YourDomain.Com © 2006                    

 

Hvide Sande og krigsdans (New Mexico)

White Sands Monument

Vi har nu nået 50%-milepælen for vores tur.

Vi har netop været i New Mexico – en stat som vi ikke kendte så meget til og derfor ikke havde påregnet at opholde os så længe i. Vi tog til White Sands Monument i syd, sprang den midterste del af staten over via en nattur på Interstatepå i alt 260 mil – næsten 400 km – for at lande i Albuquerque.

Vi havde læst lidt om noget, der hed White Sands Monument. Det blev ikke slået så stort op som andre af USA's natur-attraktioner, men vi besluttede at vi ikke kun skulle se det største – nogle gange finder man de helt store oplevelser i det små. Vi fandt nogle billeder på nettet, som var virkelig pæne af de hvide klitter, som White Sands Monument antageligt skulle bestå af, hvilket er unikt idet det er det eneste sted i verden, hvor netop denne form for sand findes på jordoverfladen. Sandet opløses nemlig i vand. Vi behøver vel ikke fortælle, at det regner meget sjældent i dette område. Vi befinder som faktisk midt i et ørkenområde.

Efter en meget lang køretur kunne vi endelig fra en bjergtop i det fjerne se nogle hvide områder. Det så lidt spøjst ud i det ellers lysebrune flade landskab. Vi kørte videre og begyndte at ane, at de hvide skyer, der satte sigtbarheden i horisonten ned, ikke var skyer, hvorfor vi deducerede os frem til, at det måtte være sand. Som vi kørte ad en meget lang og kedelig vej begyndte vi at fortryde. Måske vi alligevel skulle holde os til de helt store klassikere, hvad skal vi også med noget sand. Hvidt eller ej. Vi kunne se nogle dynger et stykke inden på marken, men altså, hvor stort kunne det være. Der var intet at se. Af vores kort og vejskiltene fremgik, at området også er et missil-range, altså et sted, hvor man afprøver missiler. Og det var i øvrigt her, man afprøvede den første atombombe. Militæret finder derfor på i tide og utide at afspærre vejen i flere timer for at fragte ting og sager, som sikkert ikke er hverken humanistiske eller økologiske. På vejen blinkede pludselig et signal om, at vejen havde været afspærret, hvorfor op til en times forsinkelse måtte påregnes. Nå, vi kunne jo ikke gøre noget, men trillede af sted mod de sanddynger, der jo altså godt nok skulle være gode, hvis de skulle opveje en times ventetid på en vej.

Men der kom aldrig en kø – i hvert tilfælde ikke før vi pludselig blev vist af mod White Sands Monument, hvor vejen og omgivelserne pludselig skiftede farve til hvid. Besøgscenteret ved indkørslen havde billeder og geologisk information om, hvilket fænomen vi var på vej ud i. Og allerede der måtte vi endnu engang erkende at ”alt er større i USA”. Der var ikke bare tale om et par klitter, der var tale om en hvid, hvid verden. Det blev helt, fuldstændigt og aldeles hvidt.  For at komme til hjertet af sandklitterne og til de første parkeringspladser i området, skulle man køre 8 mil – 12 kilometer.  Man kunne desuden købe et par slæder og noget voks, så man kunne kælke på klitterne. Så det gjorde vi selvfølgelig og begyndte at ane, at det nok skulle blive stort. Og det blev det, naturligvis.

Vi begyndte vores tur ind på asfaltvej med fuldstændig hvide sanddynger i meters højde til hver side (hvor gemte de sig da vi kørte ude på den rigtige vej?). I dyngerne stod der enkelte planter, der så ud som om de virkelig kunne trænge til noget vand. Planterne blev hurtigt færre og til sidst ikke-eksisterende, som vi kørte af sted. Og asfaltvejen afløst af sand (kan Bertha virkelig køre på det?). Sandet var hårdt som sten, viste det sig, og vi kunne uden problemer køre videre gennem den efterhånden fuldstændig hvide verden. Vi var målløse. Selv ungerne. Det var så hvidt og hvidt og hvidt. Vejene kunne man se var ryddet med en sneplov og sandet lignede nyfalden sne. Som derhjemme blev der også advaret om ikke at køre for stærkt pga. fygning.

