Tæt på Katrina ved Den mexicanske golf

Død indianer i Montgomery og strandtur ved Foley

Vi kørte fra Montgomery sent efter endnu en dag med mange indtryk fra en by med en stærk historie. Det blev til aftensmad ”on the road”. Det var en ok oplevelse, særligt efter den gastronomiske oplevelse dagen før med aftensmad på Chris’ Place med de iflg. deres renommé bedste hotdogs i Montgomery. Og efter deres talrige diplomer på væggene at dømme var de i hvert tilfælde på et tidspunkt også de bedste i Alabama. Efter at have smagt deres hotdogs kan vi kun sige, at vi har ondt af dem der bor i Alabama. For hvis disse hotdogs er de bedste, så… øv, hvor var det skidt. Et blødt, koldt pølsebrød med en bleg-rød halvkold pølse plastret til med et halvfabrika af en sennep-chili-sauerkraut med chilisauce ovenpå. Enhver afdanket pølsemand i København ville give Chris baghjul – kanske det er urinen i pølsevandet, der gør det. Den største ophidselse ved måltidet i downtown Montgomery var området, vi havde parkeret i. Der var hverken biler eller mennesker – undtaget en enkelt sort kvindelig tigger – hvilket gjorde det lidt uhyggeligt. Det gjorde heller ikke situationen bedre, at vi kørte forbi Montgomerys politistation, hvor der uden for stod et skilt med teksten ”Please Montgomery, help us stop the crime”. Men vi var sultne, og da de øvrige restauranter, var lukket og slukket, som de fleste andre butikker i området, tog vi chancen. Vi besluttede dog at tage vores bærbare med, bare sådan for en sikkerheds skyld. Og efter en bestilling hos tjeneren, der lignede en klon mellem Samuel L. Jackson og James Bond-skurken Jaws fra Moonraker, endte det hele mere end fint med en antropologiske felttur, præcis som vi elsker det mest; et møde med en helt anden kultur og farve på menneskerne, end vi kender det.

Turen til Lake Pines gik fint – der var ca. tre timers kørsel – men med de nye Nintendo DS´er og et stop på Pizza Hut, var der ingen brok og Konrad faldt i søvn på vejen. Silja er som altid en natteravn og holdt sig vågen til klokken 21, hvor vi landede på en fin og velholdt campingplads med opvarmet pool, som lovet i telefonen. Poolen er efterhånden blevet et must. Vi har længe været indenlands og vand er nu engang det bedste legetøj.

Da vi vågnede, gik der ikke lang tid inden vi kastede os i poolen. Det havde været et frygteligt regnvejr om natten, og der var derfor stadig lidt kølig luft. Men der er ikke noget, en opvarmet pool ikke kan klare for sådan nogle Danish Vikings. Og som altid var vi alene. De få af vores medcampister, der tog en dukkert hvinede højt, fordi vandet var koldt – og det var da også lidt koldere, end man typisk ville have vandet i et badekar. Vi blev i og omkring poolen hele formiddagen. Fik frokost og slog mave med en god bog, lidt fodbold og fri leg omkring camperen. Endnu en pooltur. Og så drog vi ud for at handle. Vi har ikke handlet i en uge, så det var tid til Winn Dixie. Efter at var Konrad var syg, har vi hele tiden forsøgt at finde noget, der ligner leverpostej. Han har savnet Danmark, og tuben med remoulade fungerer bare ikke så godt i en sandwich med flødeost og skinke. Vi spurgte tidligere efter paté i en Wal Mart. Den første herre, der blev spurgt havde været i Europa og mente at vide, hvad paté var, men måtte spørge sine kollegaer, idet han var nyansat. Men ingen af hans kollegaer vidste, hvad det var, og vi blev til sidste vist hen til kølemontren med smøreost. Men Winn Dixie kunne levere varen. De havde en særlig kølemontre med delikatesser fra Europe – dvs. fetaost, humus og aubergine-smørepålæg. Og så tre forskellige slags paté, produceret i Canada. 5$ pr. lillebitte pakke. Hans første reaktion på fundet var dog, at det ”garanteret heller ikke smager godt – der er ikke noget mad i USA, der er så godt som i Danmark”. Men det har vist sig pengene værd. Skulle nogen undervejs komme til at savne Danmark, kammeraterne, legetøjet og hverdagen, var det nok forventeligt, at det skulle blive Konrad. Silja har kun en enkelt gang været ked af det. Det var sent om aftenen, ungerne var lidt trætte. Pludselig kom Konrad drønende med forfærdelse skrevet i øjnene med beskeden, at Silja pludselig var begyndt at græde. ”Hun savner vist sin venner”, sagde han forpustet. Og ganske rigtigt, oppe i legetårnet på McDonalds sad Silja og kiggede op gennem et hul på stjernerne. Stjernerne havde pludselig fået hende til at tænke på sine venner derhjemme. Det hjalp dog at kigge på stjernerne, og allerede inden hun var nede igen, var humøret så småt på vej tilbage, og et kram kunne klare situationen.

