YourDomain.Com © 2006                    

 

Varme kilder og kolde bjergtoppe - Colorado

Når man kigger på et landkort i Danmark, kan man stole på, at der ikke er så langt. Og hvis der alligevel er lidt langt, kan man stole på, hvor langt der ser ud til at være. Det kan man ikke helt i USA – i hvert tilfælde ikke i de omgivelser, hvor der er bjerge, og hvor vejene er snoede. Det lærte vi efter turen fra Arches til Glenwood Springs. Selvom Glenwood selv skulle være et pitstop, så vi ikke blev så trætte på vej til Denver, ankom vi alligevel først kl.02.00 om natten. Søren – den store helt – havde taget den første køretørn, mens ungerne blev puttet og Eva lige tog sig en slapper. Som det gode menneske Søren er, valgte han at køre den hele lange tur uden assistance af Eva. Det var derfor en klatøjet Søren, der kunne lande Bertha i Glenwood efter godt 200 mils (300 km) kørsel. Det lyder jo ikke af vildt meget, men det er langt at køre i en Bertha, når man skal igennem og over og ned af bjerge. Og overleve. Hun er ikke en mynde, hende Bertha, det er hun bestemt ikke. Hun er tung i måsen, når man skal op ad et bjerg, men også tung, når hun skal ned, så man skal være på stikkerne for, at hun ikke løber af med os. Så bjergkørsel foregår ofte i et lavere gear, så vi må lægge os i conwoy i den langsomme bane op – og ned igen – ad bjergene sammen med de store lastbiler. Det er ren Kris Kristoffersen. Fordi vi kom så sent til Glenwood, kunne vi ligeså godt spare nogle campingpenge og putte på en WalMart.

Selvom Søren var træt, var han ikke for træt til en tur i de varme kilder. Det har ingen af os prøvet før, så vi var spændte på at se, hvad det var. Det var umiddelbart ligesom at gå i svømmehallen udenfor. Der var en mellemstor pool og en kæmpestor pool. Og vi måtte have alt vores svømmegear med. Og det tæller ikke så lidt, for plastik og gummi er billig i USA. Så vi har badevinger, kæmpe baderinge, badedyr og noodles (som det hedder her; lange flydende stænger der kan bøjes i alle former). Fra badet skulle vi lige ud i den kølige luft for at komme i vandet. Og de løj ikke, da de talte om varme kilder. Det første og varmeste bassin var 40oC, hvilket føltes utroligt varmt, når man kravlede i fra den kølige luft. Og de anbefalede da også, at man var i i 10-15 minutters intervaller. Det andet bassin var køligere og blev brugt som et rigtigt svømmebassin. I det 40o varme bassin lå man bare dvask hen, hvis man ikke talte lavmælt med hinanden. Og det er noget de kan, de amerikanere. De taler med hinanden. Og med os. Og meget endda. Det er virkelig hyggeligt, man føler sig så velkommen. Ja, der kan være meget ”overflade” som en dansker typisk ville bemærke, men hellere lidt ”overflade” og et smil end slet ingenting, som det ofte er i vores fædreland.

Glenwoods Springs er nogle af de mest kendte kilder i området, der ellers er præget af ski-turister. Og bygningen omkring de varme kilder er da også mere end hundrede år og dermed en perfekt baggrund til at slappe fuldstændigt af og glemme alt om nutidens stress og jag. Ikke fordi vi er plagede af stress og jag overhovedet, men vi nød roen og varmen og udsigten til de sneklædte bjergtinder i fulde drag. Kun afbrudt af en frokost opholdt vi os i vandet i 6 timer. Vi forsøgte at sole lidt, men alt syntes koldt, når man kom op fra vandet, og selvom det var solskin, var vinden kølig. Og ungerne, de elskede det! De dykkede og dykkede og dykkede og blev stærkt indignerede, da vi efter de seks timer måtte hive dem op af vandet. Silja dog mest, hvilket Konrad heldigvis kunne redde ved at bemærke, at vi jo altså havde været i vandet så længe, at han faktisk var blevet gammel under fødderne.

