YourDomain.Com © 2006                    

Lyslevende Vegas, Dødens dal og ”så’n no’n som os…”

– vores tur til Las Vegas og Death Valley

 

Lyslevende Las Vegas

Fra vi landede i Las Vegas begyndte indflyvningen til Los Angeles – om vi ville det eller ej, men vi forsøgte ikke at tænke for meget over det. Vi ankom til Las Vegas d. 18 med kun 14 dage, til Bertha skulle afleveres. En spøjs oplevelse at gøre gennem det rene ørkenlanskab og så pludseligt køre ind i en STOR storby, angiveligt den eneste by, der kan ses fra månen. Og fra og med Las Vegas var vi på en helt anden måde, end vi havde været vant til også ankommet til turistland. Priserne var markant højere, og vi var pludselig ikke så interessante mere. Vi var bare endnu en familie på ferie i en lejet autocamper. Turistland betød også, at vi var langt mere på vagt over for lommetyve og andre ulyksaligheder, og det var også i Las Vegas, at vi for alvor fik sved på panden, rent bogstaveligt. Vi ramte den første dag over 100 grader Fahrenheit. Der var bare varmt, og vi havde airconditioner på konstant.

I Las Vegas boede vi på en campingplads i gå-afstand til den berømte gade ”The Strip”, som er gaden, hvor stort set alt er placeret. Det er dér, man går for at se og blive set. Det var en dejlig campingplads. Ellers dvs. dejlig i forhold til, hvad man kan forvente af en så central placering. Selve pladsen var en stor campingplads med træer spredt ud rundt omkring. Ønskede man en placering ved et skyggefuldt træ, måtte man betale ekstra. Det gjorde vi ikke. Men der var også en legeplads (og en hundelegeplads) og en stor pool, som vi kunne køle os ned i.

Straks vi ankom til Las Vegas søndag eftermiddag, måtte vi køle ned i poolen. Vi havde kørt gennem ørken og over Hoover Dam. Og der var også varmt, skal vi hilse og sige. Ved Hoover Dam skulle vi så mange andre gange igennem et sikkerhedstjek. Således blev alle biler stoppet, og motorhomes og andre større køretøjer trukket en bane længere tid side for endnu nærmere inspektion. Vi blev alle bedt om at stige ud og skulle åbne alle lemme uden på Bertha. De to venlige politibetjente ønskede dog ikke at kigge nærmere i vores bagagerum, der var proppet med cykler, badedyr, håndklæder, kul mv. De to betjente tog også en tur inden for i Bertha, men godtog hurtigt vores ærlige ansigter og ønskede os en fortsat god tur.

