Charmerende New Orleans - Nawleans

New Orleans – i Zoo

I New Orleans, der var hovedmålet i Louisiana, havde vi valgt en dyr men dejlig campingplads.
Man betaler for pool og placering, er vores erfaring, og vi havde valgt en campground
kun få miles fra byens centrum. Det skal dog her nævnes at få miles i en sådan storby alligevel tager 45 minutter at tilbagelægge i bil i myldretiden.

Af guidebøgerne fremgår at New Orleans har en af USA’s bedste zoologiske haver og akvarium. Søren havde til vores første hele aften i byen skaffet sig billetter til en basketballkamp af de større. Flot gået, for det tog indtil flere internetsøgninger og en længere telefonsamtale at finde både tid og sted og afhentningssted for billetterne, når man nu ikke kan købe og printe billet selv pr. internet.

Sørens kamp begyndte kl. 19, så vi havde regnet ud at han skulle af sted ved 17-tiden for at være der tidsnok til at hente billetter. Det betød, at vi afsatte vores første dag til ZOO, og hvad der evt. måtte blive tid til herefter. Det viste sig dog, at titlen som en af USA's bedste zoo’s holdt vand. Dyrene kender vi alle sammen godt med nogle få eksotiske bonusindslag, som hvide krokodiller og nogle ret store bidske kattedyr. Det fremragende ved haven var den generelt hyggelige og børnevenlige atmosfære samt den børnevenlige information om dyrene med få, men spændende oplysninger og gådefulde spørgsmål, som man kunne finde svaret på ved at løfte et låg. Dyrene var desuden placeret i verdensdele således, at man også fik en forståelse af, hvilke dyr der bor hvor og med hvem. Områderne var i ægte amerikansk stil dekoreret, som var man i den pågældende verdensdel eller land som dyrene bor i. Særligt Syd- og Mellemamerika var godt med jungletrommer, Mayapyramider og snirklede gange af kæmpestore bambus – selvom de ifølge et skilt var blevet tyndet gevaldigt ud af Katrina. Det bedste i Sydamerika var den arkæologiske udgravning. Børn og barnlige sjæle kunne selv få lov til at grave løs efter efterladenskaber fra Mayaindianerne. Vi fandt en kæmpe kat og et møllehjul. De var så store, at vi kun kunne udgrave øverste halvdel, før vi måtte give op. Den arkæologiske attraktion indebar, at man selv med en plastikske skulle grave i sandet, og måske dermed øge risikoen for sagsanlæg mod parken, såfremt en gæst fik sand i øjet. Som så mange andre steder er sikkerhesforanstaltninger og forholdsregler – eller bare regler – på grænsen til det morsomme. Ved siden af den store sandkasse var med et stort skilt markeret en Emergency Eye Wash Station med den supplerende tekst ”Please use this if you get sand in your eyes”. I den lille vask sad to vandhaner med ca. et par øjnes mellemrum. Nemesis ville imidlertid, at Silja rent faktisk fik sand i øjet. Vi klarede os dog uden både ”emergency” og øjenvaskestation. Normalt sejler der en damper (vi er ved Mississippifloden) mellem den zoologiske have og et akvarium et par miles længere ned ad floden i centrum af byen, hvor Bertha ikke er så elegant at manøvrere med, så det havde været ideelt at tage den. Men denne damper havde Katrina imidlertid også gjort ukampdygtig, så vi besluttede at blive hele dagen, indtil Søren skulle til basketballkamp. Og dagen gik hurtigt – vi nåede ikke engang det hele, men det gjorde ingenting.  Vi havde alt i alt en helt utrolig dejlig dag i fantastisk sommervejr med gode og spændende oplevelser og sand under neglene. Alle sammen. Og vi nåede akkurat hjem, så Søren kunne tage en taxa til basketball, mens vi andre mere eller mindre bekymrede blev efterladt i Bertha – for som Konrad sagde, har vi aldrig prøvet før at sige farvel, mens vi er i et andet land. Mor forsøgte at gå en tur efter McDonalds med ungerne, men besluttede på antallet af sorte mennesker at vende om på halvvejen, efter vi havde vinket farvel til Søren i taxaen. Og det var godt vi vendte om for taxachaufføren havde bekymret spurgt Søren, om det var hans familie han vinkede til, for den retning vi gik i var ikke et ”nice neighborhood”. Og så var det pludselig Søren, der kunne blive bekymret, men han vidste jo ikke at vi valgte at vende om et par minutter efter.  Ungerne og moderen havde en hyggelig aften med X-Factor på nettet og de to yngste blev først tudevorne igen ved puttetid. Mit bedste råd var at dufte til fars trøje, hvis de savnede ham, så de faldt begge i søvn viklet ind i hver sin skjorte som to beduiner i en ørkenstorm.