Om aftenen kunne vi køre en aftentur gennem USA's mest bjergrige motorvejsstrækning for at nå til Denver, porten til Rocky Mountains. Vi landede igen på en WalMart – det er både dejligt, hyggeligt og praktisk. Og kunne dagen efter vågne op til SNE og slud! Det havde vi ikke lige regnet med, det er jo maj måned. Efter en lille sneboldkamp tog vi til Denvers strøg for at få råd og vejledning på besøgscenteret. Vi havde ikke planlagt noget for Denver, så vi var åbne for alt. Efter de gode anbefalinger fra (endnu) en frivillig pensionist kunne vi spise frokost på Susie Q med sandwich og chili og tage til Cherry Creek Shopping Mall for at ose og købe ting i Build-a-Bear-butikken. Overfor kunne vi købe superlækre (og dyre) øko-salater, sushi og kylling i Whole Foods Market (som vi ELSKER) til aftensmaden. Vi vurderede, at det kolde vejr krævede en campingplads for at være sikker på at få strøm nok til varme, strøm og internet. Her havde vi en hyggelig aften med al den dejlige mad, vi har købt, selvom vi dog får kold kylling, da Bertha havde fået sin første skavank; Mikroovnen virkede pludselig ikke. Heldigvis lå der en Cruise America i Denver, så ingen stress eller sure miner.

Efter en lidt sen morgen kører vi til Cruise Americas afdeling i Denver, der ikke ligger mere end en times kørsel væk og på overraskende venlig og hurtig vis fikser Bertha med ny mikroovn. Derudover får hun et generelt sundhedstjek, og de råder bod på vores ulejlighed ved at tømme hendes tanke og fylde vores propantank op. Så sparede vi da det. Vi kører til heldagsparkeringsplads i Denver downtown for at gå på brandmandsmuseum og spiser frokost på Arby’s (en af de mange kæder, som vi naturligvis også skal prøve). Her opdager vi tilfældigvis, at der er amerikansk fodboldkamp samme aften. Vi har ellers ladet os fortælle at sæsonen er ovre, men indendørssæsonen er i fuld gang, viser det sig. Det skal vi helt sikkert prøve, en del af den amerikanske folkesjæl. Inden fodbold tager vi til Visitor Center for at høre, hvordan og hvorledes og til et japansk supermarked, hvor vi falder i snak (nej, vi falder ikke i snak, andre falder i snak med os) med en ældre herre, der næsten ikke vil slippe os igen. Det kan også tage for lang tid med al den snak. Vi får nok nået mere i Danmark, når vi ikke snakker så meget med hinanden. Da vi endelig slipper fri kører vi til Pepsi Center hvor Colorado Crush (vores hold, naturligvis, vi er jo i Colorado) møder og vinder over Grand Rapids Rampage. Det var en sjov oplevelse. Vi fik hotdogs med det hele (bløde løg, grønne pebre og orange cheddar) som faktisk smagte godt og kæmpe sodavander. Ligesom alle de andre. Og vi nåede lige ind i hallen, da spillerne kom på banen. Lyset blev slukket, musikken skruet op mens projektørerne lyste på spillerne, der fra helt oppe under loftet blev hejst ned i hvid røg på trapezgynger. Vi var så store i hovederne, at vi helt glemte at spise vores hotdogs. Og som da vi var til baseballkamp kunne vi endnu engang bemærke, hvordan ofte tre generationer af familien USA var samlet om at spise, drikke og snakke. Og så i øvrigt da også holde øje med kampen, når der skete noget spændende. Eller når der var pause med konkurrencer og cheerleaders. Hvilken fest. Det er noget de kan.

Tidlig næste morgen kunne vi efter noget så inspirerende som tøjvask og WalMart køre mod Rocky Mountains. Først skulle vi forbi de fritgående bisoner uden for Denver, som nedstammer i lige linje fra de store vidder fra indianernes tid. Det var sjovt at se og vi kom ret tæt på. Især Søren som naturligvis ”for det gode foto” på skammeligste vis trodsede advarslerne om at gå for tæt på hegnet langs motorvejen, fordi bisoner er ”hjernedøde”. Det stod der ikke direkte på skiltene, men det fremgik, at de var stærkt utilregnelige. Man kan vel ikke have både muskler og hjerne.

