YourDomain.Com © 2006                    

 

 

Very special prize for you, my friend! All-inclusive om ferien i Mexico.

 

Vi måtte op klokken 4.30 om morgenen for at være sikre på ikke at havne i en trafikprop i Los Angeles. Vi endte med at være i lufthavnen i rigtig god tid, men var heller ikke i tvivl om, at en halv time senere på vejene kunne være afgørende. Der var allerede meget trafik kl. 5 om morgenen.

Vi havde således god tid i lufthavnen og kunne nå at spise lidt af vores medbragte kiks etc., inden vi boardede Alaska Airlines til Cancun. Bevæbnet med godt humør og en stor åbenhed over for andre mennesker efter tre måneder i USA hilste vi på en ”officiel touristguide”, der kort fortalte os, at bussen fra vores rejseselskab ikke ville tage os til hotellet som lovet I stedet viste han os over til sin kollega ved en lige så officiel-udseende skranke. Så skulle han nok hjælpe os videre. Touristguiden irriterede os allerede fra begyndelsen ved at fortælle at banale ting, som at vi nu var ankommet til Mexico og til Riviera Maya. Go´da´mand økseskaft, troede han vi havde bind for øjnene, da vi boardede vores fly. Vi burde have fanget den tidligere, men han ville naturligvis bare sælge os en masse ture og en timeshare lejlighed. Og da hans mange tilbud ikke virkede på os, trak han sit sidste trumfkort; halv pris på alle turene med kommentaren ”very special prize for you, my friend”. Med affyringen af lige præcis den kommentar på toppen af hadelisten (i hård kamp med ejendomsmæglernes ”dette er ikke et hus, det er en drøm”) takkede vi uhøfligt af og blev, som vi var blevet det lovet i Flagstaff, da vi bestilte rejsen, taget pænt i mod af en Apple Vacationguide uden for lufthavnen. Turen fra lufthavnen var ca. halvanden time lang, men der var airconditioner og ungerne endte med at falde i søvn.

Hotellet, Gran Bahia, vi skulle bo på var et femstjernet kæmpe ressort, bestående af i alt tre hotelkomplekser, der deler strand, busser, restauranter og barer. Der er i alt 2000 hotelværelser på de tre hoteller. I Danmark rejser man på charter i store grupper og kan normalt kun tage af sted i en uge eller 14 dage. Og man rejser en tirsdag eller torsdag. Men med Apple Vacations, var der frit spil, så vi var ene om at ankomme til Gran Bahia og blev derfor budt velkommen med en drink og kunne checke ind med det samme. Og efter at have talt med hotellets såkaldte ”public service” (kundeservice), der ville byde os velkommen og minde os om, at vi kunne booke pladser på de særlige gourmetrestauranter, i alt otte a la carte-restauranter, hos hende, kunne vi køre med den første af mange tjenere til vores hotelværelse med en golfvogn. Det var noget anderledes at checke ind i Bertha.

Billede: Dejligt værelse, dejlige unger, fint håndklædedyr.

Vi var så heldige at få et værelse med perfekt beliggenhed i stueetagen med udsigt til poolen. Og boblebad og minibar til fri afbenyttelse – det er jo et all-inclusive hotel. Og udstyret med en tyk kuvert med brochurer og nøgler og et kort over komplekset med golfbil-bus-ruter, var vi klar til 10 dages total-afslapning og refleksion over de sidste 3½ måneds tid sammen med Bertha og hinanden.

Og således så gjort. Vi har spist på hovedrestauranten og på fem a la carte restauranter, slappet af, solet, svømmet i pool, svømmet i hav, svømmet mere i pool, leget sand, leget på legeplads, leget med nedfaldne kokosnødder, fundet babykrabber i sandet, kigget på de hundredvis af leguaner af forskellige art, snorklet og kigget på fisk i vandet. Alt sammen inden for Gran Bahias område. Konrad er blevet en rigtig strandløve, mener han selv. Og han skal også være strandløve når han bliver stor. For det er nemlig sådan én, som går ”rundt på og stranden og siger `hej tøser`.”

