YourDomain.Com © 2006                    

 

Grand Canyon, vortexer og rodeo i Arizona

– hele tre ting på en gang

Grandiøse Grand Canyon

Campgrounden, vi vågner op på, er ikke noget at skrive hjem om, så det lader vi være med. I stedet for starter vi Bertha i en fart, for vi skal til Gran Canyon. Vi gør hurtigt indkøb, inden vi drejer fra hovedvejen for at køre de ca. 60 miles til nationalparkens indgang, det kan man da kalde en tilkørselsvej. Ankommet til Grand Canyon National Park ruller vi direkte til det første udkigspunkt, Desert View, som ligger i den ene ende af kløften. Her er også et udkigstårn, med souvenirbutik i bunden og storslået udsigt fra toppen.

Vi kører derpå til campgrounden, hvor vi har booket plads, for at spise dejlig frokost, som vi har indkøbt i et lækkert og dyrt supermarked i nationalparken. Så er det frem med cyklerne igen, det er skønt igen for alvor at få trådt i pedalerne. De voksnes cykler er dog begyndt at have mindre bremseproblemer (de var jo ret billige), og vi må også ud for at låne en cykelpumpe, før Evas cykel er klar til afgang. Vi cykler en tur på nogle få kilometer til et nærliggende udkigspunkt, Mather Point, som angiveligt også er det bedst besøgte på grund af en central beliggenhed og et godt vue til begge sider. Der er to måder at udforske Gran Canyon; at gå langs kanten, The Rim, til perlerækken af udsigtspunkter og/eller gå ned ad de snoede stier til bunden af kløften, og op igen. En tur ned i kløften tager imidlertid to dage for voksne, så det er ikke en mulighed med seksårige. Så vi bliver langs The South Rim.

 

Billeder herover: Grand Canyon er virkelig "grand". Vi slog vores fotorekord, men var lidt trætte af ikke at have kløften for os selv og at der var lidt diset den første dag. Vi er efterhånden godt forkælede.

Fremme ved Mather Point får vi en af verdens flotteste udsigter, der bare ikke kan fanges på billede, men som skal opleves. Og selvom vi står foran en af verdens smukkeste udsigter, tager vi bare vores billeder og vil hellere cykle hjem igen for at grille og lave bål. Måske selv de voksne er lidt mætte af udsigter. Men der var også lidt diset, så vi ræsonnerer at billederne sandsynligvis vil gøre sig bedre dagen efter. Vi fravælger også solnedgangen, som sikkert ikke rigtigt vil folde sig ud på grund af varmedis og skyer. Det er også så hyggeligt med en hjemmedag en gang imellem. I den varme forårs-/sommeraften griller vi og laver bagefter popcorn i gryde, hvilket Silja og Konrad aldrig har set før. Bagefter ligger vi omkring bålet fortæller historier, kaster popcorn op i luften for at gribe dem med munden og kaste de upoppede popcorn ind i bålet.

Hvad der så lige sker i løbet af de næste ti timer, er et godt spørgsmål. I hvert fald vågner vi op til 15 centimeter sne og en gennemkold Bertha, og der er ingen hook-up på campgrounden. Endnu en klimakolbøtte, der får os alle til at måbe og lægge mærke til hvor smuk sne gør verden. Og stille. Vi lægger de korte bukser på køl og trækker i stedet for en varm sweater på og finder huer og vanter frem. Ligesom i Rocky Mountains smelter sneen hurtigt, man kan ligefrem høre det sker, og allerede efter morgenmaden er vejene fri for sne. Til gengæld ligger sneen smukt på træer, sten og bjerge, ligesom den har skabt en fuldstændig klar luft med endeløst kig ud i kløften til følge.

 

Billeder herover: Grand man, Grand Canyon. Nervøs fotograf vil ikke køre hele vejen til LA alene med to børn. Der er meget langt ned.