Fordi vi skulle omkring bisonerne, måtte vi lige en smutvej op til Peak-to-Peak-highway, som antageligt skulle være den smukkeste rute til Rocky Mountains National Park. Og havde vi ikke lært det af Glenwood-turen, så lærte vi nu at smutveje i dette område ikke er en smutvej, hvis den går igennem et bjergpas. Ikke i Bertha i hvert tilfælde. Men smuk var den lange og snoede vej, selvom den kostede os et par timer og to køresyge børn. Inden vi kom på den rigtige Peak-to-Peak-highway kunne vi spise frokost og overkomme køresygen i Nederland, som viste sig at være et refugium for kendisser, herunder John Denver. Det var meget autentisk, det hele. Også de 4 fuldebøtter i baren omgivet af kronhjorte- og bøffelhoveder og en kvindelig bartender med træt permanent, hvor vi spiste frokost. Men humøret var højt.

Vi ankommer om eftermiddagen til Estes Park, som er en by, der kun lever – men til gengæld i bedste velgående – fordi den ligger ved indgangen til The Rocky Mountains Nationalpark med deraf følgende store antal turister. Vi besluttede, at vi ville tage en nat på campingplads for at sikre at alt var ladet op/tømt/fyldt – hvad enten der nu var tale om Nintendoer eller tanke. Vi var næsten alene på campingpladsen, hvis man altså så bort fra de måske 50 rådyr, der vandrede fredeligt rundt. Indtil to stk. danske børn på godt seks kom til. Vi fik en længere snak med ejeren af campingpladsen, der stak hovedet ud af sin autocamper for at hilse os velkommen. Ungerne kunne lege på legepladsen, mens de voksne lavede aftensmad.
Om morgenen dagen efter kunne vi køre de få mil til den ene indgang til nationalparken. Her var et besøgscenter, hvor vi kunne tjekke vejr og vejsituationen, inden vi begav os ind i parken. Og alt så godt ud. De havde haft nogle heftige dage med svær vind, der væltede træer mm. Men ved vores ankomst var der sol over hele linjen i flere dage. Vi kørte ind i parken og kunne efter at have mødt de første af mange mange rådyr (læs; diverse ”deer” og ”elk”) kapre en campingplads med den hidtil mest storslåede udsigt (først til mølle) og i øvrigt spise frokost og planlægge vores rute igennem parken. Alt er så stort og omfangsrigt herovre. Der skal næsten altid vælges fra, selvom vi endda normalvis har mere tid end de fleste. Det endte med at blive en lang frokost. Vi var heldige at få en plads med udsigt til bjergene (de andre lå mere gemt i mellem træerne) og kunne i et par timer nyde solen i korte ærmer på et tæppe, mens jordegernerne så nysgerrigt til. På utroligste vis var de ikke her så tamme, at de kom helt hen til os. Uanset hvor mange forbudsskilte der findes vedr. ”fodring forbudt”, synes egern og andre smådyr alligevel at være blevet fodret nogle gange i tidens løb. De er ikke bange nok for os. Men hvor er det også hyggeligt, at de fiser omkring en, det gør vores to røde egern hjemme i haven alligevel ikke.  

Rocky Mountains var bare smukt. En rigtig god oplevelse, stærkt hjulpet af det fantastiske vejr, som optimerede oplevelsen af forår. Der var grønt og varmt til korte ærmer på campingpladsen, og vi havde udsigt til hvide bjerge. Når vi kørte opad, kom vi over snegrænsen på ingen tid. Sneen lå i hvide tykke lag overalt over snegrænsen, men overalt kunne der høres en rislen fra sneen, der smeltede. Vi gik typisk ovenpå en meter sne og de steder, hvor sneen var væk, var der typisk dannet en bæk eller et lille vandfald. Og blomsterne tittede frem under kanten. Luften var så frisk som noget, og solen bagte.

