YourDomain.Com © 2006                    

Indianerboliger, indianerbaghold og masser af sten

– en beskrivelse af vores besøg i Mesa Verde, Monument Valley og Arches National Park.

Hvad er der nu galt med tipier?  Vi besøger Mesa Verde.

Med de hundredvis af fantastiske fjerpragter for vores indre øje og den dundrende lyd af indianske trommer hængende i den indre stigbøjle kører vi direkte fra powwow og videre gennem aftenen.  Efter ni dage i Albuquerque og Santa Fe er det nu tid at komme videre til Colorado, selv om New Mexico på alle måder har været en af de mange rejsemæssige overraskelser, som vi tænkte på, når vi inden afrejsen fra Danmark mindede hinanden om, at der skulle være tid til at stoppe op undervejs eller bare dreje til højre, fordi vi mødte noget spændende på vores vej. New Mexico kunne være en bro mellem Texas og Colorado, men blev meget mere end det. Staten bød på nogle af vores største oplevelser på turen hidtil. På vej mod statsgrænsen til Colorado talte de voksne, mens børnene sov, om oplevelsen ved indianerfesten i løbet af dagen. Jo mere vi talte om powwow´en, jo større indtryk syntes den at gøre på os begge. Det var på alle planer en stærk oplevelse, der kom helt ind under huden på os begge. 

Først på natten ankommer vi til campgrounden, der er udvalgt på grund af den tætte beliggenhed ved indgangen til Mesa Verde National Park. Vi blev bud hjertelig velkommen af en horde ”deer” (af en eller anden art) der hoppede elegant ud foran Bertha som vi kørte ind ad indkørslen. Ved ellevetiden næste dag kører vi de få kilometer til nationalparken, hvor indianerne for 1500 år siden byggede perfekt udførte stenhuse ind i klipperne. Håndværk der i dag kan gøre selv den bedste københavnske murersvend misundelig. Og så er det altså lavet for 1500 år siden. Efter det obligatoriske besøg på Visitor Center, hvor vi får udleveret kort over området samt gode råd tager vi først af sted for at bese det bedst bevarede af ufatteligt mange bygningskomplekser, Spruce House. En af de ture, man kan gøre på egen hånd. På de for turisterne anlagte stier bevæger vi os ned i den kæmpemæssige bjergkløft, hvor indianerne altså på helt uvirkelig vis formåede at bygge boliger af , mens man andre steder i verden fortsat sloges med at få en gemen jordbunke op at stå. Ved at bygge stenhusene under klippeafsatserne gjorde indianerne det nærmest umuligt for andre, der måtte komme forbi oppe på ”landjorden”, at opdage dem, men også at sikre en nogenlunde konstant og kølig temperatur.  Og bruge de bagerste lokaler som køleskab.

Næste mål til det største og mest imponerende kompleks, Cliffs Palace. Denne tur kan kun gøres sammen med Ranger Jim (eller i det mindste med en af hans kolleger) fordi turen ned til denne del af byggeriet foregår på klipper og stiger. For første gang oplever vi at skulle gøre en sådan tur i selskab med mange andre turister. Inden vi og de 30 andre turister begiver os af sted stiller Ranger Jim os de tre essentielle spørgsmål, når det gælder enhver form for kortlægning af indianernes færden: Hvordan fik de vand på et sted, hvor der i store dele af året er tørke (vand er livsnødvendigt for at kunne slå sig ned, påpeger Ranger Jim igen og igen), hvorfor forsvandt indianerne pludseligt, og hvorfor vendte de aldrig tilbage?

 

Vi begiver os af sted i gåsegang og det er i sandhed et imponerende syn, der møder os. En hel landsby på et selv i dag ufremkommeligt sted, hvor indianerne allerede dengang organiserede sig med mødelokaler, forsamlingshus og villaer til hver enkelt familie. Finder hurtigt ud af, at selv om der er tale om klipper, så består de af en porøs stenart, hvilket betyder, at der altid ligeså stille drypper vand ned, som er opmagasineret i klipperne, selv om der er tørke. Hermed svaret på vandforsyningen. Mangel på frugtbar jord, mangel på træ eller lang tids tørke (eller alle tre forklaringer i en cocktail), menes at være årsagen til, at indianerne til sidst i al hast har forladt området. Hvorfor de aldrig vendte tilbage er stadig et åbent spørgsmål for eksperterne og Ranger Jim, selv om man har spurgt alle tænkelige indianerstammer til råds. Måske kan det skyldes at dyrene har forurenet vandet så de alle blev syge.

Efter turen til Cliffs Palace tager vi på en køre-rundtur, hvor vi gør stop ved en række små bebyggelser/landsbyer bygget for over 1.000 år siden. Efter en dag med store oplevelser for både store og små forlader vi den lille by Cortez efter mørkets frembrud for at køre til Monument Valley.