Med all-inclusivekonceptet følger også fri bar hele døgnet. Faktisk behøver man ikke engang at besvære sig med at komme op af poolen for at få den næste Mojito eller Pina Colada. Det administrerer forskellige folk på forskellig måde. Og de suverænt dårligste til at administrere fri bar er englænderne. Det er i hvert fald vores erfaring efter at have set krebserøde, øl- og sprutdrikkende englændere kæmpe en brav kamp for bare at komme op af poolen – i den lave ende vel at mærke – allerede når klokken er midt på eftermiddagen.

Billedtekst: "Vores" pool - kun 10 skridt fra vores værelse. Vi havde vel 10 andre pools at være i. Der var pools med/uden bobler, med/uden børn, med/uden musik, med/uden selskabslege... men ikke mange uden rødhuder og englændere. I baggrunden til venstre ses vores poolbar. En aften hvor poolen var lukket, holdt vi øje med en mand (englænder, garanteret) som ikke kunne komme op af poolen, fordi han havde drukket for meget. Manden kunne være druknet, men han klarede den ved at kravle (!!!) op ad trappen i vandet. Og vi taler vand på 1 meters dybde.

Vi valgte kun at tage på en enkelt udflugt, og vi var ikke i tvivl om, at vi skulle ud for at svømme med delfiner. Turen hed ”Dolphin Encounter” - ”Delfinmøde” og var den eneste for børn under 8 – i modsætning til de andre ture, hvor man også skulle trækkes rundt af delfiner og står på ryggen af dem. Turene var dyre, men ville også være virkelig sjovt for alle. Det har ingen af os prøvet før.

Selve svømmeturen med delfinerne var fantastisk. Vi blev en del af en gruppe på 10 mennesker, der skulle ”dele” delfinen Luke på knap et år i godt en halv times tid. Først fik vi en orientering om, hvordan man opfører sig sammen med en delfin – særligt hvad vi ikke skulle røre på ham. Og nede i vandet med veste på fik vi hver i sær lov til at ae ham på ryggen og på maven, og kysse ham, og kramme ham. Så stod den på vandkamp, Luke mod alle os, og dans, hvor vi alle drejede rundt i vandet. Vi sang også sammen med ham, og fik ham til at hoppe og vinke med finnerne. Det var virkelig fedt og en rigtig sjov oplevelse for alle. Og på turen blev vi også lige mindet om, at vi ikke er i USA længere: Intet fungerede optimalt. Jo, vi blev hentet til tiden, men havde fået at vide at delfinerne boede kun 20 minutters kørsel væk. Vi kørte i over en time, fordi minibussen skulle samle mennesker op fra hele oplandet, og endda kørte forgæves en enkelt gang. Men vi er ikke sippede. Så velankomne blev vi ført igennem en mini-landsby med butikker og restauranter for at skulle checke os selv ind. Vi skulle svømme med delfinerne klokken 11 med en samlet varighed af ca. en time. Men vi kunne først komme med en bus hjem igen klokken 14, fik vi at vide. Hør hov, det er da dumt. Vi har ingen penge med og gider da ikke vente her i ingenmandsland. Men der var ikke noget at gøre – og pludselig kunne den ellers så venlige mexicanske kvinde ikke mere engelsk. Nå, så OK, da – vi fik lovning på at kunne komme tilbage, når vi var klar og høre om der var pladser ledige alligevel.

Efter check-ind var vi så igen fortabte og gik forvirrede rundt blandt alle de andre forvirrede turister. For ingen havde fået at vide, hvor vi skulle gå hen eller, hvor man skulle klæde om. Det var noget af et virvar af halvnøgne delfinelskere. Men humøret steg hver gang man kiggede ned i bassinerne omkring os, for der svømmede de rundt, delfinerne, og så så glade ud. Vi endte selvfølgelig med at finde ud af det hele og fik alle en svømmevest på, der endda så rimeligt nye ud. At de så lugtede sved, forsøgte vi at ignorere. De skulle prøve noget deo-spray fra de danske bowlinghaller.  