Så mens Konrad, Silja og Eva fulgte især Martin, Laura og de andre i X-Factor, var Søren til sin egen fest ved Superdome, hvor New Orleans Hornets holder til. For som vi vidste på forhånd, så forstår amerikanerne virkelig at feste i forbindelse med sportsbegivenheder, som er et af de bedste steder at udforske den amerikanske folkekultur. Der var fuld drøn på volumenknappen i alle henseender, og hér var det ikke noget med for lange køer eller højtalere, der er i uorden, som det oftest er tilfældet på Århus Stadion. Hele det gigantiske sportskompleks gyngede med salgsboder, aktiviteter for børn (der var mange børn)og voksne. Søren nåede lige at indtage en sportsplatte inden startfløjtet til topopgøret mellem Hornets og Houston Rockets. Kampen blev indledt med en fælles bøn og et minuts stilhed som en hilsen til ”our troops”. Og derpå var det ti spillere og 18.000 tilskuere i et sandt bold- og lydinferno. Èn ting var selve kampen, som var superspændende og en stor oplevelse, noget andet var alt det, der foregik på lægterne. En basketballkamp indeholder mange små spilstop og pauser, og ti sekunder var nok til enten at sende maskotten, byens tamburkorps eller danserne (og her taler vi altså ikke om fem halvblege Brabrand-piger med blåfrosne knæ, apropos Århus Stadion – cheerleading er en helt industri) på banen. Eller fyre en quiz af blandt publikum, der enten skal skyde til måls, eller battler mod hinanden på storskærm om, hvem der har den bedste udklædning, den bedste sejrshilsen eller danser bedst. Sidstnævnte konkurrence blev vunde af en vaskeægte big black Mamma, der på storskærm foran de 18.000 tilskuere blev ved med at ”Shake that BIG boottie”. En stor aften.

New Orleans – downtown

Vores campingplads tilbød et lift til downtown New Orleans med en lille bus. Endnu engang kunne vi smile af sikkerhedsforanstaltningerne, som de ansatte også gjorde og tage sikkerhedsbælte på mens flere af gæsterne blev placeret i mellemgangen på en klapstol. Den er der ikke meget sikkerhedssele i. Men ”it’s the law” – som der står under mange af skiltene for at understrege vigtigheden af det.

Turen til downtown skulle vise sig at være uhyre interessant, fordi den kvindelige storkrøllede chauffør hele vejen fortalte om de ting, vi så på vores timelange vej samt historien fra både før, men især også efter Katrina. Hver tredje telefonpæl var væltet, strømmen kom i nogle områder først tilbage for nylig, 40% af indbyggerne i New Orleans er stadig ikke vendt tilbage, ligesom også turisterne mangler – hvilket i hendes optik bidrager gevaldigt til katastrofens omfang, så hun opfordrede os alle til at spise og drikke og købe vildt ind. Vi blev læsset af i downtown til en dejlig solskinsdag med en kølig morgenvind, som bevirkede at vi kastede os ind i akvariet med det samme. Ungerne havde fra gårdsdagens zoo-tur fået lovning på, at vi skulle i dette akvarium på et eller andet tidspunkt, så det kunne passende være nu. Det var nu lidt af en skuffelse. Der var ikke så mange fisk, og i det hele taget fængede det ikke rigtigt. Jo, man kunne klappe rokker og en enkelt haj, hvilket var sjovt, men måske vi bare var mætte af dyrene fra zoo. Det var bestemt ikke dårligt, måske var det bare lidt tamt i det – og noget af det var også under ombygning. Så vi hastede igennem for at få mest ud af dagen, mens vi undrede os lidt over at guidebogen havde rost akvariet så meget, som det var tilfældet. Men sådan er der jo forskellige opfattelser af god kvalitet. Vi har efterfølgende fået at vide, at akvariet blev hårdt ramt af orkanen Katrina. Da al strøm og nødgeneratorer gik sig en tur gik alle fisk til grunde, og da en gastank i nærheden eksploderede smadredes flere af akvarierne og bygningen brød i brand. Hende Katrina, har virkelig været en furie.