Indianerbaghold og en japansk kamikazefotograf – Monument Valley

Specielt når man ankommer efter mørkets frembrud er der en særlig spænding ved at vågne op et nyt sted. Da vi vågnede op ved Monument Valley var det et bjergtagende syn, der mødte os da vi fik hevet Berthas gardiner til side. Med under fem kilometer til Monument Valley-parken var vi omgivet af rødt. Sandet var rødt og bjergene omkring os var røde – campingpladsen lå i en kløft mellem to mindre bjergkæder. Vi havde indlogeret os det eneste sted i 100 miles omkreds, hvor det var muligt at overnatte ved Monument Valley.

Efter en afslappende morgen tager vi i fremragende vejr mod selve Monument Valley, der er en række spektakulære, enkeltstående klipper eller små bjerge, der står spredt over et område på nogle kvadratkilometer. Modsat hovedparten af de øvrige parker, vi besøger på vores tur, er der ikke tale om en national eller statspark. Monument Valley ligger på grænsen mellem Utah og Arizona midt i et indianerreservat og er således ejet af Navajo-indianerne. Det skal vi senere komme til at mærke meget mere til.

De få miles tilbagelægges på under ti minutter, og efter en beskeden indgangsbillet bliver vi mødt af indianske efterkommere, der er de eneste, som kan tage os på en guidet tur gennem de mange bjerge, hvor vejen ikke er fin nok til Bertha. Vi får parkeret Bertha og går hen over skuer ud over det på alle måder imponerende landskab. En særlig genkendelse er der også, da netop et billede af de mest berømte bjerge i Monument Valley har været vores startside på computeren, mens vi har planlagt vores tur til USA. Vi bliver dog hurtigt og med ét ryk hevet tilbage til virkeligheden, da vi får billetprisen pr. guidet 1½ times tur at vide: 50 dollar per mand. Særligt på stikkerne bliver vi, fordi prisen først bliver annonceret for os efter en hurtig og uforståelig konsultation de tre indianer-mænd imellem. Så bliver man for alvor på vagt. Nu har vi vænnet os til at kunne besøge enhver park for ti dollar for hele familien inklusiv Bertha, og så skal vi nu lige pludseligt betale 1.000 kroner for at komme på en halvanden times bumletur i en slidt jeep gennem et bjerglandskab. Hvad er meningen? Forsøger de indianere at købe hele Amerika tilbage for pengene fra Monument Valley og alle casinoerne. En fransk familie bag os slår korsets tegn, kaster nogle franske forbandelser mod indianere og starter derpå deres lejede bil for selv at køre turen. Vi kigger igen på den meget uvejsomme rute, som Bertha dog umuligt ville kunne klare med støddæmpere og undervogn i god behold. 

Uden de store forhandlinger får vi at vide, at børnene kan komme gratis med. Det hjælper en del på prisen, men ikke på den umiddelbare følelse af at være blevet snydt. Men vi er indstillet på at gøre, hvad det kræver for at komme på turen ned gennem Monument Valley. Vi bliver dog straffet ubønhørligt for at have brugt vores sidste kontanter dagen i forvejen. Af alle steder i USA, så tager de på et af landets mest besøgte attraktioner ikke imod Visakort, og deres ATM-maskine er Gud-hjælpe-mig i stykker. Så Søren må som en anden Thorkild Thyrring (så meget som det nu kan lade sig gøre i Bertha på en grus vej) med Silja og Konrad som co-drivere ræse tilbage til det beskedne supermarked ved campgrounden for at hæve nogle kontanter. Eva får lov til at nyde udsigten imens.

Efter således at have oplevet vores helt eget indianerbaghold kan vi endelig stige ombord i den dyrt lejede firehjulstrækker for at begive os ud på halvanden times uforglemmelig køretur. Vi er heldige, for vi får jeep og indianer helt for os selv og kan derfor bedre bestemme varigheden af vores foto- og handleophold og få gode billeder uden de andres hårtoppe. Der er alle mulige grunde til at gå gaga med kameraet, de kæmpemæssige klipper står hver især som majestætiske skulpturer, som kommer de ud af det bare ingenting. Undervejs kommer vi forbi ”The cowboy Valley” som er kendt for at have dannet baggrund for en lang af Henry Fords berømte westernfilm. Selveste John Wayne har også haft sin private lejlighed i den lodge, der ligger lige ved siden af vores campground. For beskedne to dollar kan man endda tvinge en søvnig indianer op på sin endnu mere søvnige hest og få ham til at posere for kameraet på en udvalgt klippeafsats, for ligesom at skabe den rette westernstemning. Vi springer dog over.     

