The Fenders Family

Vi har lovet os selv, at vi ville gøre en ekstraordinær indsats for at komme i kontakt med den menige amerikaner. Vi har normalt ikke de store problemer med at komme i snak med folk, og på denne tur vil vi gerne helt hjem i den amerikanske dagligstue. En af årsagerne til, at vi oprindeligt valgte USA som rejsemål, var bl.a. landets store indflydelse på resten af verden, så vi ville gerne lære dem at kende.  Hvem er de disse mennesker, der har skydevåben liggende under hovedpuden, går til psykolog hver anden dag, efter de har spist frokost på McDonald’s. Og som synes at styre den store verdenspolitiske scene. Vi havde mod en pris på 300,- kr. fået udleveret en liste over USA med værtsadresser og havde lovet os selv at prøve det. Også selvom det ville rive gevaldigt i vores introverthed.

På rejsen rundt i USA har vi imidlertid slet ikke haft problemer med at møde den menige amerikaner. Tværtimod. På forhånd var vi blevet fortalt, at der var to ting vi skulle undgå at diskutere med amerikanerne: politik og miljø. Og ja, begrebet miljøbevidst har ligesom ikke fået fat i den almindelige amerikaner. Politik derimod taler de fleste, vi møder, meget gerne om. Vi møder rigtig mange meget forskellige holdninger, og det er jo er meget interessant i USA. Vi har mødt ”den europæiske” amerikaner, der gerne ser et offentligt sygesikringssystem (enkelte taler endda for højere skatter), mange ønsker mexicanerne hen, hvor chilipeberet gror og endnu andre, der mener Bush burde have en tredje præsidentperiode (hvilket dog er imod forfatningen). Præsident Bush ligger ganske vist historisk lavt på popularitetsbarometret, men vi er kørt gennem nogle sydstater med inkarneret Bush-country. Nogle gange handler det mest om at lægge ansigtet i de rette folder og nikke neutralt, når der falder kommentarer om f.eks. hudfarven på gode og dårlige mennesker eller om religiøse kriges berettigelse. Et gennemgående træk hos mange amerikanere synes dog at være, at de helst undgår at lade sig udfordre i forhold til deres egne holdninger. Man søger med andre ord kun informationer, der støtter egne holdninger. Eksempelvis har vi mødt sydstatsamerikanere, der ser Fox News, som det eneste sandfærdige nyhedsmedie og derfor alene ser den kanal, selv om det for de fleste synes at være kendt stof, at kanalen er den suverænt mest højredrejede tv-kanal med værter, der er erklærede konservative og Bush-støtter. Og omvendt for visse amerikanere, der støtter Obama eller Hillary Clinton.

Selv om vi taler med mange mennesker, besluttede vi alligevel at prøve med Servas, da vi nåede til Texas. Det er noget andet at besøge folk i deres hjem, mente vi. Vi fandt et par på listen (som er en 400-sider tyk bog), som er på vores alder og har to børn fra hhv. 01 og 03 – et år ældre og yngre end Silja og Konrad. Og det var endda en pige og en dreng. Søren fik æren af at ringe familien op: ”Hello, mit navn er Søren. Du kender mig overhovedet ikke, men må jeg komme på besøg sammen med min familie.” Heather i den anden ende af telefonen studsede imidlertid ikke så meget som et sekund, før hun glædesstrålende bød os velkommen og forsikrede, at vi både kunne overnatte, spise med og blive i så mange dage, vi havde lyst. Det var ikke sikkert, at vi hjemme i Danmark kunne udvise samme gæstfrihed over for ukendte mennesker, som hun gjorde. Absolut ikke.