Efter en dag ved poolen på Lake Pines RV Park kørte vi til stranden en lille halv times køretid herfra. De havde lovet meget varmt vejr, så vi blev anbefalet at køre i god tid. Der er også ”spring break” herovre, så strandene skulle efter sigende flyder med unge studerende. Der var ingen problemer – vi fik en plads på en halvtom parkeringsplads. Og stranden var dejlig med rent hvidt sand og vand. Det blæste dog en del, så bølgerne var store. Det var overskyet, men lunt, så vi havde en dejlig dag.

Hjemme igen er der Budweiser i campingstolens armlæn (amerikanerne tænker naturligvis på alt) og to børn i fuld vigør. Det er tid til pool igen. Inden klokken bliver for mange, skal vi dog tage stilling til, hvad vi vil i morgen. Skal vi blive? Eller skal vi videre? Vi har netop fået anbefalet en strand, som skulle være helt fantastisk, da den ligger som en tange ud i havet. Og så er den som noget helt specielt opstået under orkanen Katrina. Vi er jo i det område, hvor Katrina raserede det meste. Eller, det vil sige i udkanten af det værst ramte område. Det værste kommer vi til med Biloxi og New Orleans. Og efter sigende en by kaldet Waveland, som skulle være næsten udslettet. Af mange grunde skal man tage til New Orleans. Vi er desuden blevet anbefalet at tage til de områder i New Orleans, der blev hårdest ramt, for at forstå skadernes omfang. Hele områder skulle stadig ligne en krigszone.

Tæt på Katrina

Vi besluttede, at vi med vores brændte hud og en uklar vejrudsigt stod os bedst i at køre videre fra Foleys pool og strandmuligheder med New Orleans som næste store milepæl. Det betød, at vi skulle ca. 200 km mod vest. På campingpladsen i Foley nævnte en familie godt nok, at de havde fundet frem til denne campingplads, fordi den de plejede at benytte længere mod vest aldrig var blevet det samme efter Orkanen Katrinas hærgen. Vi lagde ikke så meget i det, og ledte efter en campingplads i vores bøger og på nettet. Til primært ungernes – og vores – store frustration har flere af de swimmingpools, som campingpladserne har annonceret med, været lukket, fordi det er vinter/forårssæson herovre. Så vi har ledt efter pladser med pool og tjekket efter telefonisk, om den nu også er åben for sæsonen. Og desuden lige hørt, om de har en legeplads. En kombination af de to er naturligvis langt at foretrække. Og det lykkes da også som regel uden de helt store sværdslag. Således forsøgte vi os også hos de forskellige campingpladser på ruten mod New Orleans. Der var ikke mange pools åbne, ligesom flere af campingpladserne på deres telefonsvarer kunne fortælle, at de endnu slet ikke ikke var klar efter ”Orkanens” ødelæggelser. Vi begyndte så småt at ane, at orkanen Katrina ikke bare var en tilfældig kastevind, der ramte New Orleans, som vi alle har set det. Men vi undrede os mere, for hvornår var det nu lige, den der Katrina-orkan kom? Er der ikke efterhånden gået lang tid?

”Den der Katrina-orkan” ramte kysten 29. August 2005, og hernede hedder den bare ”the hurricane” – de behøver ikke skelne denne orkan fra de andre med navneangivelse. Det var den største orkan nogensinde.