Med 109o i Las Vegas tilsvarende ca. 43o måtte vi som nævnt i poolen med det samme. Da dagen gik på hæld, og varmen var på retur tog vi ind til The Strip. Campingpladsen havde en shuttle til det første busstop på The Strip og var en ældre mand i en golfvogn, der kom prompte, når man ringede til ham. Vi vælger at slentre ad The Strip og kigger på de mange fine hoteller. Vi synes nu nok ikke, at de er så fine endda. Vi havde nok forestillet os, at det hele var noget mere mondænt, men det er bare ”tivoli” og ”neon” det hele. Inden for på hotellerne vælter meget letpåklædte værtinder, spraglede jakkesæt og eftermiddagsbranderter i korte bukser rundt mellem hinanden hele døgnet. Der var utroligt mange mennesker i gaden i alle afskygninger, farver, nationaliteter. På campingpladsen havde vi fået en liste over gratis shows på de forskellige hoteller, og vi stoppede op ved Treasure Island, hvor mange mennesker allerede var begyndt at line op. Der var 45 minutter til deres show skulle starte, så vi var i tvivl, om vi skulle vente på det eller kunne komme tilbage senere og stadig finde et sted at se. Vi spurgte en sikkerhedsvagt, der var så venlig at sige, at vi bare kunne gå ud for at få en snack og komme tilbage et kvarters tid før showet og kalde på ham. Han var nemlig – og det var han tydeligvis stolt over – ansvarlig for V.I.P.-området og ville derfor sikre os de bedste pladser. Som sagt så gjort, og han genkendte os og, vi blev lukket ind foran alle de andre, lige foran det ene piratskib, der var landet i den stor sø foran hotellet. I den anden ende af søen var der et andet piratskib. Showet startede med dansende og syngende havfruer – alt playback – indtil det andet piratskib kom sejlende tættere på os med pirater, der også dansede og sang. Det hele udmøntede sig i en sang-duel der kulminerede i kanoner, der blev skudt, så vandet sprøjtede, master knækkede, og der gik ild i huset bag havfruernes skib. Ilden og varmen var så voldsom, at vi alle måtte gemme vores ansigter i hænderne. Og næsten troede på at der var gået rigtig ild i. Til sidst sank piraternes skib rigtigt, så de måtte springe overbord. Det var alt sammen meget flot og mekanisk. Og båden kunne heldigvis hejses op igen, så det var klar til at synke igen halvanden time senere. Det havde været en meget lang og varm dag, og vi var alle trætte. Men også sultne, og der var langt hjem, og de eneste steder vi kunne finde at spise var der pumpende techno, så vi ikke kunne høre hvad hinanden sagde. Vi endte derfor på Denny’s med to meget trætte børn. Denny’s er en stor kæde, der bryster sig af at lave rigtig mad. De har bøffer og kartoffelmos og børnene kan vælge mellem frugt og kiks og ikke bare pommes frites, som alle de andre steder. Og så har de fuldfed morgenmad hele døgnet rundt. Med rigtige æg, praler de med, hvilket jo kun afslører at mange andre ikke bruger rigtige æg.

Dagen efter kastede vi os ud i poolen og derefter CircusCircus, som vi havde hørt meget om. Et mekka for børn. Men det var det ikke. Det var dybest set et casino, som alle de andre. Men i Circus Circus er der også en spillehal og en slags tivoli med forlystelser. Der var sat kort op, der viste hvor børn havde lov til at være, for det er ulovligt for børn at deltage i eller overvære gambling. Så vi med børn måtte kun bevæge os på en løber, der løb igennem casinoet. Midt på løberen stod en overdimensioneret enarmet tyveknægt, som vi standsede op for at kigge på. Men i løbet af ganske få sekunder fortalte en meget alvorlig politibetjent, at vi ikke måtte stoppe op. Det var faktisk så dobbeltmoralsk, at vi blev helt fornærmede alle sammen. Når man gik på løberen var det hele stort og forvirrende. Alt bippede og båttede i automaterne fra alle sider, og efter frokost kastede vi os så ud i det AdventureDome – tivoliet – som vi dybest set kom for. Det var dog også noget af en skuffelse. Det var slidt, flere af forlystelserne var under reparation eller virkede bare ikke. Vi er for hurtige til at købe et turkort og må efter relativt kort tid erkende, at pengene er spildt. Silja prøver to ture, Konrad er ikke rigtigt interesseret. Vi tager lettere desillusimonerede videre ved halvfemtiden til The Strip. Men vi når da at vinde nogle bamser (gevinst hver gang) inden vi tager afsted, så dagen er reddet.

 Vi vandrer endnu engang på The Strip og ser på mennesker og gadens lys og shows, herunder Piratshowet foran Treasure Island endnu engang. Denne gang blandt pøbelen. I dag er vi tidligere på færde end dagen før, så nu skal vi se og besøge så mange af Las Vegas´ verdensdele og vidundere som muligt. Vi tager bussen noget af vejen og går en tur ind på noget, vi ved førtste øjekast tror er Ceasars Palace. Det var dog en slags shopping center, men vi får da set et par romerske riddere, en falsk himmel og nogle statuer, der kan bevæge sig – selvom vi dog ikke gad vente på det. Vi går forbi det rigtige Ceasars Palace og videre til The Mirage, et andet af de gammelkendte hoteller i byen. Her skal desuden være både en kunstig vulkan med jævnlige og programmerede udbrud samt et meget populært dyreshow med hvide tigre. Men vulkanen er til restaurering og tigrene holder fri, så lettere nedbøjede stroller vi videre til The Venezian, en minikopi af Venedig. Her bider vi med et stort smil i det sure æble og pengepungen og betaler 60 dollar for en 12 minutters gondoltur, hverken ti sekunder mere eller mindre. På denne tur med Venedig Ekspressen når vi dog både at blive stillet op til familiefoto – for yderligere 17 dollars – høre om den italienske vandby og få tre kærlighedssonater, heriblandt O´Sole Mia og Santa Lucia.     