Den første dag kørte vi ad den smukke Bear Lake Rd. til Bear Lake. Her skulle der være en børne- og handicapvenlig hike, som samtidig er den smukkeste at gå. Det kunne ikke være bedre. Pga. sneen så vi reelt aldrig den afmærkede sti, og den sti vi gik på var så absolut ikke handicapvenlig. Men turen var virkelig børnevenlig, for vi kunne gå på og vandre i sneen rundt om søen og få os nogle gevaldige grin, når de voksne faldt igennem, så de stod i sne til lårene. Vi påbegyndte gåturen på søen, men holdt os fornuftigt nok langs kanten (en naturlig ting i vores øjne når man i bogstaveligste forstand kan høre sne og is smelte omkring sig) og er glade for at være tæt på kanten, da Konrad træder igennem både sne og is. Og hertil skal siges, at mange andre vadede tværs over søen, fordi alle andre også gjorde det. Vi bygger den flotteste snemand på vejen (Bassemand, blev han døbt), har sneboldkamp, går videre rundt om søen og ser flotte istapper og lytter til sne, der smelter. Det er en utroligt dejlig lyd. For ikke at tale om lyden af sneen under vores fødder. Vi kender den alle sammen, den rare knirken. Men oplevelsen forstærkes alligevel, når man står i mellem nogle af verden smukkeste bjerge, er fuldstændig alene med sin familie og ens seksårige datter med glæde i stemmen siger ”Ved I hvad jeg elsker? Jeg elsker virkelig denne her lyd!” mens hun træder i sneen. Og vi andre må lytte efter, som var det også første gang vi bemærkede det.

                                       

Billedtekst: Silja, Bassemand, Konrad og bagved ses Long Peak - den højeste af bjergtoppene i Rocky Mountains Nationalpark (4346 m). Fordi vi selv er så højt oppe, ligger det dog bare en lille knold. Bassemand står på den frosne Bear Lake og det gør vi også inden Konrad går igennem sne og is. Og så går vi på land igen. Ellers dvs. Vi går på flere meter høj sne, som ligger på land.

På vej ned fra Bear Lake gør vi holdt ved vandløb, hvor vi hopper fra sten til sten, ved Sprague Lake og flere andre smukke udsigtspunkter. Og vi ser flere dådyr, men desværre ingen bjørne, bjerggeder eller moose (som de ellers praler af at de har mange af). Ungerne leger til det bliver mørkt i træerne omkring Bertha, mens de voksne slapper af med en bog, den smukke udsigt over bjergene og roen (som kun afbrydes af…os selv). Der er enkelte andre campister i telte, men alle synes at ønske fred og ro. Der er ikke så meget snak, som vi ellers er vant til efterhånden. Da solen går ned bliver der virkelig koldt. Det er en natur-campingplads uden strøm, og vi er ikke sikre på at vi har strøm nok på batteriet til at holde 20oC hele natten. Og vi beslutter derfor, at vi hellere må sove sammen alle sammen. Varmere er vores soveposer fra billigcamping.dk altså heller ikke. Men de var billige.