Vi tager shuttle-bussen til den del af Gran Canyon, man ikke selv må køre til. Der er endnu ikke mange mennesker – de fleste står sikkert med hovedet nede i vante-kasserne i supermarkedet. I den (meget!) friske morgenluft passerer vi lige forbi flere store grupper rådyr, der er ude at spise morgenmad. Vi kører så langt ud af The South Rim, som vi kan for så at gå tilbage langs kanten af Gran Canyon forbi de mange udkigspunkter. Der er saftsuseme langt ned! På grund af nedstyrtningsfare bliver vi på et tidspunkt ledt væk fra kanten og gennem noget skov, hvor vi igen vandrer lige lukt ind i en stor horde elks med unger. Det er ikke elge, som vi kender det hjemmefra, men en størrelse mindre. En elg herovre hedder en ”moose”. Vi lister os af sted de bedste, vi har lært i sneen og kommer meget tæt på, så vi kan tage billeder af de store unger. Ude af skoven er vi tilbage ved kanten af kløften, hvor vi igen forsøger at indfange og opfatte de kæmpemæssige vidder. Underligt at tænke på, hvordan Gran Canyon blev formet for millioner af år siden, og underligt at tænke på, at den stadig vokser den dag i dag. Meget lidt af gangen ganske vist, men den vokser. Det er SÅ stort. Vi sætter nu fotorekord. Efter en lang gå-tur, vi aldrig vil glemme, er det blevet tid til frokost. Herefter kører vi de 25 miles langs kanten i østlig retning, som til sidst fører os ud af nationalparken. Vi gør det første stop allerede ved Mather Point, som vi ganske vist har set dagen før, men det skal lige opleves igen. Herefter bliver det til stop ved Grandview, Lipan Point, Yaki Point, Moran Point og Desert View igen. Silja og Konrad hænger dog ikke ved så længe, nu er den kløft blevet udforsket, mener de. Og ja, de har set meget af Gran Canyon, så de får lov at se en film inde i Bertha, mens vi voksne ser endnu mere af Gran Canyon. Så er alle glade. Selv på den lange tur i solnedgang fra Grand Canyon National Park tilbage til hovedvejen taber vi flere gange underkæben over de fantastiske syn, vi passerer igen og igen. Rundt om Grand Canyon er der flere andre kløfter, hvor landskabet bare med ét forsvinder ned i et kæmpe hul. Selv om Grand Canyon-kløften er mange gange større end de andre, er det stadig imponerende at se det vanvittige landskab.

Stråler i Sedona og rodeo i Pason – det meget nye og meget gamle USA

Vi ankommer til KOA-campgrounden i Flagstaff i snevejr, og der ligger stadig en smule sne, da vi vågner næste dag. Vi er godt oppe i højderne, men det er alligevel usædvanligt, at det sner på denne af året, vidner en lille notits i avisen om. Vi laver varm morgenmad, kald det bare brunch, og mens Silja og Konrad løber på legepladsen, vasker de voksne tøj og finder et rejsebureau i Flagstaff, der er en større by. Det er nemlig blevet tid at få bestilt vores ferie til de sidste uger af turen. Vi får en time foræret, da vi nu er ude af ”Mountain time”. Det er lidt varmere, end da vi ankom dagen før, så vinterjakkerne behøver vi ikke, men alligevel beslutter vi at tage ned i højden.

Næste mål er den smukke by Sedona. Vi har nemlig fået en ny plan. Endelig skal det nemlig lykkes at overvære et vaskeægte rodeo. Der er ligesom to sags rodeoer, de helt store turneringer, de såkaldte World Series, som der er omkring ti af om året spredt ud over det ganske land eller de mindre, lokale rodeoer, som der stort set er ét af hver fredag-lørdag i en eller anden større eller mindre flække i det vestlige USA. Dog sker det efter et vist skema, og vi har ikke ramt nogen endnu, da de fleste forårs-rodeoer i Texas var overstået, da vi var i området. I Bandera, The Cowboy Capital of the World, hvor vi var på Dude Ranch, indledte de sommersæsonen bare fjorten dage, efter vi kørte videre. Close but no cigar. Længere nordpå afvikles de fleste rodeoer i juli og august. Men i Nevada, dele af Arizona og det sydlige Californien er tiden for rodeos lige netop, som vi kommer forbi. Derfor tager vi en afstikker til Payson, en afsides beliggende by mellem smukke bjerge i det centrale Arizona. Og når det nu skal være, så gør vi det selvfølgelig ordentligt, så Payson er ikke bare en hvilken som helst rodeo-by, nej i Payson ligger græs og savsmuld til verdens ældste, kontinuerlige rodeo.        