Dagen oprandt, hvor vi skulle møde dem hjemme på 12109 Barrell Bend. Vi havde aftalt ved 16-tiden, hvor Heather og hendes to børn, Julia og Clayton, ville være hjemme. Matt ville være hjemme fra arbejde ved 17-tiden. Vi vidste ikke meget om dem, men på listen stod der, at de havde rejst en del, herunder i Europa, og at de interesserede sig for havearbejde og udendørs aktiviteter. Så vi måtte lige tænke os om ift. hvilken værtindegave, vi ville tage med. De ville jo lave middag og alting til os. Vi spurgte receptionisten på vores campingplads, hvad man som amerikaner ville forvente at vi medbragte. Hun mente ikke, vi behøvede medbringe noget, men mente omvendt heller ikke, at de ville blive fornærmede, hvis vi medbragte en blomst. Med tanke på amerikanernes strikte forhold til alkohol og hyppige stærke religiøse tilhørsforhold sprang vi hurtigt vinhylderne over i WalMart og gik efter en plante til haven, - de var jo haveinteresserede. Og så gik vi naturligvis efter det helt sikre: Gaver til børnene. Vores unger fik lov til at vælge hvad der ville være det helt rigtige og vi endte med hhv. Bratz og Ninja Turtles. Og sommerfugle i maven.

Og så er der lige det med WalMart – tiden går bare hurtigere derinde. Det må være afstandene, der gør det – selv i supermarkederne. Og så har vi helt glemt, hvor lang tid det tager at gøre sig pæn. Og hvor lang tid det kan tage at skifte tøj tre gange, når man er 6 år og pige. Alt i alt betød det og et par retningsforespørgsler undervejs, at vi blev 30 minutter forsinket. Vi synes dog ingenlunde i unåde, da vi blev budt velkommen af Heather og hendes to børn i deres hus 25 km syd for Austin i Texas. Vi brød isen med Bratz og Ninja Turtles der krævede tre voksne fuldtid og et parti sakse før de var pakket helt ud. Snakken gik imens.

Julia tog Silja med på sit værelse. Silja fulgte pænt men noget stift med i sin nøje udvalgte sommerkjole. Julia snakkede løs til Silja, da de var på hendes værelse, mens Silja hurtigt placerede sig i Julias meget romantiske seng med blonder. Hendes øjne var så store som tekopper. Eva gik forbi for at se, hvordan det gik og spurgte Julia, om hun vidste at Silja talte et andet sprog end hende. Julia kiggede noget overrasket på Silja. ”Really”? – det syntes nu ikke at få hendes pludren til at stoppe. Det gik fint for pigerne på det lille værelse med sommerfugle i vinduet, prinsesser, udklædningstøj og 11 Build-a-Bear-bamser (!) med en dertil hørende hel (!) kommode med tøj til de kære behårede væsener. Silja kunne til gengæld imponere Julie med sit Build-a-Bear-Nintendo-spil, for det har Julia aldrig set.

Konrad og Clayton havde det en smule sværere. Clayton er lidt yngre og kunne ikke rigtigt forstå det med sprogbarrieren, så han snakkede løs til Konrads store frustration, for han følte sig ligesom forpligtet til at svare på det hele. En bilbane og en mekanisk gorilla løsnede situation, men helt godt gik det først da Heather og Matt – der i mellemtiden var kommet hjem fra arbejde – hentede en hoppeborg frem i haven.

De voksne kunne uden problemer snakke løs om hverdagen med børn og job, om venner og bedsteforældre, karriere og vedligeholdelse af huset. Og rejser. De var uden tvivl blandt de mest ”europæiske” amerikanere, vi har mødt på vores vej. Snakken blev ret hurtig meget åben og ligeud. De serverede Texansk mad for os – jeps… bøf på grill! Matt grillede i haven, mens Heather ordnede tilbehør. Vi fik ikke lov til at hjælpe. Børnene fik serveret maden foran Curious George (Peter ”nysgerrige Georg” Pedal) og spiste alle lystigt således at de voksne fik tid og rum til en ”rigtig” middag med bøf, bagte kartofler, majs, peberrodsdressing og salat. Og rødvin, så mere afholdende var de ikke, men de er religiøse og går i den lutheranske kirke hver søndag. Heather går hjemme med børnene, som flertallet af kvinderne i deres nabolag, mens Matt arbejder med at designe chips til MP3-afspillere. Vi fik en snak om vores jobs og fik også berørt de modsatrettede følelser, man kan have som hjemmegående, og som forstærkes af mødet med udearbejdende mødre og den amerikanske regering, som konstant opfordrer kvinderne til at arbejde ude. Men Matt og Heather var glade for ordningen og deres mulighed for at Heather kunne deltage aktivt i børnenes liv med bl.a. frivilligt arbejde på skolen og i børnehaven. F.eks. skulle Heather den efterfølgende dag undervise 4.klasse i en time som vikar og kunne i andre tilfælde hjælpe med at dekorere skolen og hjælpe til ved arrangementer. Heather er uddannet lærer, men tjente så lidt dengang, at det næsten ikke kunne betale sig for dem, at hun arbejdede, når børnene skulle passes ude.