Vi kunne parkere som de eneste på en kæmpe parkeringsplads og kravle op af de hvideste og smukkeste sanddynger, der må findes på jorden. Det var hvidt som… det var bare hvidt! Og fint og relativt fast i det, så vi kunne kravle op af dyngerne, selv om de var meget stejle uden at alt gled ud på vejen. Da vi fik hevet os alle og to stk. slæder op på toppen åbenbarede sig endnu mere hvid og hvid og hvidt. Og det var tydeligt at de 8 mil ind i parken kun var til hjertet af det vejnet, der var blevet lavet mellem klitterne. For i den modsatte retning af, hvor vi kom, var alt bare hvidt. Og himlen, som ellers var blå den dag, var fyldt med hvide skyer, der bevægede sig hele tiden og formationer, som skyer ikke normalt ser ud. Det var naturligvis sand. Det var virkelig flot. Sådan helt mærkeligt at se på, det lignede nærmest en kulisse, og man kunne på afstand se de andre besøgende kigge betagede ud over alt det hvide. Og så var der – bortset fra vindens susen – helt stille. Vi kunne spise vores mad på bænke og borde på parkeringspladsen. Og da den jo var helt hvid, så det ganske drabeligt ud, da vi tabte det meste af en gryde tomatsuppe.

Vi kælkede og fotograferede (og satte turens foreløbige rekord i antal (hvide) fotos på én dag) i timevis og kørte fra område til område for at finde nye og større klitter. En sandklit er ikke bare en sandklit. Afhængig af placering, jordforhold og vindforhold skifter den form og tekstur, så nogle er bløde og runde, andre er hårde og spidse. Og stejle. Og det er naturligvis de bedste at kælke på. Og vi kunne også surfe ned af bakkerne på slæderne. Det var en utroligt sjov oplevelse og tiden gik bare så hurtigt, at det pludselig var blevet aftenstid. Som altid kunne man også lære noget om området på en lettilgængelig måde, idet man fra en gangbro kunne læse skilte om, hvilke dyr og planter der kan overleve sådanne skøre steder. Og hvordan de dog gør det. Som altid med børnene i fokus, så de synes det hele var rigtig spændende. En hurtig kælketur inden vi skulle køre videre var lidt hård ved os. Det var blæst op, og fordi det var så varmt havde Silja skiftet til stumpebukser. Og det gør altså ondt, når så meget sand bliver blæst med tilpas fart i mod dig. Men der var nu ikke noget piveri, for vi kunne jo kælke. Kun moren pev lidt, fordi hun fik sand under sine kontaktlinser. Og når man lige stak hovedet op over en sandklit, hvor vinden stod på, så fik man vendt ryggen til i en fart eller brugt slæderne som skjold.

Det er svært at beskrive helt, hvordan det var. Kun billeder vil afsløre de store afstande, de flotte kurver og de fantastiske farver (hvidt). Men sandet i lommer, opsmøg, hovedbund og trusser kan vi ikke beskrive. Det skal prøves og kan kraftigt anbefales. Bare husk at medbringe solbriller og ekstra linsevæske og smør solcreme på i god tid, inden du kaster dig ud i klitterne.

Krigsdans – til powwow i Albuquerque

Efter en lang nattetur fra det sydlige New Mexico kunne vi lande på en WalMart i Abuquerque. Vi tog som det første til byens Visitor Center. Der findes i øvrigt en sådan turistinformation i selv de mindste byer på vores vej, typisk bemandet af frivillige pensionister, der måske ikke har den store viden og forståelse for ens behov som ung familie, men til gengæld har viljen og fortællelysten. Og vægge plastret til med brochurer. Således var det også i Albuquerque. Et nydeligt ældre ægtepar kunne fortælle om præcis de attraktioner og seværdigheder, som de havde brochurer fra og guide os videre til det indianske kulturcenter, hvis vi ville vide mere om indianere (som vi havde læst os til skulle være centreret omkring netop Albuquerque). Efter et besøg på det indianske kulturcenter havde vi informationsmateriale nok til flere dage. Og flere dage var netop, hvad vi havde brug for, for på kulturcenteret kunne de fortælle, at vi med fordel kunne vente 9 dage på det årlige nationale powwow, der skulle afholdes i Albuquerque. Powwow er en indianerfest. Og i denne forbindelse betød det en forventning om 15.000 besøgende og indianere fra op mod 700 forskellige  stammer der samles for at hylde deres fælles kulturarv og konkurrere i hovedsageligt dans, men også i ”long hair contest” og i skønhed ved ”Miss Native America Contest”. Desuden ville der være en mængde boder og højt humør.