På vejen til Payson vil vi derfor gøre holdt i Sedona. På vejen ud af Flagstaff kører vi forbi rejsebureauet ”Avenues of the World”. Ligesom med en række andre ydelser som for eksempel forsikringer og kreditlån fungerer også salget af rejser anderledes, end vi er vant til i Danmark. Vi tager ikke bare ind til My Travel på Rådhuspladsen, men det lille undseelige kontor i Flagstaff, som så agerer mellemhandler og bindeled til selve rejsebureauet. Så ved første øjekast er der langt fra noget prangende over ”Avenues of the World” og Eleanor bag skrivebordet, men på væggen hænger adskillige diplomer for bedste rejsebureau i regionen. Udstyret med forskellige brochurer og priser kører vi videre til Sedona, som ligger 30 miles længere med syd og et par hundrede meter længere nede i højden. Den lille times kørsel nedad byder på smukke udsigter med de rødeste klipper, vi endnu har set, og endnu mere grønt. Og for hver mile vi kører, kan vi mærke varmen tage til. Sedona er et helligt sted for New Age-religiøse, fordi de mener, at de meget røde omgivende bjerge gemmer på en kraftig koncentration af ”Vortexer”, energicentre. Og klienteller i byen adskiller sig da også en del fra det noget cowboy-agtige i resten af området. Det samme gælder udvalget i butikkerne, der byder på hellige sten, røgelsespinde, massører, healere, spirit tours og drømmefangere i en stor pærevælling. Vi kører 11 mil ud af byen til ”den glemte oase”, Lo Lo Mai Springs, som ganske rigtigt er en campingplads i paradoksalt grønne omgivelser i den ellers fuldstændig røde tørre verden vi har befundet os i. Under campingpladsen er der en kilde der føder en lille flod og giver hele området grønt liv. Der er også en legeplads og en opvarmet – og så alligevel ikke - pool. Vi kan smide de langærmede, bader i pool. Særligt Silja er dog igen stærkt fortørnet over, at man visse stedet i USA forbyder børn at gå i hot tubs. Så der ryger nogle eder af sted efter den meget ubehagelige campground-mand, der kommer og siger, at børnene skal stige op af det varme vand. Om aftenen griller vi, og efter børnenes puttetid kan de voksne nærmere undersøge, hvor vi skal hen på ferie.

Vi mærker dog ikke meget til de hellige kræfter i Sedona. Næste dag bliver blandt de mest dvaske på turen. Men efter uger med sten, flere sten og masser af ubeskriveligt smukke udsigter er det ”fortjent” med en dag, hvor vi kun leger, læser og læner os tilbage på den smukke campground. Vi får dog også lige tændt bål, så vi bager snobrød og laver pandekager.

Efter en afslappet morgen, hvor vi lige skal have os selv og Bertha i gear igen kører vi tilbage til Flagstaff for at booke Mexico-rejse med afgang dagen, efter at vi har afleveret Bertha. Vi køber også et par nye Nintendo-spil, der er en fjerdedel af prisen i Danmark, i Target. Det tager alt sammen tid, så efter en sen frokost kan vi begynde turen til Payson. Vi kører igen nedad de smukke bjerge fra Flagstaff til Sedona, kører gennem dalen for så at køre gennem flere bjerge op til Payson. Så vi ankommer først ved aftenstide, hvor far laver mad, mens mor, Silja og Konrad går på opdagelse på campgrounden, hvor der blandt andet er tre muldyr at lege med og give gulerødder. Campground-hosten og dele af pladsen er på den anden ende, fordi en kendt country-sangerinde bor på site 41. Efter maden leger Silja og Konrad med Garrett, som de mødte på den første opdagelsestur på pladsen. Imens taler de voksne med far Chris, der er Flyball-entusiast og har ti hunde (!) i sin autocamper, der ikke er større end Bertha. (Flyball handler kort fortalt om at hunde hurtigst muligt skal hente nogle tennisbolde, der er gjort fast på en plade for så at bringe dem tilbage til hundeejeren. Vi kendte heller ikke til det på forhånd, men det lyder som noget for Monrad & Rislund). 

Lørdagen er den store finaledag for Payson Spring Rodeo, og dagen, hvor vi slår til. Det går dog først løs senere på dagen, så vi slapper af på campgrounden, fodrer mulddyr og ser en genudsendelse af et af de store rodeos fra Houston sammen med Bill, der er handy-man på campgrounden. Efter frokost kører vi hen til pladsen, hvor rodeoet skal foregå, men alt er overraskende dødt. Få cowboys går rundt blandt opsadlede heste og ophidsede tyre. Vi forhører os om, hvornår vi skal komme tilbage og hvordan det i det hele taget foregår. Vi taler med Gerry fra South Dakota, der skal agere klovn og tyre-vildleder under aftenens rodeo, og han kan fortælle os lidt mere om, hvad der kommer til at ske. Vi får også lov at kigge nærmere på hestene, kalvene og tyrene, som godt nok ser sure ud. Hvordan skal det ikke ende, når de får spændt en livrem stramt rundt om de ædlere dele. Vi kører ud for at få frokost og kører hen til den park, hvor Chris, familien og resten af holdet skal spille flyball med deres hunde. Vi slapper af med frugt og is, mens vi ser hundene og deres mennesker, og vi bliver præsenteret for Chris´ team, Heat Wave. Hvor er der altså mange forskellige slags mennesker i USA… og hvor er de alle sammen interesserede i os… utroligt.