Vi ender på Hotel Bellagio til buffet. Vi har altid troet, at Bellagio sammen med et par andre hoteller var nogle meget mondæne og meget dyre hoteller. Måske det er dyrt at bo der, men der er overdådig buffet til ca. 120 danske kroner incl. drikkevarer, og menneskerne omkring spillebordene er såmænd ikke finere end andre steder. I det hele taget er Las Vegas ikke som vi forventede det, et mondænt sted. Det er neon, spilleborde og bare damer på reklamerne på de forbipasserende reklamebiler. Men showene er sjove og godt lavet. Maden på Bellagio var dog blandt det bedste mad (og meget af det), vi har fået på vores nu snart tre måneder lange tur. Silja, der altid glæder sig over at skulle afprøve nye restauranter, mente, at Bellagio var den bedste restaurant hun havde spist på ”i heeele sit liv”. Men der var også hummer, kæmperejer, ismaskiner, utallige kager og meget mere. Og da vi efterfølgende kunne se springvandsshowet foran Bellagio udbrød Konrad et ”Wooow…” selvom han på dette tidspunkt hang på Sørens skuldre af træthed og mente, at livet var noget hårdt ved ham. Det var virkelig flot og elegant med akkompagnementet af klassisk musik. Vi tager bussen hjem fra Paris med både Eiffeltårn og Triumfbue, og Silja og Konrad falder i søvn undervejs. Det har været en meget lang og meget varm og oplevelsesrig dag, og vi er alle fuldstændigt kvæstede af træthed.

Så’n no’n som os…

Vi sover længe dagen efter og kan hurtigt se på klokken, at vi ikke kan nå at køle ned i pool og tjekke ud til tiden. På forespørgsel får vi heldigvis lov til at blive lidt længere. Det er virkelig, virkelig varmt, og vi kan ikke rigtig tage os sammen til at drøne videre til det endnu varmere Death Valley. Vi har ikke rigtig fået planlagt de næste par dage og derfor heller ikke fået booket campingpladser. Ikke at det betyder det store, der er altid plads, men det er dejligt at vide, at der står en plads klar, og at der ikke skal adgangskode el. andet til før man kan komme ind. Vi kaster os i poolen og uskyder planlægningen – ”det går nok”. Og mens vi ligger der og plasker, hører vi pludselig og til primært ungernes store glæde, at der er nogen der taler dansk. Og de har to børn!! Vi var jo kommet til turistland, så vi burde ikke være så overraskede. Men det var vi altså lidt, for vi har ikke mødt nogen overhovedet – udover, naturligvis, Poul Høi med familie i Santa Fe. Og efter Silja, Konrad og Eva (Søren sov) havde trådt sig selv over tæerne i poolen et par gange (hvorfor er det sværere at tale med en landsmand end en amerikaner?) tog Eva mod til sig… og sendte Konrad over for at sige hej til familiens søn på omtrent Konrads alder.

Og det var ikke en hvilken som helst dansk familie, vi havde mødt. Det var Charlotte og Steen samt Clara (8) og Robert (snart 5), der havde været så modige og seje og skøre og fornuftige at trække håndbremsen midt i livet for at nyde 6 måneder sammen med deres børn, der kun alt for hurtigt bliver store, får knallert og tyndt overskæg eller får former og går med drenge… med tyndt overskæg. Og de var nogenlunde halvvejs, som os. Det var ikke et spejlbillede af os selv, vi mødte, men næsten. Og derfor var det også så dejligt at tale med dem. Dejlige mennesker. Vi talte om arbejde, arbejdsgivere og orlov. Om værdien af familietid og nye køkkener. Om børn og bekymringer. Om danskere og amerikanere. Om livet som turister og langtidscampere. Om vores Bertha og deres Grethe. Om at køre langt og bakke (ind i noget). Om kortlæsning og GPS. Og sidst, men ikke mindst… om de gule plastikhandsker.