Ni dage syntes godt nok længe, sådan umiddelbart. Amerikanere ser jo det halve Europa på den tid – og europæere det halve USA. Vores plan efter New Mexico lød hovedsageligt på naturoplevelser og en lang tur nordpå til bl.a. Rocky Mountains, Yellowstone og meget mere. At tilbringe ni dage i Albuquerque kunne medføre ændringer i rejseplanen. Efter rådslagning blev vi dog hurtigt enige om, at vaskeægte levende indianere i hundredvis til stor fest kunne blive en kæmpemæssig oplevelse. Vi ville kunne se dem til danseopvisning på kulturcenteret, men det lød nu så godt med den powwow, at vi besluttede at blive de ekstra dage i Albuquerque. Også selv om det så ville blive nødvendigt at skære ned på de kommende naturparker. Så vandt indianerne da denne kamp.

De ni dages venten blev dog aldrig en ”venten”. Vi fandt alt det bedste frem fra turistbrochurerne (den var god nok, området er et af dem med flest indianere i USA) og krydrede dagene med en tur til Santa Fe (ca. 75 mil, 110 k m), som mest er kendt for sin charme og sin kunst, er USA's næststørste kunstby efter New York. Og i journalistkredse for den by, hvor Poul Høi bor med sin familie. Poul Høi er den ene af Berlingskes USA-korrespondenter. Han skriver fremragende, Cavlingmodtager og en af Evas favoritter blandt Berlingske-journalisterne. Kort opsummeret nåede vi i de ni dage at besøge Acoma Sky City (en smuk gammel indiansk by på toppen af et bjerg, hvor indianere har boet i næsten 1.500 år), at slentre i den gamle bydel, at lave vores egne Build-a-Bears, at gå i en helt almindelig svømmehal, at finde leverpostej i Whole Foods Market, at næsten overse en byfest, at spise en pokkers masse mere eller mindre vellykket mexicansk mad, at bo på en campingplads, der har lagt kulisser til Conwoy, at blive klippet (alle fire) og at risikere liv og lemmer og en angstneurose i verdens længste (4,5 km) svævebane, der bragte os op til Sandia Peak 3153 m over havet, hvor vi kunne lege i sneen. Og så var vi også til baseballkamp mellem Albuquerque Isotopes og Nashville Sounds hvor vi spiste os mætte i hotdogs som alle de andre til 25 cents (jep, godt en krone) stykket, mens vi så ”rundbold”. Vi kendte på forhånd ikke så meget til Albuquerque, andet end at det var umuligt at til navnet. Men i løbet af de dage blev vi virkelig glade for byen, der var bare det hele uden at det var så stort, at man ikke kunne overskue det.

Og så havde vi også lige afstikkeren til Santa Fe, hvor vi endnu engang landede på en WalMart, byens bedst beliggende ”campground”. I dette tilfælde en meget venlig WalMart, der bød os pænt velkommen og godnat ved en sikkerhedsvagt i sin fine hvide bil med gule blink. De vagter, der har henvendt sig på andre parkeringspladser (ved dagparkeringer) har altid haft til hensigt at smide os væk, fordi Bertha er for stor og tyk, så det var helt hyggeligt at hilse på en, der bare ville sige ”god nat”. I Santa Fe brugte vi et par dage på at slappe af ved at lege i det gode vejr, slentre i den gamle bydel, gå på museum og spise mere mexicansk mad. Og så fik vi kontakt til Poul Høi, som foreslog at vores to familier mødtes på Cowgirl, den restaurant man går på i Santa Fe, hvis man er kendt og gerne vil se de kendte. Og så har den legeplads til børnene, så de voksne kan nyde maden, når den er blevet kold. Og det var jo lige noget for os, så vi glædede os meget til dette møde, især også fordi Poul og Anne-Birthe har to børn, Victoria (9) og Kat(arina) (5) Vi havde en dejlig aften hvor ungerne legede lystigt med hinanden ligesom de voksne fik snakket sig hæse om vores tur, livet i USA, amerikanerne… og i relation hertil, naturligvis også danskerne. Og inden vi sagde farvel blev Bertha vist frem til stor fortrydelse for de voksne Høi’er, for nu vil også Kat og Victoria have sådan en.

