dagen efter skal tage os ud for at se hvaler. Kæmpe hvaler.

 

 

 

 

Pga. den dårlige

 

Billede øverst tv.: Bridesvail Falls - Brudeslørsvandfaldet. Det er så højt at dets "nedslag" flytter sig 3 meter til siden i blæsevejr, og vi under ingen omstændigheder kan få det hele med på billedet. Så vi tager det smukkeste: Familien Domino. Billedet fyres lynhurtigt af fra under jakken, fordi det ellers bliver drivende vådt. Luftfugtigheden er over 100 - det regner fra vandfaldets plasken, og vi bliver kølet dejligt ned af det iskolde vand fra toppen af bjergene.

Billede øverst og i midten th.: Vi kører ned i dalen i Yosemite. I løbet af en times tid bevæger vi os fra bidende kulde til korte ærmer. På vej ned ad bjergvejene opdager vi , at vi skal igennem en tunnel. Et skilt et par meter før tunnelen advarer om at max-højden er 10,2 fod.... hvilket er 60 cm mindre end Bertha. Der er bare lang vej at bakke op ad bjerget igen, så med et sug i maven og et "syg form for humor" fra Søren, kører vi alligevel igennem.

Billede nederst tv.: Fængselscelle på Alcatraz. Bemærk hullet i væggen som fangen har gravet med skaftet af en ske Ved flugten efterlod han (og hans 3 kumpaner) et kunstigt hoved i sengen, lavet af sæbe, så fangevogterne troede at de bare sov. Nogen har måske set filmen? 

 

Billeder herunder:

Herover: Grizzly Giant - verdens ældste træ på ca. 2000 år (og et af de største). Vi når skoven lige inden solnedgang. Et træ er vel et træ, var tilgangen, da vi gik ind i skoven. Men så stod det der lige pludselig blandt alle de andre store træer. Og det var bare STORT. Bemærk Silja ved foden af det.

Herunder: Vi kan desværre kun igennem træet, som man for hundrede år siden kørte igennem som en stor event. I dag er der biler forbudt. Træet lever stadig.

 

Herover: I San Francisco er der toge, busser, sporvogne og cable cars. Her er et billede af det edderkoppespind af sporvognsledninger, der findes overalt. Kablerne til de famøse cable cars ligger i vejen og er synlige.

Herunder: Chinatown er ligeså rodet og forvirrende og fyldt med spændende og til tider klamme ting. Men selv hønsefødderne er friske - og på tilbud. 

 

Herover: Der ligger de så, de berømte søløver på Pier 39. Og der er iøvrigt ligeså mange turister, som der er søløver.

 

 

bla