Vi fik som nævnt en meget fin instruktion og skulle ”kun” vente i 15-20 minutter på at komme i vandet i hundrede graders varme. Men OK, da. Delfinerne ventede. Og det var det hele værd. Både at se delfinerne og ungerne og os selv være et stort smil hele tiden i vandet. Det var fedt. Et par af de andre børn syntes, at det var en lidt for stor oplevelse og tudede lidt. Silja og Konrad var også store i hovederne, da de endelig stod ansigt til ansigt og kysseklar med Luke. Men de var begge klar og dygtige til at vise kyssetegnet og kysse Luke og holde armene ud, så han kunne lægge sig på siden op i deres arme. Og de drejede grinende rundt i vandet og sang med på ”jingle bells, jingle bells”, da Luke skulle synge for os. En stor oplevelse. Silja syntes nu, det kunne være sjovt at blive trukket i fuld fart efter sådan en delfin. Hun måtte dog affinde sig med, at man skulle være over otte år. Men så kunne vi jo bare tage til Mexico om to år igen, lød det umiddelbart besnærende forslag fra Silja.  

Da vi bookede delfinsvømningen fik vi, at vide at der ville være en masse photo-ops – fotomuligheder – og vi så naturligvis for os en tre-fire-hundrede billeder af hver af os i alle mulige positioner med delfinerne. Men idet vi skulle i vandet, blev vi (og de andre) bedt om at lægge kameraet ved vores sko. Og så kunne vi ligesom se, hvor det bar hen. Det var svært at afgøre, hvad der var den vigtigste årsag – den officielle at delfinerne elsker at spise kameradele eller bare en sikker seddelpresse. Der stod fotografer på bådbroerne, der tog billeder af vores kys, vores kram, vores alting… og som de gode mennesker, de var, fik vi lov til at købe billederne bagefter. Der var endda en video, som vi skulle se inden vi fik lov til at gå ud for at klæde om. Naturligvis til rimelige… overpriser. Men sådan er det, og det hele gav sig selv, for vi havde jo ikke penge med.

Billedtekst: Det kunne ligeså godt have været et billede af os med Luke. Men det er det ikke. Vi måtte ikke tage billeder og havde ikke penge med til at købe de billeder og den videofilm som de ellers så entusiastiske fotografer i lyse t-shirt tog af os. Men selvom vi havde haft penge, havde vi nok ikke købt dem. I trods.

Da vi var færdige med at svømme, var vi tilbage i Mexico igen. Vi var færdige 1½ time før vi skulle med bussen hjem, og der var naturligvis ingen ledige pladser til os før. Vi havde hurtigt vænnet os til all-inclusive-konceptet og havde kun 10 dollars med. Så vi havde lige råd til en omgang pommes frites og en flaske vand, mens vi ventede og kunne se frem til timelang bustur hjem. Men tiden gik naturligvis, vi kunne jo kigge lidt på delfinerne. Og busturen hjem varede kun godt en halv times tid. Og den overdådige frokostbuffet på hotellet ventede jo på os.

Vi havde lagt delfinturen midt i vores ophold på Gran Bahia. Vi forventede næsten, at vi ville komme til at kede os. Men det har vi nu ikke gjort. Vi har bare haft travlt med at slappe af. Og det har også været Evas fødselsdag, hvor hun med fødselsdagssang først fik en kasse med ”ingenting” – for det ønskede hun sig – og dernæst en pakke med ”to søde og artige børn” – for det ønskede hun sig også. Og en lille ekstragave i form af afslappende massage på Gran Bahia Spa. Var det overhovedet muligt at slappe mere af, end vi allerede gjorde, så skete det under den timelange massage. På hendes fødselsdag spiste vi på Le Gourmet på Gran Bahia. Og det var, som navnet afslører, gourmetmad. Lidt men godt.

Vi var også en dag på Mikado – en japansk restaurant på Gran Bahia. Det var sjovt. Vi var i alt 10 mennesker bænket omkring en kæmpestor firkantet stegeplade med en japansk kok foran. Han lagde ud med at lave en lille rytmisk koncert med sine grydeskeer og spatler. Og så lavede han ellers mad, hakkede og brasede, til den store guldmedalje. Mest imponerede var vi over hans håndtering af æg, som han først slog ud på stegepladen efter at have snurret og kastet med det vha. en spatel, som så til sidst fungerede som kniv, da ægget landede på dens side og æggehvide og –blomme løb ud af ægget mens skallen blev siddende på spatlen. En vaskeægte samurai i et køkken. Meget flot og sjovt. På de andre restauranter har vi fået internationalt mad. Der har været et sushihjørne, et engelsk hjørne, et spansk hjørne, et sundt hjørne, et salathjørne, et brødhjørne, et kød-, et fisk- og et pastahjørne. For ikke at glemme frugt-, dessert- og børnehjørnet. Og så selvfølgelig et mexicansk hjørne.