Dagen efter var vi på kunstmuseum, spiste dejlig mexicansk mad og forsøgte os på skøjter i en skøjtehal. Det hele var fantastisk, vi brækkede ingenting og nåede dermed at samle appetit til at spise mere mexicansk mad i den gamle bydel om aftenen, før vi kunne køre til Albuquerque igen for at hente billetter til powwow og lade op til den store dag med danseopvisning på det indianske kulturcenter og gå i trance i It’z. It’z er et ødelæggende sted for børns koncentrationsevne og kontakt til omverdenen, hvor man i indgangen betaler for buffet og et kort med et vist antal point, som man kan spille op i 150 forskellige spillemaskiner samt fly-, køre- og skydesimulatorer. Herefter oplever man børnene flintre rundt fra maskine til maskine uden ophold, og alt sammen med konstant technomusik for fulde drøn, så man ikke kan råbe hinanden op. Vi klarede os dog igennem musik, macaroni’n’cheese og maskingeværer. Men de voksne var lettede, da vi kunne tage en slapper i Bertha, hvor der var ro igen. Og vi måtte undre os da vi spurgte ungerne, om de ikke syntes, at musikken havde været for høj og irriterende og fik et ligeså forundret svar fra dem begge; ”hvilken musik?”.

Og så blevet det endelig tid til powwow. Der forventedes op mod 15.000 gæster, og de var allerede kommet, mange af dem, da vi kom kort efter åbningstid. Men som altid er der styr på parkeringen med særlig henvisning for Bertha og hendes tykke frænder. Vi strøg forbi de lange køer med vores billetter hentet dagen inden og blev hurtigt klar over, at der virkelig kommer mange indianere til en indiansk powwow. Ja, det burde måske ikke komme som nogen overraskelse, men det gjorde det altså lidt. For der var virkelig mange, og de var i deres fineste festtøj og fuld krigsmaling. Og her menes altså krigsmaling og ikke bare et tykt lag foundation og marineblå mascara. Arrangementet blev afholdt i ”The Pit” – til daglig en basketball hal med plads til op til 18.000 tilskuere – med et kæmpestort telt bagtil, der indeholdt boder og madsteder. Vi gik stille rundt i gangene med indianere med og uden fjer og maling og boder med alt fra de kendte drømmefangere til perlebesatte spænder og bøffelkranier. Man kunne finde alt inden for den indianske kultur, og på forunderligste vis var der ingen boder, der var forfaldet til dimser uden for kategori. Og de havde heller ikke underbudt hinanden, så det var ikke Netto – eller WalMart – priser. Efter at have slentret lidt rundt hånd i hånd, lettere overvældede over den megen furore og de mange farver i omgivelserne, gik vi uden for til markedsteltet, hvor vi blev mødt af endnu flere indianere med boder med mad, indiansk tøj, fjerboder (man skulle tro det var en snæver niche), boder med døde dyrs kranier og horn, boder med drømmefangere (igen en noget snæver niche, skulle man tro), krystaller og sten-boder, boder med perlebroderede smykker, boder med skindtøj og boder med håndudskårne fløjter til brug ved rituelle danse (snæver niche, eller hvad?). Der var også opvisning uden for med bøffeldans og vandnymfedans. I sidstnævnte dans danser pigerne med potter på hovedet, idet de symboliserer, at de henter vand og bærer det hjem i potter på hovedet.