Børnene legede glade med hinanden og de voksne kastede gladeligt is og nøgler efter dem, så de kunne klare sig selv og give de voksne lov til at snakke. Og i løbet af nul-komma-fem og en fremvisning af hhv. Bertha og Grethe, slår klokken fire. Vi må af sted til Death Valley og Charlotte, Steen, Clara og Robert må i Circus Circus. Idet vi ingen campingplads har, er vi lidt spændte på, hvor vi skal sove, men forventer, at vi vil møde en campingplads på vejen, som vi altid gør. Vi spiser aftensmad på en casino-diner i et indianerreservat på halvvejen. Dinere langs vejen er fuldstændig, som man ser i filmene. En ung servitrice med for stort tyggegummi, en mexicansk kok der gør sit bedste og en række stamkunder, der følger nysgerrigt med i de fremmedes gøren og laden. Indianerreservatet lå side om side med en testing-range for missiler med pigtråd og kamera, så der var også en håndfuld camouflage-klædte soldater. Måske ikke det mest charmerende område, men meget trygt, på en eller anden måde. Vi ankommer først til Death Valley i mørke uden at have mødt en eneste campingplads på vores vej. Ikke engang i byen – hvis man kan kalde den det – umiddelbart inden parken. Det er aldrig sket før. Så vi vælger at køre ind i parken. Der må da være plads til os, om ikke andet, så langs vejen da.

Dødens Dal – Death Valley

Så vi kører derudaf uden at kunne se lige præcis andet end det stykke vej, som Bertha forlygter kan lyse op. Der er helt utroligt mørkt i Death Valley, skal vi hilse og sige. Også selvom natten lyses op af en kæmpestor fuldmåne. Og da vi stiger ud af Bertha for at betale parkgebyr, er det som om foden forsvinder i mørket. Og man kan næsten fornemme skorpionernes øjne på ens bare tæer i sandalerne. Uha, det er sgu uhyggeligt du, og meget ensomt. Heldigvis er der mange ledige pladser på campingpladsen, som man selv checker sig ind på ved at lægge kontanter i en kuvert. Der er også meget mørkt og meget varmt. Og vi gruer for natten, fordi campingpladsen, Sunset Campground, er uden hook-up (strøm og vand) og derfor uden mulighed for aircondition.

Death Valley

Vi vågner faktisk til en tålelig varme, der dog stiger for hvert minut, solen er på himlen. Det kan ikke gå hurtigt nok med at komme i gang med dagen. Og Berthas airconditioner skal på arbejde inden længe. Vi skynder os derfor at køre til Zabriskie Point for at få aircondition undervejs og spise morgenmad med udsigt. På kortet, vi kunne tage ved indgangen til parken, kan man (som altid) se afmærket de vigtigste udsigtspunkter, hvor der også er parkeringspladser. Og med vores guidebog, indkøbt i USA, over USA’s nationalparker ved hånden, kan vi udvælge os de bedste og smukkeste udsigtspunkter. Vi gør som nævnt holdt ved Zabriskie Point til den tørreste udsigt, vi længe har set. Vi kigger på den verden uden noget som helst synligt liv i lyse- til mørkebrune farver i striber.

Billede: Udsigt fra Zabriskie Point. Er det her de har optaget månelandingen? Ungerne har lidt svært ved at forstå at vi er så lavt nede på jordens overflade uden at vi dog skal være nervøse for at der kommer lava op, hvis vi graver et hul. Og hvorfor er det lige det slet ikke regner? Eller hvorfor er det lige at skorpioner og slanger godt kan lide at bo her, når nu ingen andre dyr kan? Og hvorfor har der også boet indianere her, når der nu ikke er noget vand. Nu har vi lige lært at indianere flytter, når der ikke er mere vand. Og hvorfor erdet nu lige at mor og far ikke altid kan svare på alting?