Natten var kold, men varm i soveposen. Søren formår at stå tidligt op til solopgang og wildlife (dådyr, og stadig ingen bjørne) mens vi andre sover – og glæder os over den ekstra plads det giver, at han forsvinder. Vi tager tidligt op for at hike til Alberta Falls, som skulle være en lidt sværere tur end Bear Lake. Især med tanke på den sne, der kan ligge. Vi forventede, at vi kunne gå derop og fortsætte et stykke vej ad en sværere rute i forlængelse af den. Den kun 0,6 mil lange tur (800 m) op til vandfaldet tager imidlertid næsten en time. Vi går i meterhøj sne mellem træerne, og da det går op samtidig, må vi lægge kræfterne i. Undervejs kommer vi forbi vandløb, der titter frem under sneen og lytter hele tiden til lyden af sneen, der smelter overalt. Nogle steder kan man høre vandet under sneen, hvor man står. Det er hårdt, men vejret er godt, og der er ingen brok. I det hele taget er vi meget imponerede over ungernes entusiasme og udholdenhed, når det kommer til disse hikes, vi hiver dem ud på. De går bare på med krum hals, og det skal indrømmes at pauserne tit er for de voksnes skyld. Og vi har altid tasken fuld af frugt, kiks og drikkevarer. Så vi hygger os også undervejs og fortæller ungerne, hvad vi ser og snakker om, hvorfor tingene mon er indrettet, som de er i naturen. Dette er også årsagen til at ungerne nu kan fortælle om fødekæder og om, hvordan dyr på forskellig vis indretter sig for at overleve. Når de præsenteres for et nyt dyr, har de flere gange spurgt gammelklogt ”...og hvem er så dens største fjende i fødekæden”. Da vi endelig kommer op til vandfaldet, skal vi ikke længere. Vi skal også ned igen. Vi vælger derfor at blive en times tid ved vandfaldet for at lege med og på stenene i vandløbet. Der er helt vildt smukt ved vandfaldet med sneen, der stadig dækker vandløbet enkelte steder, så vandet løber ind under sneen for at komme ud et andet sted senere. Og selve vandfaldet kan man kun se igennem et ”vindue” i sneen.  Godt våde af vand og sne går vi ned i Bertha for at skifte tøj. Parken har hvad de praler af er den højest beliggende asfalterede hovedvej i verden, Trail Ridge Rd., og den skal vi da køre på. Men først kører vi hen et smukt sted for at spise frokost. Det er en fornøjelse at skifte køkkenvindue-udsigten ud med jævne mellemrum. Trail Ridge Rd. er dog delvist lukket pga. vejrlig indtil juli, men vi kan da komme et stykke af vejen til endnu mere smuk udsigt. Bagefter kører vi omkring Sheep Lakes i håbet om at se Bighorn Sheep, som antagelig holder til der. Vi ser dog ingen Bighorn, men masser af dådyr (og heller ingen bjørne eller moose) og vender tilbage til campingplads for at lege og læse bøger.

Denne nat er ikke ligeså kold som den første, men vi bliver vækket af kulilte-alarmen kl. 6.00 med deraf følgende panik. Søren springer op som en deer, mens Eva må lede efter sine briller i mellem børn og alt for mange Build-a-Bear-bamser i samme lille seng. Når man bliver vækket af en røgalarm ca. 75 cm fra sin hovedpude, kan man altså godt blive lidt konfus. Men vi fik hurtigt fundet manualen frem og kunne konstatere, at lige netop denne ”melodi” heldigvis kun går igang, fordi batteriet er for fladt til at kunne drive alarmen. For at få djævlen til at stoppe (den er skruet fast og kan ikke umiddelbart flåes ned og ud ad vinduet) må vi starte Bertha kl. 06.15. Ikke så smart system, men så ved vi da at den alarmfunktion virker. Men ikke om vi havde fået jaget bjørnene og elgene væk. Nå. Det vigtigste var at ungerne sov fra det hele og at vi nåede en times tid mere på øjet.

 Vi vinker farvel til Rocky Mountains i en smuk smuk morgensol, og håber at vi får et glimt af andet end ”bare” deer af forskellig art. Det gjorde vi nu ikke, men pyt. Men man skal ikke give op så let, for da vi kører derudad i fuld fart på motorvejen, får vi den ære af indtil flere storhornede bjerggeder. Hvad vi ikke så i nationalparken med 15 km i timen, kunne vi nu – med fare for liv og trafiksikkerhed – nu opleve med 120 km i timen og på kun få meters afstand. Vi tør slet ikke tænke på hvad der ville ske, hvis man ramte sådan en. Den er stor og har virkelig store horn, sådan en Bighorn Sheep.

Vi beslutter at køre en times tid før vi spiser morgenmad. Vi skal et langt stykke sydpå nu. Vi vil have varme igen. Men det var ikke så god en idé. Efter godt en halv time må vi gøre holdt med to køresyge børn i Boulder for at spise morgenmad på en tilfældig parkeringsplads. Men med morgenmaden i hus kan vi køre i et stræk til Glenwood Springs. Ja, vi har jo lige været der, men det var virkelig så dejligt. Og vi skulle alligevel den vej, så det passede os fint.