Af programmet fremgik det, at der ville være ”grand entry” på basketballbanen kl. 12, så den stilede vi mod, efter at Konrad havde brugt sine lommepenge (til lejligheden) på et horn, som har været hans største drøm, siden han først blev bekendt med den indianske verden. Hornet kommer fra et dådyr, så vi håber ikke at vi bliver anholdt for krybskytteri. Silja faldt for nogle krystaller og et (eller flere) armbånd, som vi købte senere på dagen.

På vej hen til ”The grand entry” hørte vi en konstant monoton trommen fra basketballbanen. Som vi gik tættere på banen steg niveauet af denne tromme, så niveauet til sidst oversteg technomusikken på It’z med flere længder. Monotonien og den kraft der var i trommens lyd, var helt speciel og vist sig i øvrigt at stamme fra en kæmpestor tromme omgivet af otte voksne, stærke mænd, som slog den an på en gang. Hallen var fyldt med mennesker – utroligt mange indianere –  og på gulvet var ”the grand entry” begyndt. Alle deltagerne i dansekonkurrencen blev præsenteret, som de dansede ind på banen, stammevis, mens deres navn og oprindelsessted blev råbt højt. Og der blev danset til det store regnskyl, og vi kunne fra vors pladser følge med i, hvordan indianerne sprang rundt for at nå at komme på plads, så fjerene sprang og klokkerne om deres ben ringede. Det var utroligt flot og imponerende og en af den slags oplevelser, som mere rammer i maven end i hovedet, måske påvirket af den voldsomme trommen og den skingre lyd af indianske glædeshyl eller krigshyl fra danserne på gulvet. Eller også sang de bare. Til sidst da alle var kommet på gulvet (eller næsten alle, for nogle måtte blive udenfor for ikke at få knækket deres flotte fjerprydelser) holdt dansen inde, så at vi alle med et minuts stilhed stående kunne hylde ”vores forfædre”, der døde i kampen mod overmagten (de hvide) og ”vi” sang den indianske nationalsang. Vi kunne ikke rigtig kode ordene, men det var melankolsk på den der indianske måde, der lyder lidt som en ulv, der tuder. Og så blev der danset igen.

Billedtekst: Der er rigtig mange indianere til indiansk powwow. Her et billede fra Grand Entry.

Vi gik på souvenirrov, men holdt os rimeligt meget i skindet, fordi det bestemt ikke var billige souvenirs. Godt det samme, for lige præcis indianerting, kan godt være svære at finde plads til i den mere spartanske skandinaviske indretning, som vi holder os til. Men vi fik da købt lidt og spist en majs og en indiansk taco. Indiansk mad minder lidt om mexicansk mad, og de to kulturer har da også udvekslet opskrifter over grænsen over et par hundrede år. Basis er majs, bønner og flade brød. Indimellem oseriet kiggede vi på dansekonkurrencerne, bl.a. børnekonkurrencerne, hvor børnene også var i fuldt ornat. Og så var der herrerne for sig og damerne for sig. I den indianske kultur har damerne faktisk aldrig rigtigt måttet danse med. De var henvist til at stå i en ring omkring herrerne eller for sig selv og tage små skridt til hver side. Det er også kun herrerne, der har de store fjerprydelser på, mens kvinderne slet ingen eller har ganske få fjer havde på. De har mere gjort sig i broderier og perler. Men også inden for denne kultur har rødstrømpebevægelsen haft sit indtog så der nu er ”fancy” dance for kvinder. I vores øjne bestod det fancy i, at de dansede vildt ligesom herrerne, men der er sikkert mere i det end som så. Der er mange forskellige danse og mange forskellige kriterier for god dans. Måske vi snart kan se ”Vild med krigsdans” på DR? Krigsdans findes faktisk slet ikke i indianernes terminologi. De kalder det en hyldestdans til deres veteraner, der har deltaget i kampe. Det er de hvide, der har fundet på benævnelsen ”krigsdans”. Hvorfor mon?