Vi spiser morgenmad på parkeringspladsen og er herefter klar til at køre til den vestlige hemisfæres laveste punkt, der kaldes Badwater. Der er 11 mil derhen, men vi bevæger os hele tiden i Death Valley. Ved Badwater går vi en tur på den salte jord og befinder os 282 fod/100 meter under havets overflade. Der er varmt på den vestlige hemisfæres laveste punkt, men ikke nær så varmt, som der bliver i august måned. Hvor man i øvrigt på det nærmeste advarer folk mod at besøge Death Valley, flere campgrounds er således lukket i sommermånederne. Vi kører herefter til Djævlens golfbane, en smukt og meget mærkelig knudret mark bestående af jord og saltfigurer, hvori der ofte er huller af en eller anden geologisk årsag, som vi ikke kan huske. Vi leder efter og finder en del smukke saltkrystaller, som vi naturligvis ikke tager med os, for det må man ikke i en nationalpark. Men de går alligevel i stykker lidt senere på dagen, da Konrad kommer til at træde på dem. Øv, men de havde heller ikke klaret turen til Danmark alligevel.

Billede: Djævlens golfbane. Jorden er hård og dækket af et tyndt lag salt. Kanterne er skarpe af de små saltkrystaller. Av, for den der falder der.

Vi vælger også at køre på en vej ind mellem bjergene, der kaldes Artist’s Drive, fordi man der kommer igennem bjerge i alskens farver. Med sine 25 fod er Bertha det længste køretøj, der må køre på vejen. Vi finder hurtigt ud af hvorfor. Vejen er bakket i en sådan grad, der ville betyde at en længere vogn ville komme til at hænge med front og bagende i bakkedalene. Og vi lister da også ganske langsomt ned i dalene med forventningen at høre bagenden skrabe på vejen hvert øjeblik. Og der går ikke lang tid inden Konrad er køresyg, Men det er virkelig flot og turen værd. Det er utroligt råt men smukt med alle de farver som ”død” jord eller lava kan have – en vulkan har for mange hundrede år siden raseret området; lilla, irgrøn, neongrøn, rød, højrød, gul, orange, hvid og alt fra café au lait til espresso.

Vores telefon virker ikke i Death Valley, ligesom den i øvrigt ikke virker i de fleste nationalparker, vi har ophold os i, hvilket giver en indikation af, hvor store mange af dem er. Og hvor lidt mennesker, der befinder sig i dem pr. m2. Efter vi har set den smukke men rå og døde natur i Death Valley, som er så svær at beskrive, kører vi til Visitor Centeret, som vi håber, kan fortælle os om tilstanden for Tioga Pass  - den korteste vej til vores næste mål, den kendte Yosemite Nationalpark i Californien. Tioga Pass ligger højt oppe og er således uvejsomt i de fleste af årets måneder pga. sne. Men det viser sig at være åbnet efter vinteren netop denne morgen til rangerens og vores store store glæde. Når Tioga Pass åbnes er det virkelig blevet sommer og for os er det bare grrrreat! Det sparer os for en hel dags kørsel nord om parken, en tur som vi har frygtet lidt, fordi der ikke rigtig var noget sjovt at tage sig til undervejs og derfor virkelig ville føles lang.

Vi kører vest ud af Death Valley – en tur der endnu engang overrasker os ift. afstand. Den bliver bare ved og ved, op og ned, til højre og venstre. Og er varm. Skilte anbefaler at slukke airconditioneringen for at undgå overophedning af motoren. Ja, det kan vi jo ikke risikere, så til gengæld må vi svede. Med udsigten til ”ingenting” i de næste mange kilometer sikrer vi benzin nok og må bide i det sure æble og betale 4,6 $ for en gallon benzin. Benzin, der normalt koster 3,5 $ pr. gallon. Altså godt 5 kr pr. liter, en gallon er 3 liter. Bertha kan rumme ca. 50 gallon, så det er ikke uden betydning, hvad benzinen koster. De 4,6 $ viser sig senere ikke udelukkende at være en turistfældepris. Vi nærmer os Californien – en af de stater der er ramt hårdest af stigende benzinpriser – sammen med Alaska - til mange amerikaneres store fortvivlelse. Her kan man ikke tage toget i stedet for. Der er ikke noget tog. Og heller ingen bus.

Billede: Afstandende er store i Death Valley. Og benzinen dyr.