Vi fandt en plads uden pool eller legeplads, det lod sig ikke gøre. Men til gengæld lå den fint ift. at splitte ruten mod New Orleans op i to. Den lå i Mississippi, næsten nøjagtigt halvvejs mod New Orleans. Mississippi er den stat, der ligger mellem Alabama, som vi netop har opholdt os i, og så Louisiana, hvor New Orleans er. Med et par overnatninger i Mississippi kunne vi også nå at opleve lidt af denne stat og ikke bare drøne igennem på Interstate. Campingpladsen lå i en by, der hed Bay St. Louis, tilsyneladende kun få kilometer fra Waveland, den by vi havde læst skulle være blevet næsten udslettet af ”Orkanen”.

Vi valgte Interstate ud af Alabama, så vi ligesom kom ud af starthullerne. Interstate er de store gennemgående motorveje, og som oftest ikke særlig charmerende. Men det går hurtigt, og Bertha, der er lidt tung i optrækket, kan godt blive lidt træt af for mange lyskryds. Men da vi nåede ind i Mississippi, valgte vi at køre langs kysten, hvor den for nogle måske kendte by Biloxi ligger.  Her ville vi ideelt kunne spise en bid mad og få et indtryk af byen.

På turen ad Interstate måtte vi endnu engang konstatere, at transportable DVD-afspillere og Nintendo har gjort livet lettere for mange forældre. Og altså også for os. Og det er da også dejligt, at se to unger nærmest glæde sig til en køretur. Så har vi det alle godt, og de voksne kan få lov at sætte voksenmusik på cd-afspilleren i Berthas førerkabine. Det er ikke fordi, MGP-2007 eller for den sags skyld Disneys største hits er ringe, slet ikke. Men, man kan godt blive lidt træt.

Da vi kørte ned til kysten, bemærkede vi straks, at mængden af træer i fuld højde skrumpede mærkbart ind. Vejen var dårlig – og den blev ikke bedre efterhånden, som vi kørte. Der var stort set vejarbejde hele vejen, og vi diskuterede, om de mange ødelagte hus og tage virkelig kunne skyldes orkanen. En af vores store overraskelser over USA nemlig har været, at her generelt ser hærget ud, i hvert fald i størsteparten af de sydstater, vi hidtil har besøgt. Der er ikke mange ligusterhække eller hele hegn nogle steder, og mange huse ser decideret faldefærdige eller ubeboede ud. Men til gengæld er der mange flag i haverne, på verandaerne og på bilerne. De skal tage sig gevaldigt sammen i de danske kolonihaver, hvis ikke de skal overgås af amerikanerne. Ikke nok med at der er mange flag overalt, de er også enormt store. De mange store flag har præget hele ruten, vi har været på endnu. Men alligevel snes antallet af flag at stige på denne rute. Eller måske vi overanalyserer?! Og ligeså med de faldefærdige huse, for vi ved jo ikke, hvordan her så ud før Katrina. Efterhånden som vi kom frem, blev ødelæggelserne værre og vejen rigtig dårlig, men dog under rekonstruktion.

Dette vejarbejde betød i øvrigt at Eva, der kørte Bertha på denne etape, måtte koncentrere sig gevaldigt for at holde Bertha inden for betonpillerne. Flere steder var vejen snævret meget ind og fyldt med huller. Er der noget, der virkelig fungerer i Bertha, er det hendes støddæmpere. Vi kører ikke på en vej fyldt med huller, vi vugger. Og når det går vildt for sig, er det nærmest som om, vi hopper af sted. Man kan næsten høre, hvordan tallerkener og gryder alle hopper og lander på én gang, når vi rammer et hul eller et bump. Man lærer hendes rytme at kende, selv om der denne dag var lige lovlig meget rytme i hende. Eva kørte, og det gik fint, selvom Bertha er stor og voldsom at håndtere, særligt sammenlignet med en lille væver Renault Megane. Det var blevet tusmørke, hvilket ikke er det tidspunkt på dagen, hvor øjnene fungerer optimalt. Fra tusmørke går det kun ned ad bakke - de kloge siger, det følger med nærsynetheden. Berthas rytmeorkester af gryder, bestik og andet løst inventar skifter pludselig til en markant og insisterende rumlen. Inden vi rigtig når at tænke, har Søren reageret ved at hive kraftigt i rettet, fordi han fra passagersædet ser, at vi er ved at køre op på en af de forhøjede kanter – en situation, der i værste fald kunne betyde, at Bertha væltede. Tror vi nok. Jeg når dårligt nok at tænke, inden jeg nærmest reflektorisk får styret hende tilbage på vejen. Chokket sad for en stund i os begge. Men sådan er det jo. Og der skete ikke andet end, at vi lærte at Bertha unægteligt er lidt bredere om hofterne, end vi er vant til.