Snakken gik til hen ad 23 hvor vi alle – incl. Silja og Konrad foran DVD’en – var ved at falde i søvn. Vi måtte gerne sove inden for, men vi valgte at sove i Bertha og kunne derfor næsten ikke slippe for at få lov til at benytte badeværelset og vaskemaskinen. Vores værter har selv forsøgt sig med autocamper (Matts drøm er en månedlang tur i autocaper gennem USA), men Heather mente, at det var deres værste ferie nogensinde og havde derfor ondt af os. Vi benyttede derfor chancen til at få tumblertørret vores store badehåndklæder fra formiddagens pool-badning. Og aftalte til deres undren, at vi gerne ville se børnenes skole og børnehave. De ville ellers vise os det halve af USA, men det er jo hverdagen vi vil se, alt det andet kan vi gøre selv.

Næste morgen stod Eva derfor tidligt op og kunne følge Matt og Julia i skole. Søren blev hjemme hos Silja og Konrad, der sov længe. Julia går i 1st grade og begynder dagen sammen med resten af skolens elever i gymnastiksalen til en oplæsning af dagens menu i kantinen, en påmindelse om at medbringe tilmeldingsblanketter til fotografen og diverse oplysninger for dagen. Dernæst trådte den kvindelige ”principal” – skoleinspektøren – op på scenen og kommenterede på dagens samling, som hun desværre mente havde været for urolig. ”Man skal lære at have respekt for de mennesker der står på scenen” sagde hun med myndig røst og et formanende blik udover forsamlingen. Selv jeg krympede mig.  Som afslutning på samlingen blev alle bedt om at lægge højre hånd på hjertet og vende sig mod det amerikanske flag, der stod i siden af scenen. Tre af de større børn havde fået æren af at fremsige ”The American Pledge” og alle vi andre stemte (mere eller mindre) i. Efter dette vendte vi os alle mod den anden side af scenen, hvor det texanske flag stod for i kor at sige ”The Texan Pledge”. Og derefter fulgte et minuts stilhed med bøjet hoved.

Matt og Eva gik herefter for at børnene kunne få startet dagen, og han kunne køre på arbejde. Vi nåede lige en snak om, hvad vi havde set på skolen og Matt var meget hurtig til at fortælle, at han personligt ikke brød sig om, at børnene skulle fremsige ”The Pledge”. Han oplevede, at mange amerikanere havde en forvrænget oplevelse af USA – og Texas – som det eneste og bedste sted på jorden, forstærket af at de aldrig kommer udenlands. Denne begrænsede synsvinkel bekymrede ham, og gjorde ham også lidt flov på sit lands vegne. Det ene minuts stilhed var blevet indført på mange skoler som en erstatning for morgenbønnen, der til mange amerikaneres frustration var blevet gjort ulovlig. I det hele taget er al undervisning i religion ulovlig. Herunder hører i visse stater også ”evolutionslæren” som nu benævnes ”intelligent design theory” hvilket skal signalere at også denne tese er en form for teori, eller religion om man vil, og derfor ikke er bedre end andre skabelsesteorier. Såfremt en skole vælger at undervise i evolutionslære noteres i deres skolebøger at denne teori ikke er hævet over andre. Som vi nu har oplevet det flere gange, har religion meget at sige. Den kristne religion. På min forespørgsel var Matt hurtig til at indrømme, at han næppe var en helt normal amerikaner. Matt mente selv, at det skyldes, at han i sine teenageår har boet bl.a. i Frankrig og på Filippinerne. Og var ked af at indrømme, at han til tider var flov over sine med-amerikanere. Også sine venner. Så han havde det ikke altid nemt i politiske diskussioner.