Tilbage på plateauet beslutter vi at blive til solnedgang og nyde den fantastiske udsigt. I takt med at solnedgangen nærmer sig, kommer pludselig en lang række af semi- og trekvartprofessionelle fotografer ud fra deres skjul. Og så begynder ellers en både hysterisk og grinagtig kamp om den rette plads, vinkel og motiv for det helt rigtige billede af de to mest kendte bjerge. Ingen er dog mere febrilsk, vanvittig og i det hele taget om sig end en japansk kamikazefotograf, der dirigerer med alle andre, incl. de eneste professionelle fotografer, der er til stede for at tage billeder til et indiansk modekatalog. At høre ”smile, feel like af warrior, look up” etc. fremført på en unik blanding af japansk, en lille smule engelsk og tegnsprog for resten, fremkalder såvel hovedrysten som store grin fra de øvrige fotografer. Og de professionelle må minde ham om hvem der skal tage billeder af modellerne. Men ingen må stå i nærheden af japaneren, ingen må kaste skygger i nærheden af hans motiv og ingen må faktisk bevæge sig, når han skal trykke på aftrækkeren og han stopper ikke med at dirigere modellerne. Selv konen/assistenten ryster på hovedet og forklarer undskyldende, at det er hans første tur til USA – og også hans sidste, i hvert fald med hende ved hans side.

Bedst som solen er ved at sætte sig kommer der en nævenyttig ”park official” og fortæller, at parken lukker om ti minutter. Hallo, hvad er lige meningen. Her er folk rejst den halve klode rundt for at fange Monument Valley i solnedgang, og så lukker de? Mens de semi- og trekvartprofessionelle indledte en verbal storoffensiv listede vi ind i Bertha, slukkede for kødretten, der havde stået og simret på komfuret under hele seancen, og kørte derpå tilbage på campgrounden. Vi havde fået vores billeder, lyset var alligevel ikke optimalt længere.

 

Vi sluttede en lang dag med at se billeder på internettet fra Fuglsang Fritidshjem, hvor Silja og Konrads venner og kommende venner er på besøg.

Da vi vågner igen beslutter vi at blive endnu en dag i de fantastiske omgivelser og det ligeså fantastiske vejr. Vi indleder med det store morgenbord med pandekager og fortsætter ellers med leg, læsning og ren afslapning, inklusiv poolbadning, selv om Silja synes vandet trods skiltningen med heated pool er noget kold. Man er ved at være godt vant med varmegraderne også i vandet. Gad vist hvordan Furesø-badet bliver fremover i begyndelsen af juni. Bertha ender dagen med at være ligeså rød udvendig og indvendig som hendes omgivelser. Alligevel slutter vi dagen af med at klatre op på flere røde klipper og tager lige en solnedgang mere med udsigt over Monument Valley.

 

Næste dag kan vi dog ikke trække den længere. Vi må videre. Men det går langsomt, for vi triller rundt i landskab, der giver store øjne og åben mund. Det er helt fantastisk, måske særligt fordi vi forventede de enestående og enkeltstående klipper er afgrænset til selve Monument Valley-parken, men der er tale om et noget større område, hvor man kører forbi den ene helt uvirkelige klippeformation efter den anden. Vi må stoppe adskillige gange for at tage flere billeder. Vi kommer også forbi den kendte ”The Mexican Hat”, der er en ulogisk naturlig opsætning, hvor en stor flad ”sombrero-sten” hviler på en tynd stenstang og tilsyneladende trods tyngdekraften.

 

 

 

Arches

Langt om længe er vi fri af Monument Valley og de næsten ligeså betagende ”omegnskommuner”. Næste mål for vores rejse er nu Arches National Park, der blandt meget andet gemmer på staten Utahs vartegn, en fritstående, kæmpemæssig bue af sten. Mere om den senere.  Først spiser vi frokost ”on the road” på sjov vejrestaurant med åndelige souvenirs, der slår sig op på at lave lækre sandwiches og ”damn good” smoothies. Vi er kommet til Utah – mormonstaten. Vores anderledes mad med blueberry-tacos og tang-smoothie bliver dog noget forsinket, da en stærkt overvægtig tjener snubler med vores mad, så det – håber vi – skal laves på ny.

Vi bruger resten af dagen i nationalparken, der er kendt for sine kæmpemæssige stenformationer, formet som kæmpebuer/-broer, som vinden har skabt ved at arbejde ind i stenene gennem hundredtusinder af år. Det er underligt og svært at forstå at vind alene kan arbejde over så mange år, og vi hygger os gevaldig. Men vi kan dog samtidig mærke, at vi ikke er helt oppe at ringe over de store stenbuer og den ellers fantastiske nationalpark. Men det er nok mest et udtryk for, at vi lige kommer fra Monument Valley samt at vores oplevelseskonto er spækket med naturseværdigheder af de helt store. Vi har efterhånden lært at vi synes at det er sjovere for alle, at bruge nationalparkerne end bare at kigge på dem. Og vi beslutter derfor at vi efter et par korte gåture omkring de mange sten, skal slutte dagen af med at hike den sværeste og hårdeste sti i parken til ”Delicate Arch”, Utahs føromtalte vartegn.