Som solnedgangen så småt begyndte at gøre omgivelserne orange, kørte vi igennem Biloxi, som er kendt for sine store flydende kasinoer og dermed sprudlende aftenliv. De flydende kasinoer har været et produkt af en lidt bizar lovgivning, der tillod gambling på vand, men ikke på land i Mississippi. Og med orkanen betød det, at samtlige flydende kasinoer blev kastet op på land med komplet ødelæggelse til følge. Som vi kørte igennem Biloxi, var der ikke meget sjov at se. Der var et kæmpe hotelkompleks med en Hard Rock Café og en enorm neon-guitar uden for – men meget af det var under rekonstruktion og var derfor pakket ind i plastik eller af stilladser. Ved Biloxi kunne vi lægge al tvivl fra os omkring de mange ødelagte bådbroer, vi havde set på vores vej. I Biloxi var der ikke en eneste af de mange bådbroer, vi så, der stadig kunne benyttes. Faktisk var de alle sammen kun stolper i vandet i lange rækker. Og rækken af palmer længere ude i vandet var halve. Og de få, der var hele, havde ingen blade tilbage. Det var ganske miserabelt, men som mørket faldt på, så det alligevel på en eller anden mærkværdig måde næsten idyllisk ud med bølgerne, der i langsomt tempo ramte strandkanten. Vi ankom til byen lidt før spisetid, så vi valgte at udnytte en af de mange fordele med en Bertha – at slå lejr, finde badetøjet og håndklæderne frem og tage på stranden. Som sagt så gjort, og vi nød en god times tid med sandslot og solnedgang. Vi besluttede, at vi ville spise aftensmad i Biloxi og kørte efter strandturen ind til byen for at finde restaurantområdet. De skulle angiveligt være et glimrende seafood-område; på det punkt er vi jo løbet ind i et par gastronomiske skuffelser. Det var ikke lige til at finde, så vi spurgte en midaldrende kvinde om vej. Hendes sorte ansigt lyste op i et stort tandløst smil og svarede beredvillig på spørgsmålet, om der lå en god restaurant i nærheden. Ja, kun få hundrede meter væk lå et godt spisested. Waffle House, bedyrede hun – ” that’s a nice place to eat”. Af alle steder I en middelstor by ved vandet som Biloxi, nævner hun simpelthen Waffle House. Med hendes bud på et godt sted at spise, fik vi endnu engang bekræftet vores vurdering af amerikanernes madstil. Waffle House er en kæde af restauranter, som ligger over for stort set enhver McDonalds – i det mindste i Sydstaterne. Men endnu engang var restauranterne meget begrænset eller bare lukket. Efter en forgæves rundtur efter noget andet og måske mere originalt endte vi på Waffle House. Hér serverer man burgere og stegte sandwich samt HashBrownes – en slags små kartoffelpandekager. Og et uhyre begrænset udvalg af vafler, dvs. en eller to i en portion. Alt naturligvis forberedt af en overvægtig, lettere svedende ansat, der bliver stresset, så snart der tikker mere end en bestilling ind ad gangen. Men de vil alle rigtig gerne snakke, har stort set alle ”ancesters in Europa” og vil rigtig gerne dertil engang. Efter ”middagen” kunne vi nyde at trisse ud i Bertha, hælde tandbørstede unger i deres soveposer med en video foran sig og trille afsted i den sene natteluft. Dejligt.

Rising Above the Storm

På vores campingplads i Bay St. Louis hang der et brev på receptionsdøren til ”the Domino Family” med et kort over campingpladsen og en ring om den plads, vi har bestilt samt ønsket om en god nat. Det sker som oftest ved disse sene ankomster, og det føles rart at blive budt velkommen på den personlige måde.