Endelig ude af Death Valley kører vi mod nord og falder for et skilt langs vejen hvor der står ”Volcanic geological site”. Det må vi naturligvis se, og ganske rigtigt, midt imellem de grønne bjerge med sne på toppen, syder og bobler det – og med netop øget geologiske aktivitet kan vi ikke komme helt tæt på vandet. Der er sat hegn op og store skilte der advarer mod geyser-aktion. Det er sjovt at se og lidt skræmmende at jorden på den måde ”er fuld af huller”.

Billede: Hvorfor kommer der vand op og ikke lava? Der er jo hul i jorden. Og hvorfor må vi ikke bade i vandet?

Vi kører videre og finder en campingplads på vejen, ikke langt fra Yosemites østlige indgang og Tioga Pass. Vi er i et skiområde og priserne derefter, selvom vi er noget nær de eneste på campingpladsen. Men her er et hot tub som er alle pengene værd, og som Eva og ungerne når at hoppe i inden sengetid, mens Søren laver mad i Bertha. Her møder vi endnu en venlig amerikaner. I dette tilfælde en kvindelig en af slagsen på 46 år, der sammen med sin mand lever året rundt i en autocamper. De har solgt alt, de ejer, og rejser nu rundt fra stat til stat og arbejder mod ophold på campingpladserne. De er stærkt religiøse og vi får indtil flere gange et ”God bless you” med på vejen og forsikres om at ”we’re all the same blood”. Det være sig danskere, amerikanere og alle de andre i verden… måske dog lige undtaget mexicanerne, som altså burde lære at tale engelsk… og det er i øvrigt også for galt at butiksskilte efterhånden flere steder står på både engelsk og spansk pga. de mange (illegale) indvandrere. Men ellers er vi af samme blod og velsignet af Gud, det kan bare være svært at enes, for selv den bedste. Vi har mødt så utroligt mange søde og utroligt anderledes mennesker. Og denne kvinde og hendes mand inviterer os til at besøge dem på deres arbejde ved Lake Mary i det område, vi befinder os i. For så vil de finde en båd til os og sågar en hytte, såfremt vi havde behov for det eller ønskede det, alt sammen fordi de bare syntes, at vi var ”blessed”, ”havde sådan nogle smukke børn”, ”havde de rigtige prioriteter i livet”, ”havde lært os engelsk” og ”ønskede at lære USA at kende og forstå deres verden og hvem de er”. Jo, vi fik skam mange smukke ord med på vejen i det hot tub, men valgte ikke at benytte os af tilbuddet alligevel.

Vejret er dejligt, selvom vinden er lidt kølig, men vi er jo også oppe i højden, ræsonnerer vi. Det skulle næste morgen vise sig, at vi endnu engang ville vågne op sne. Fra 45 grader til frostvejr på bare to døgn, det kan man da kalde kropslig rolercoaster, en klimakolbøtte af de allermest tummelumske. Iført badetøj og sandaler løber Silja og Søren gennem sneen til mange morgendvaske amerikaneres højlydte forundring for at tage sig en dukkert i poolen og hot tub. Tilbage i Bertha priser vi os alligevel igen lykkelige for de billige vanter fra WalMart Hvad er meningen med mere sne? Vi er sidst i maj måned – ”blessed” eller ej!

 

 

Bi

 

 

 

 

Øverst tv: Venedig i Las Vegas. for en uhyre ubeskeden sum penge får vi æren af at sejle på denne velformede svømmepøl mens gondolieren synger for os under broen i håbet om at blive "spottet" til en mere glorværdig karriere.

Øverst th.: Foran Hotel Treasure Island ser vi to gange deres show med kanoner ægte pirater og et piratskib der synker. Heldigvis får de hevet det op hver gang, til næste forestilling.

Nederst tv.: I Las Vegas runder vi de 100 grader. Det er varmt varmt - og der mangler skygge. Det skulle man betale ekstra for. Men vi er garvede poolister.

Midterst th.: Death Valley er ubeskrivelse...død.

Nederst th.: Familien Domino-Christensen på det lavest punkt på den vestlige hemisfære, Badwater. Vi er godt 80 meter under havets overflade.