Ved 17-tiden er det så tid at vende tilbage til rodeo-pladsen, hvor både hestene er ved at blive varmet op, og cowboys fra forskelle dele af landet ankommer i deres motorhomes. Vi kigger med interesse og forundring på boderne og de fremmødte, vi er i sandhed kommet til cowboyland med hatte, overdimensionerede bæltespænder og overdimensionerede overskæg. Og så er det i Arizona ikke bare tilladt at bære våben, her må man tillige bære dem synligt. Vi har fået at vide at der vil være en masse at lave for børn, men det er dog et noget pauvert udbud af boder og forlystelser, som flankerer selve rodeoarenaen. Eller også er vi bare ved at være forkælede, men det er mest billige hotdogs, salg af skind og hatte og at fået taget et billede foran en udstoppet – vistnok meget kendt – rodeotyr. Til gengæld er det særdeles sjovt og spændende bare at gå rundt og kigge, kigge og kigge. Det er en helt anden verden, endnu en antropologisk felttur af rang.

 

Klokken 19 går det så løs. Det hele indledes med en fælles-bøn, nationalsang og en hilsen/hyldest til de amerikanske soldater (der selvfølgelig skal op at stå med deres familie ved siden) samt en tale om de udfordringer regelrette og godtroende amerikanere står overfor.  I de næste knap tre timer fortsætter det med saddle-back-riding (vild hest med saddel), steerwrestling (hop af din hest, fang tyrekalven og få den ned at ligge ved at vride den i hornene), bare-back-riding (vild hest uden saddel), team-roping (en tyrekalv, to cowboys, 2 lassoer), roping (solo), barell-riding (ridning på tid omkring tønder). Det hele går vanvittigt hurtigt. En tur i arenaen varer sjældent mere end ti sekunder og den næste deltager står allerede klar sekunder efter. Til sidst er der finalen med præsentationen af årets skønhedsdronning Miss Rodeo Arizona samt bull-riding, ethvert rodeos main-event. På finaleaftenen er der otte bull-riders tilbage, men det lykkes kun for to af dem at blive siddende på tyren i de påkrævede otte sekunder. Det er helt skørt at overvære, men på sin helt egen måde også imponerende, en blanding mellem lige dele sport og tradition. Og vi følger med som alle de andre og hører os selv grine højlydt når en cowboy bliver smidt af. Det ser faktisk tit rigtig sjovt ud, de er ikke topprofessionelle bull-riders som vi så i TV tidligere på dagen. Men… midt i al festivitassen kan vi dog ikke lade være med at bemærke den hårdhændede behandling af de vilde tyre, selv om der i programmet står, at alle har det godt. Dels den lidt for stramme livrem rundt om maven (du ved hvor) der gør tyren ekstra vild og dels de mange slag på tyren, inden portene åbnes. Og det er lidt svært at forklare for ungerne hvorfor tyrene er så sure… og især at svare på spørgsmålene ”gør det ikke ondt på dem?” og ”er det ikke synd for tyrene?”. Uanset hvad man måtte mene, bliver alle vindere, sponsorer og publikummer til sidst hyldet med maner og en æresrunde af skønhedsdronningerne.

Til tonerne af høj country-musik, heste og tyre, der køres væk, og cowboys, der gør sig klar til at tage af sted putter vi ungerne. De voksne gør klar til en længere køretur til Kingman. Vi tanker gas på vej ud af Payson og Søren falder i snak med en ung mand, der netop har deltaget i bull-riding-konkurrencen. Han faldt af tyren efter få sekunder. Nu venter der den unge cowboy en køretur på fem timer tilbage til Albuquerque i New Mexico. Vi skal ligeså langt i den anden retning til Las Vegas. USA byder i sandhed på mange forskellige verdener.    

 

 

 

Billeder:

To øverste: Rodeo i Payson. Her er mange cowboys, cowboyhatte og store bæltespænder. Og vi synger nationalsang og hylder "vores" veteraner. Og vi er meget stolte af det altsammen. Desværre var det for mørkt til at tage ordentlige billeder selve rodeoet, og de billeder vi har er slørede, fordi kræene bevægede sig alt for hurtigt.

Midterste tv.: Vi hygger og i et par dage i LoLoMaiSprings. Måske var det energi-kraft-centrene, kaldet Vortexer, i de omkringliggende bjerge der gjorde os så sløve.

Midterste th. samt de to nederste: Grand Canyon. Bemærk elgen (nej, den brune, ikke den sorte) der stikker hovedet op fra den visse død. De er ikke de store strateger, de "elks". Havde vi været en bjergløve, havde den været noget trængt op i en krog.

 

Herover: Vi vågner op til sne i Grand Canyon. Det er helt vildt mærkeligt og meget meget stille. Sneen smelter heldigvis hurtigt, så vi får det smukke syn uden alt besværet.

Herunder: I Payson går vi alle med hat. Når man har været i "cowboyland" et stykke tid, synes man faktisk til sidst at det er lidt smart. Vi nøjedes med et bandana og skyndte os videre. Den går ikke rigtig i Farum.