Da vi vågnede igen kunne Søren, der checkede os ind vende tilbage med beretningen om, at i år var den første sæson, hvor campingpladsen igen var oppe på fuldt niveau. Da vandet stod højest fra havet, havde det nået over vores hoveder, stående på campingpladsen, og alt havde stået under vand i to måneder efter orkanen. Alt var derfor blevet ødelagt af enten vind eller vejr fra stranden og indtil flere kilometer ind i landet. Da Waveland og Bay St. Louis er rigtige strandbyer, blev de utroligt hårdt ramt. Skoven omkring campingpladsen var halv højde af, hvad den havde været. Mange af træerne er sorte på det nederste stykke, og mange er gået ud.  Legepladsen bestod af et miniklatrestativ til de helt små på et par år, og vi kunne kun kigge på det rigtige klatrestativ, der havde været engang. Det var trukket til side, taget var gået i stykker, og flere af brædderne var flækkede. Det havde tydeligvis været væltet. Men det havde været fint engang, hvilket måske ikke var nogen rigtig trøst for ungerne, men de syntes meget interesserede i at vide mere om ”den der Katrina-orkan”. Vi havde allerede undervejs beskrevet, hvad Katrina havde lavet af ødelæggelser og på forespørgsel understreget, at den ikke kommer sådan lige pludselig eller i Danmark for den sags skyld. Men dét ved selvsyn at se, at Katrina også havde ødelagt et klatrestativ, det fes virkelig ind. Og der var ingen sure miner, kun forståelse for situationen, da vi forklarede dem, at vi så måtte finde en legeplads et andet sted. ”Hvis den altså ikke også er ødelagt” som Silja med alvorlig mine påpegede. Det lille receptionshus samt badehuset var enten helt nyt eller netop renoveret. Der var meget pænt, men noget trist. Døde træer, halve træer eller træer uden blade er ikke noget der ligefrem hygger. De nye træer, der var blevet plantet mellem campingvognene, var kun 1½ meter høje. De må have tænkt sit på dette områdes campingpladser, når vi har ringet og spurgt til, om der var pool, om den evt. var opvarmet og om legepladsen var god. Sandsynligvis er de jo nok bare glade for endelig at kunne have fuldt antal gæster igen efter 2½ år. Og at der i det hele taget kommer gæster, for de lokale siger, at det har været den største mangel. Ingen turister, ingen penge.

Der var faktisk ingen attraktioner at se. Byerne i omegnen var rene strandbyer, hvilket de mange strandskilte tydeligt indikerede. Vi havde besluttet at tage en lille køretur i området for at se en sådan by på vej tilbage på ret køl og ellers bare tage en slapper. Bay St. Louis og Waveland er to små strandbyer, der nærmest er vokset sammen, kun adskilt af et byskilt med teksten: ”Waveland, the hospitality city. Rising Above the Storm. God Bless All Who Have Supported Our Recovery. Thanks Ya’ll.” Man anede nok, det har været slemt på denne velkomst, men vi forkælede danskere, fik os alligevel noget af en overraskelse. Vi drejede af fra hovedvejen ved et skilt, der pegede mod stranden med resorts, restaurants og beach shops. Alt sammen noget, som havde været engang, men ikke mere.  Vejen, vi kørte på, var dårlig, og der var vejarbejdere og håndværkere overalt. Der var to veje vi kunne vælge imellem med et skilt ved den ene, der advarede om, at dette ikke var en vej for os: ”No Camper or Trailer Route.” Så vi tog den anden (men endte alligevel på tilbagevejen på den, vi ikke måtte køre på). Den første vej var nu heller ikke for god, men Bertha vrikkede sig stille og roligt af sted over huller og sprækker i vejen. Der var ingenting tilbage, og det, der var tilbage, blev der mindre og mindre af, som vi nærmede os stranden. Igen stod skovene hen som et knækket spil Mikado. Mange huse var splinternye og bygget på pæle. De resterende var uden tag eller vinduer, og helt nede ved stranden var flertallet af byggegrundene tomme. Vi fik vrikket Bertha ud på vejen, der løber langs kysten. Det var helt vildt. Selvom vi allerede på vejen fra Alabama havde fået en idé om orkanens størrelse, blev vi alligevel forbløffede over den kraft, orkanen har ramt med. Der var bare ingenting. Der var bare fladt. Jo, der var træer og smadrede huse, men ikke noget af værdi. På flere tomme grunde var der trapper op fra vejen, evt. med en skævvredet postkasse ved siden af. Og forenden af trappen var der … ingenting. Med undtagelse måske af et ”Til salg”-skilt. Ved vejen var der et sted stillet en telt-kirke op med skiltet ”Katrina Was Big But God Is Bigger”. Ja, hvad skal man ellers holde fast i, når man bor i et hus i en by, og ingen af delene i bogstaveligst forstand er der mere. Vi behøver vel ikke nævne, at vi aldrig fandt hverken restauranter eller beach shops. Ikke engang et skilt dertil, fandt vi.