Det er rent faktisk en stejl og strabadserende tur op langs klipperne, og vi lægger godt ud med gode ben. Ved turens start står et skilt med teksten ”hvis du hører knagene lyde eller store smæld, så skynd dig væk”. Der er ingen garanti for at de store buer ikke pludselig kan knække eller kaste sten af sig. Vi overhaler adskillige amerikanere, men i takt med at vi nærmere os målet efter en times bjerg-march bliver vi af flere og flere nedadgående besøgende advaret om, at der er koldt og en heftig blæst på toppen, så vi skal sørge for at holde godt fast i ungerne. Ærlig talt, var vores første tanke, at de da også altid skal være så pylrede, de amerikanere. Men vi møder nu også en tysk familie med to små børn på vej ned, der siger det samme. Denne familie er den eneste anden med børn. Vi når toppen fem minutter i solnedgang, og hvilken udsigt. Og vi er lige ved at glemme at holde fast, da vi nærmer os toppen, for det er et fantastisk syn så højt oppe fra. Men idet vi drejer om et hjørne, bliver vi nærmest kastet tilbage af en totalt overraskende vind. Og for at få alle med ned igen må vi alle ned på alle fire og kravle et par meter hen til en lille forhøjning, hvorfra vi kan nyde den fantastiske udsigt til den store, højorange stenbue, Delicate Arch, som trods sin kæmpe størrelse er meget tynd på enkelte steder og som stadig slides tyndere og tyndere. Den meget smukke udsigt og den kraftige vind hindrer ikke amatørfotografer fra alle dele af verden i at risikere liv og lemmer for det perfekte billede. I Familien Domino er Søren den dristige idet han kravler rundt for at fange øjeblikket og buen i solnedgangen, mens Eva, Silja og Konrad nyder udsigten fra den sikre position i læ.

Nedturen er ikke lettere, men lidt sjovere, for vi kan smile overbærende til de sene turister, der håber at nå arken inden solen går ned. Vi ved jo hvor langt der er derop. Og vi hører vi os selv sige til en familie med et lille barn, at de virkelig skal holde fast i ham deroppe. At dømme efter deres ansigtsudtryk, troede de nok vi var pylrede amerikanere. Da vi når ned til Bertha er tusmørket sat ind og da Eva og Silja lige skal hen for at se nogle petroglyffer (indianertegninger hugget ind i sten) er det i total mørke, at vi ruller ned fra bjergene og ud af nationalparken.

Vi er alle glade og trætte, da vi går på Denny’s for at spise aftensmad lidt i ti om aftenen i den nærliggende by. Selvom vi først følte os lidt mætte af sten, endte det med at være en sjov tur for alle, inklusive vores selvtillid, for hvor er vi bare gode, at vi klarede turen. Og nåede det inden solen gik ned.

Næste større stop er Denver og Rocky Mountains. Men vi skal lige derhen først, og det er en længere tur, der skal deles i to, med nogle varme kilder til at pleje vores trætte muskler.

 

 

 

 

 

 

Øverst tv.: Morgenmaden smager fremragende i blandt Monument Valleys røde klipper.

Øverst th.: Smukke mennesker, smukke klipper. Men Monument Valley er meget mere end bare disse klipper.

Nederst tv.: Mesa Verdes Cliff's Palace - det mest fuldendte af de 1500 år gamle "byer" som indianerne byggede under klipperne. Hullet ved siden af af er et skyggefuldt mødelokale med ventilationssystem indbygget.

Midterbilledet th.: Arches. Vinden har gravet sig vej igennem klipperne, der tildels er lavet af sand. Hvis man hører lyde som noget der knækker eller springer, bør man bevæge sig væk fra klippen. Hvorfor mon?

Nederst th.: På vej mod The Delicate Arch i Arches Nationalpark. Om hjørnet bag os venter en vind, der tvinger os ned i knæ, for ikke at ungerne bliver blæst af. Men vi var advaret.

 

 

Herover: Vi bliver i Monument Valley nogle dage. Der er bare så skønt at være - og ungerne leger så godt. Og vi må vaske hele Bertha indvendigt - alt er rødt.

Herunder x 2: Delicate Arch i Arches National Park. Udsigten er den hårde klatretur værd. Archen er stor, menneskerne er bare så prikker. Eva og Silja og Konradi holder sig i læ på knæ for ikke at blive blæst ned.