Da vi kom hjem var Heather så småt begyndt på sin dag, som starter med at hun kører Clayton til sin kristne børnehave. Eva tog med og oplevede en stor forskel fra vores børnehaver i Danmark. For det første er der ikke pædagoger, der er ”teachers” og alle er på ”miss.” eller ”mrs.”. Der er to voksne pr. ti børn på en ”stue” og de skal i løbet af deres tid i preschool lære bogstaverne og tallene. Der er nogle flere krav til både børn og voksne, end vi kender det hjemmefra.

Heather fik sin undervisningstime i skolen i fred men hentede os – på hendes ordre – da hun var færdig, så vi sammen kunne tage op på Julias skole og spise frokost. Det er jo så anderledes herovre med en kantine osv. Og så er kulisserne fra ”Degrassi Junior High”, som de fleste i vores generation kender, altså ikke taget ud af ingenting. Gymnastiksalen er også spisesal, når der rulles borde/bænke ind. Vi sad sammen med Julia på gymnastikssalens scene, hvor man får lov at sidde, når man har frokostbesøg . Vil hilste på lærerne og nogle af de andre forældre (hjemmegående mødre) og blev vist rundt. Da frokosten var overstået, vinkede vi farvel til Julia igen og Heather kørte os til en dejlig park i Austin, hvor ungerne kunne lege på en stor legeplads, mens vi voksne snakkede videre. Efter en god portion leg kørte vi videre til Whole Food Market – en fremragende kæde, der kun handler med økologisk mad og er indrettet som et supermarket á la ”Magasins Mad & Vin” med små restauranter placeret i hjørnerne. Det er en stor sanseoplevelse – der er mad i alle farver og dufte. Og du vælger bare hvad du vil have, så laver de en pakke til dig, som du betaler ved kassen. Og vil du have ingredienserne med hjem, køber du naturligvis bare det også. De har alt. Vi fik ikke undersøgt det, men Heather mente endda, at de havde salmiaklakrids (de har haft 2 hold danskere på besøg tidligere – vi er stærkt overrepræsenteret i Austin, antageligt, så de var forberedt på vores medbragte lakrids).

Vi nød den dejlige frokost på butikken/restaurantens tag i forårsluften. Vi svedte i vores korte ærmer, hvilket morede Heather gevaldigt, for der var temmelig koldt i hendes terminologi. Vi vil skyde på at vi har haft 27oC. Vi havde planlagt at drage videre samme eftermiddag til San Antonio, hvor vi skulle nå meget, inden vi skal på ranch. Det passede dog ikke Heather, der ville vise os hele verden, hvis det stod til hende. Hun ville finde en avis til Søren og en baseball kamp og meget andet. Men vi holdt fast i vores plan, selvom det bestemt havde været hyggeligt. Så da vi sammen havde hentet Julia i skole og Clayton i pre-skole, vinkede vi farvel til dem alle og glædede os over, at vi tog os sammen. Det skal vi bestemt gøre igen, selv om risikoen for en skuffelse næste gang er overhængende.

Billeder:

Øverst tv.: Silja, Konrad og Malena foran Familien Fenders hus. Desværre glemte vi alt om at tage billeder herefter og har derfor ingen af selve familien at vise frem.

Th. øverst og nederst: "The pledge" som børnene fremsiger med højre hånd på brystet og under nøje  overvågning af lærere og "the principal".

 

Servas

Servas er en organisation for mennesker der gerne vil byde mennesker fra andre lande velkommen i deres hjem for et par dages tid for at lære dem og deres kultur bedre at kende og præsentere gæsterne for det land de selv bor i. Der er ingen penge i det udover administration af kontaktadresser og alle deltager frivilligt og ulønnet. Organisationen er verdensomspændende selvom der naturligvis kan være forskel i hvor mange værter, ”hosts”, der kan være i de forskellige lande. Vi fik kendskab til Servas igennem en rejsebog som og skulle møde hos en dansk vært for at blive godkendt som medlem af organisationen.

Til det amerikanske flag:
I pledge allegiance to the flag of the United States of America
and to the republic for which it stands
one nation under God, indivisible, with liberty and justice for all.

Til det Texanske flag:

I pledge allegiance to thee,
Texas, one state under God, one and indivisible.