Nogle unge mennesker spillede bold på stranden ved en stenmole. Vi parkerede for at strække ben og ungerne, der naturligvis straks fløj ned til vandet, kunne med det samme finde en perlekæde og andre ting, der ikke findes naturligt i havet. På stranden stod et skilt med teksten ”Storm Debris In Water Do Not Enter”. Vi gik ikke i vandet. Fra molen kunne vi tydeligt se, hvor mange mennesker, der arbejdede på at gøre alting i stand igen. Overalt var der vejarbejdere og håndværkere. Det var en meget mærkelig oplevelse at komme så tæt på at forstå, hvor voldsomt det har været og samtidig vide, at vi alligevel aldrig helt kommer til at forstå det. Man kan kun gisne om, hvordan der har set ud i de timer, hvor det var værst. En markering på et hus viste, hvor højt vandet havde stået til med teksten ”Only ’God’ knows why it’s still here. Katrina Water Line 8/29/05 15’6”. Orkanen ramte som nævnt i august 2005. Det er snart tre år siden. Og de knokler stadig, og det med den indbyggede risiko, at det sker igen. Man håber bare, at der går rigtig, rigtig lang tid. Det må man virkelig unde dem.

Vi fandt i øvrigt en legeplads. Den var af metal. Vi legede der resten af eftermiddagen, inden vi spiste aftensmad i Bay St. Louis på en italiensk restaurant, som faktisk var ganske god og helt utrolig billig - børnene skulle betale lige godt en halv dollar pr. år, de var. For hele familien gav vi – incl. drikkevarer– under 80 gode danske kroner. Og så var der ellers kæmpe buffet med alt, hvad hjertet kan begære af italiensk pasta, pizza og SALAT. Det er altså noget, man kommer til at savne. Her er alt for lidt salat og alt for mange pommes frites. Og så havde de naturligvis til dessert den fuldstændigt autentisk italienske Jello i mange forskellige farver. Ingen af os gider spise det. Men det er sjovt at lege med.

Dagen efter forlod vi de små stakkels byer for at drage mod en stor og stakkels by - New Orleans, eller bare Nawleans, som de lokale siger.

 

 

 

 

Billeder:

Øverst tv.: Eva kigger et hurtigt øjeblik væk fra den dårlige vej. Vi døbte hurtigt ruten langs kysten for "Devastation Route", for Katrinas ødelæggelser blev bare værre og værre. Her er vi lige uden for Biloxi hvor der i baggrunden anes hvad der engang var en lystbådehavns moler. Nu er der bare pæle.

Øverst  th.: Det er livet! Finder vi et sted der ser rart ud, trækker vi håndbremsen og bor der for en kort periode. Her på stranden ud for Biloxi ved solnedgang. En soppetur og et sandslot og vi er klar til at køre videre.

 

 

 

Herover: Død og maltrakteret blegfed indianer i tarveligt svøb og utæt kano. Øv. Men nød oplevelsen af at være de eneste hvide i mils omkreds. En antropologisk felttur som vi elsker det mest.

Læs senere om vores besøg i Montgomery på "En dag i Denmark og tidsrejse i Montgomery".

 

 

 

 

 

Herover: Der var engang en skov... Billedet er fra Waveland, en lille kystby der engang levede at strand og vand og turister.

Herunder: Der var engang... Men nu er der bygget nyt. Billedet er taget fra stranden i Waveland. På et skilt står "Storm Debris in Water Do No Enter"

 

 

 

Herunder: Vi spiser aftensmad på god og uhyrligt billig italiensk restaurant i Bay St. Louis. Børn betaler kun godt ½ $ (2,5 kr.) pr. år de er. På billederne ses Silja, Søren, Eva og Konrad.
Herudover ses selvfølgelig også Marius (helt t.h.) og Frederikke (ml. Eva og Konrad) der følger os overalt i øjeblikket. De bliver puttet, har snor på, spiser mad og kan også tale nogle gange. Silja og Konrad passer dem sammen, hvilket går godt. Silja mente en dag dog at Konrad ikke levede helt op til rollen som "far" og råbte af ham "Du render jo bare rundt og spiller Nintendo hele tiden, mens jeg må lave det hele". Hvor mon de får det fra?