Efter akvarieturen kunne vi resten af dagen slentre i gaderne i New Orleans. Vi spiste en fantastisk Mufaletta-sandwich i den centrale park på Jackson Square. En mufaletta er en sandwich, som er opfundet af en sicilianer, der kom til New Orleans og som siden er gået hen og blevet en klassiker. Den består af godt brød (og det er godt – ikke det der bløde fiberløse amerikanske toast) med italiensk ost, flere forskellige slags pølse og marinerede oliven. Vi stod i kø i den italienske købmand, som oprindeligt er åbnet af den sicilianske opfinder.  Efter en lang, spændende slentretur i det franske kvarter, der byder på lige dele historie og mærkelige butikker, kunne vi dykke ind på en café for at få en Beignet, som er en kage man typisk spiser i New Orleans, der er under stærk fransk indflydelse. Kagen er en mellemting mellem en dougnut og en …. Og smagte vældig godt, ligesom det også var en nydelse at se, at vores to unger er blevet så store, at det er en fornøjelse at gå på café med dem. Skønt, og hold op hvor er vi bare nogle gode forældre, der kan få så søde børn. Gaderne i det Franske Kvarter i New Orleans er romantiske og fyldt med unge smarte jazzmusikere og barer med åbne facader. Og ”it’s the law”, at børn under 18 ikke må opholde sig på disse bare, hvorfor vi kun med et panisk ”only if you really hurry” kunne få lov til at tisse med børnene. 

Vi valgte at springe turbussen over på hjemvejen, så vi kunne gå på restaurant om aftenen uden at tænke på bussens afgangstid. Vi flottede os og gik på K-Paul  - en meget kendt og halvfancy restaurant med Cajun og/eller creolemad som speciale. Vi fik bl.a. seafood, der ikke var brunt og smagte fremragende og prøver stadig at hitte rede på forskellen på cajun og creole. Men det sjoveste var som altid at falde i snak med tjeneren, som spurgte interesseret til Europa, Danmark osv. Det er meget uforståeligt for alle dem, vi møder, hvordan det dog lader sig gøre at tage fire måneder med autocamper og ikke mindst, hvordan vi dog tør det – for de ville aldrig turde gøre noget lignende i USA. De fleste, vi møder, har aldrig været uden for deres egen stat og da slet ikke uden for USA's grænser, så Europa er meget eksotisk i deres øjne. Den unge tjener havde to ugers ferie om året og syntes virkelig om Europas (?) meget socialistiske tankegang (?). Men da han hørte om de ca. 50procent, vi må slippe, trak han alligevel i land med kommentaren at græsset nok altid er grønnere…  Det er ikke altid den dybe indsigt i skatteforhold, der bliver givet udtryk for.

Efter endt aftensmad kunne vi slentre igennem gaderne endnu engang i den lune sommeraften.  Fantastisk sted – New Orleans er i hård konkurrence med Savannah om den bedste stemning og de smukkeste kvarterer.

 

 

 

 

 

 

 

 

Billeder:

Øverst tv.: Konrad skal være arkæolog når han bliver stor. Og det skal vi andre også. Konrad fandt en stor Mayastatue af noget der ligner en kat og Silja et stort møllehjul. De voksne fandt sig selv på alle fire med rumpen i vejret og sand under neglene.

Øverst th.: Stemningsbillede fra French Quarter i New Orleans.

Nederst tv.: Vi spiser Beignets på Café Beignet i New Orleans. Vi opdager pludselig at ungerne er blevet så store at vi kan sidde i lang tid og bare. Og så er de smartere klædt end os.

 

 

 

 

Herover: Emergency Eyewash Station - et typisk eksempel på de mange forholdsregler der tages før, efter og under man foretager sig noget (som helst).

Herunder: Sportsbegivenheder er altid en god måde at opleve amerikansk kultur. Søren tog til basket ball og var imponeret over engagement og "that big bootie".

 

 

 

 

 

Herover: Vi tager et lille hvil ved Mississippifloden efter nogle lange traveture i French Quarter. En mand kommer forbi som Søren og Silja krammer og glædes højlydt over at se en voksen mand elske sin datter så meget.

Herunder: Aften ved Mississippifloden. Silja i forgrunden. Vi har taget bussen herind, og kommer til at savne hende gevaldigt få minutter efter dette billede blev taget hvor to børn pludselig "SKAL LAVE LORT!". Vi ender paniske på Hotel Hiltons eneste kundetoilet på 11.etage, men når det hele og får en fremragende udsigt over Mississippifloden med os hjem.