Det var en lang 250 kms tur i bjergene vi skulle på, men føret var fint og mens ungerne ser videofilm og senere hen sover middagslur med far kan mor lande Bertha ved den varme kilde v. halvtretiden. Og fordi det ikke er blevet ringere siden sidst, bliver vi til ved 19-tiden. Men inden vi takker af, får vi den helt store succes med os videre på turen: Begge børn kan svømme for første gang helt rigtigt uden vinger og med hovedet over vand. De har længe taget tilsyneladende perfekte brystsvømningstag under vandet, når de dykker med stor fremdrift til følge. Men aldrig med hovedet over vandet. Men det lykkedes i dag. En stor dag.

Glade, trætte og utroligt rene kan vi spise thai-mad og sushi om aftenen, inden vi putter til en videofilm. Det er Silja, der har bestilt sushi (eller Sussi, som Silja siger). Og fordi det er så billigt, bestiller vi lidt ekstra, så vi andre også kan nippe lidt. Den store mængde sushi betyder at Silja får stillet en helt båd med sushi foran sig. Sjældent har hendes øjne lyst mere. Og aldrig er lyset blevet slukket så grundigt, som da vi må fortælle hende, at båden ikke er til at beholde. Hun tudede i en time. Mindst. Og hver gang hun blev god igen, kunne hun pludselig bryde sammen igen. Måske man også var noget træt!  

Mens ungerne sover kører Søren og Eva på skift til Hanksville, ca. 200 mil (300 km), hvor vi lander på campingplads kl. 2 om natten. Hanksville er en lille undselig by, der for vores vedkommende skal være porten til en stribe af nationalparker. Og campingpladsen i Hanksville skal lægge kloak til Berthas fyldte tanke, så vi er klar til mere naturcamping med opladte Nintendoer, videomaskiner og kamerabatterier.

 

 

 

 

 

 

Billeder herover:
Øverst tv.:Netop ankommet til vores campingplads i Rocky Mountains Nationalpark. Smuk udsigt - også til bjerget bagved. Her er varmt og jordegernerne følger nysgerrigt med i vores færden.

Øverst th.: En kort køretur i Bertha op til snegrænsen. Vi bygger snemand og laver sneboldkamp.

Nederst tv.: Dette er det højeste vi kunne komme fordi vejene på toppen af bjergene var lukkede pga. sne. Men vi klatrede da bare selv op på en klippe, så vi var højere end alle de andre.

Nederst th.: Vandet fra Alberta Falls forsvinder ind under sneen og kommer ud forskellige steder. Der var virkelig tryk på og flere steder kunne man høre vand risle under den meterhøje sne vi gik på. Og som de voksne faldt igennem gentagne gange.

 

Herover: Vi er kørt fra varme Arches Nationalpark og lune Glenwood Springs. Og vågner op til snevejr på en WalMart i Denver. Det var ikke med i planen, men det smeltede hurtigt og skabte ikke trafikproblemer. Glat føre er bestemt ikke noget vi ønsker for Bertha.

 

Herover: I Denver var vi på endnu et af USAs mange fremragende museer. Her er det det lokale brandmandsmuseum, hvor der som altid var gjort noget meget for at børnene også lærte noget. De får brandmandstøj på og kan lege i en rigtig brandbil med walkie talkies og radio der virker - og i øvrigt pludselig svarer på uforståeligt engelsk (til ungernes store forskrækkelse). Og for ikke at glemme krig og ulykke, kunne man naturligvis også se et stykke af de ødelagte Twin Towers.

 

Herover: Amerikansk fodbold. Familien USA hygger sig med hotdogs og cheerleaders og konkurrencer i pauserne. Og ser da også lidt fodbold samtidig.

 

Herover: Bøflerne er helt ægte og meget store og stærke. Og de befandt sig tilfældigvis lige ved vejen så vi kunne komme helt tæt på. Med et stort hegn i mellem os, heldigvis.

 

Herover: Vi er steget ned fra The Rockies og er rynkede efter en halv dag i de varme kilder. Vi er hundesultne og fordi sushi er så billigt får Silja lov til at få "Sussi" - meget "Sussi".