Billedtekst: Der var madhjørner fra hele verden. Og et salathjørne og et sundt hjørne. Og mange flere. Men det vigtigste var alligevel børnehjørnet. Herover ses en ottendel af børnehjørnet, der skiftede menu som de andre hjørner. Men de havde altid burger og pommes frites og frugt og is, som man selv kunne lave kugler af.

Det eneste lille minus vi skulle bruge tid på var et lægebesøg. Silja, der ellers aldrig er syg eller dårlig og som har tålt solen bedre end nogen af os andre, udvikledes pludselig er udslæt på begge arme og i ansigtet. Og samtidig med det, opdagede vi nogle besynderlige blærer omkring et stort myggestik på hendes ben. Og det hele kløede, så vi måtte gøre noget. På hotellet var der naturligvis en læge, som vi aflagde et besøg. Han var sød og venlig og fortalte os hvad vi forventede, at Silja havde fået soleksem fordi hun er så lys i huden og at myggestikket (som var det eneste der virkelig bekymrede os) skyldtes en allergisk reaktion på de mexicanske myg. Det hele kunne klares med en regning for konsultationen på 75 amerikanske Dollars (375 DKK) og en ladning antihistamincreme og medicin for den nette sum af 66 amerikanske dollars (330 DKK). Så fik vi da givet et tilskud til både hans uddannelse og det lille apoteks årsomsætning. Men de var da også så flinke at fortælle hvilke papirer vores forsikring skulle bruge. De havde prøvet det før. Og elsker med al sandsynlighed turisternes forsikringer. Men det er sagen underordnet. Silja blev fin i løbet af få dage og hun blev ikke engang – selvom vi havde håbet lidt på det (hun snakker UAFBRUDT i øjeblikket) –  sløv af antihistaminen…

Om mandagen, en uge efter vores ankomst, fandt vi pludseligt os selv siddende ved et ”velkomstmøde” eksklusivt for Apple Vacation-gæster. Det var en….oplevelse. Og ganske interessant at rejse med et amerikansk rejsebureau med hovedsagligt amerikanske rejsende, faktisk har Gran Bahia ingen danske gæster. Til velkomstmødet blev vi med ét bedste venner medRita (hurtigt døbt Irmgardt - af en eller anden grund), der oprindeligt var fra Østrig, havde arbejdet i København, var gift med en mand fra Den Dominikanske Republik og nu vicemanager på Gran Bahia. Og det skabte ikke få nysgerrige blikke når vi kunne vinke til vicedirektøren henover buffeten eller ved poolen. Men vi er jo også fine folk, blev vi enige om... eller "mellemrige", som ungerne kalder os fordi vi kan rejse, men ikke altid har "råd" til at købe alt de beder om.

Vi nåede også at snakke med et par amerikanske familier, der også lå og padlede rundt i poolen eller var på stranden. Med blot én eller to ugers ferie om året for mange amerikanere var de fleste i Mexico i fire-fem dage. Men med seks måneders orlov var ti dage helt på sin plads for vores vedkommende. Og Efter ti dages ren og skær og solrig afslapning kunne vi pakke taskerne igen for at blive kørt til lufthavnen og ”vende hjem” til L.A.

 

 

 

 

 

Billederne herover:

Øverst tv.: "Vores" pool. Der var flere pools/boblebade på hver af de 3 hoteller - med arrangementer for enhver smag. Og alle pools var ikke mere end godt en meter, så selv børnene kunne netop bunde, hvilket er en stor fordel, når man kun netop har lært at svømme.

Øverst th.: "Vores" strand. Det er ikke højsæson endnu, så vi skulle aldrig kæmpe om pladserne.

Nederst tv.: Omgivelserne var grønne og utroligt velholdte. De mange leguaner syntes ikke elegante nok til de omgivelser. Riviera Maya er efter sigende det mest fugtige og frodige område på østkysten.

Midterste th.: Det kunne have været os, men det er det ikke. Vi så bedre ud og vores delfin var sødere og blødere og dygtigere. Og sang kønnere end de andre.

Nederst th.: Klart vand, rene børn, koraller og muslinger. Alle pengene værd.