Nu har vi på besøg i Acoma Sky City og på kulturmuseet formanet ungerne om, hvordan indianerne ikke bryder sig om at få taget billeder. Vi har fortalt om, at de tror kameraet stjæler deres sjæl og i det hele taget talt meget om respekt for andre mennesker. For den forelæsning fik de voksne nemlig ved besøget i Sky City. Og så kastede vi os ellers ud i det bølgende fjerhav ved powwow´en og fyrede næsten hele SD-kortet i kameraet fuldt til ungernes store forargelse. Men vi spurgte (næsten) altid først, for indianerne, der kommer til en sådan event, ved jo at der er sådan nogle som os. Og selvom vi var i mindretal, så var der andre hvide med skalpene på hovedet endnu, der også tog billeder. Og når vi spurgte, fik vi altid ja, men skyndte os at fyre billedet af. Om det er fordi, vi har læst for meget ”Sølvpilen” som børn eller bare har set for mange cowboyfilm, ved vi ikke, men når man fik øjenkontakt med en apacheindianer med fjerene strittende lodret op og kolde grå øjne kiggende stift på én i den røde ansigtsmaling, så fik man lige et adrenalinsus. Latterligt, måske, at reagere sådan, men ikke desto mindre forståeligt, at de indianere har fået deres ry som aggressive og barbariske. Også selvom de rettelig bare forsvarede deres ret til at være, hvor de havde været altid. Det var fandeme uhyggeligt, du. Det skal indrømmes, at hverken Silja eller Konrad på nogen måde følte sig bange. Det var kun de voksne, der blev blege blegansigter. Børnene så kun farvelade og fjer. Sådan vender verden på hovedet nogle gange.

Når man er bange for nogen, kan man bare tænke på dem som om de er nøgne, ikke sandt? Søren havde ungerne med på herretoilettet et par gange, hvor glansen gik af selv den mest aggressivt og voldsomt udseende kriger, når han afsluttede sit toiletbesøg foran pissoiret, så hele fjerpragten rystede. Og valgte de at gå for sig selv, væltede fjerene ud under toiletdøren, så Silja med børnelogik kunne konstatere, ”at der sidder vist en indianer på det toilet, der”. Bedre er de altså ikke til at skjule sig, de der krigere.

 

 

 

 

 

 

Billederne herover øverst: En indianer er ikke længere kun i svøb eller i kano. At være indianer er en alvorlig sag - der er mange forskellige slags indianere og de er meget alvorlige. Og er virkelig uhyggelige indtil man ser dem "ryste" sig færdig foran pissoiret, så er der mere fjerkost end kriger over dem.

Og herover nederst: White Sands Monument er stort og ubeskriveligt smukt. Men kælkene var alligevel det sjoveste for børnene. De skulle smøres med voks ligesom ski og man kunne også surfe på dem.

 

Herunder: Her er vi i Mayhill på vej til White Sands Monument. Vi forsinkes af kraftig blæst, vejarbejde og bjergkørsel og tanker benzin i Mayhill, en trekvartdød bjergby. Vi bliver shanghajet ind på en nyåbnet restaurant hvor ungerne får gaver af ejeren (der er ikke mange gæster) og det ender som en stor antropologisk oplevelse med white trash, rødt 50’er-interiør og gamle lp-plader på bordplader og vægge. Mayhill viser sig at være en gammel indiansk battlefield med stadig aktiv tradingpost. Og utroligt dårlig smag (bemærk stereoanlægget med Elvis LP for fulde omdrejninger).

 

Herover: Hvad skal man sige, når noget bare er så smukt så smukt? ... og stille ... og tørt. Det var en fantastisk oplevelse at se og opleve White Sands Monument og i øvrigt senere hen mærke hvordan sand kan finde ind overalt i mange dage efter. Som mål for områdets storhed: 317 hvide fotos á la billedet oven for. Og vi kunne være blevet ved, hvis ikke solen tilsidst gik ned.

 

Herover: Det er kun de voksne der er bange for indianerne. Det er lidt ligesom da vi så krokodillerne i det fri, kun et par meter fra os: Det er snart tid til Crocodile Dundee og nogle cowboyfilm så vi kan få banket noget skræk ind i de unger.

Herunder: Man bliver aldrig træt af candy floss. Her ses Konrad med en meget autentisk indiansk en af slagsen. Og skæg.

 

Og vil du se mange indianere, så kig længere nede på siden.