Disney’s Fort Wilderness og vores enestående besøg i Disney World.

Disney’s Fort Wilderness

Vi havde bestilt kun bestilt plads på to campingpladser inden vi tog af sted – på Melbourne Beach og Disneys Fort Wilderness Campingplads. Den første for at sikre en portion sol, sand og vand fra begyndelsen og den anden, fordi ”det bare ikke måtte blive en fiasko”. Vi har i måneder op til USA-afgang fyret godt op under ungerne om det fantastiske Disney World, hvor Mickey og alle de andre bor. På nettet var vi faldetDisney´s campingplads, Fort Wilderness, der blandt meget andet lovede besøg af Chip og Chap ved bålet om aftenen. Derpå kunne vi hælde endnu mere kul på ungernes forventninger, der efterhånden var så høje, at man kunne blive helt nervøs for, om de overhovedet kunne indfries. Men det kunne de; vi kan allerede her røbe, at Disney får 6 stjerner, 12 points og UG med kryds og slange. Fra alle os – (til alle jer). Og selvfølgelig bankrådgiveren.

På vejen fra Melbourne Beach skulle vi ”lige” omkring Kennedy Space Center. Der er dog aldrig noget ”lige” i USA – alt er større og længere … I lyset af Disneys uovertruffenhed må en beskrivelse af turen til Kennedy Space Center, indeholdende en månetur-retur som en vaskeægte astronaut,  dog vente til en anden gang.

Vi kørte altså fra rumfartøjer mod Disney, og var aldrig i tvivl, om vi var på rette vej. Allerede mange, mange miles før den firesporede afkørsel skiltet, og som vi kom tættere på skiftede skiltene farve fra de normale hvide til lilla og grøn med gul skrift. Man aner nok, at gamle Disney har mindst ét ben i lejren hos Vej & Park. Vi blev budt venligt velkommen til Fort Wilderness af en barmfager cowboypige (yep, vi er ude i et gennemført cowboytema), der kunne udlevere en mappe med ”homework” samt 4 stk. overdimensionerede badges med påskriften ”My first Visit to DisneyWorld”. Skal vi ikke bare nævne, at Silja og Konrad tog deres på, inden Tykke Brtha var sat i gear igen for at køre til vores plads, der lå perfekt i midten af pladsen og i gå-afstand til alting og ned til en å med et par hundreder ænder.

Bunken af ”homework” bestod  af den ene glittede brochure efter hinanden med beskrivelser af de i alt fire verdener som Disney World består af, landkort, restaurantoversigter samt en beskrivelse af alt det, som campingpladsen kunne byde på: Det er et helt univers for sig selv på størrelse med Fyn eller i hvert fald Manhatten, med egen infrastruktur, buslinier inden for og uden for campingpladsen, små byer, adskillige vandlande og så naturligvis de fire gigantiske forlystelsesparker. Derudover var der på den idylliske campingplads ponyridning, restauranter, butikker - og så en set fra børnehøjde uforglemmelig bålaften med Chip og Chap.

Krammer til Chip – eller var det Chap?

Vi kunne lige nå at kigge os omkring og købe lidt mad ind og stadig frem i god tid til bålet, hvor Chip og Chap holder hof hver aften. Vi lagde os i græsset ved bålpladsen og ventede. Bålet blev tændt, og man kunne for småpenge købe små ”kits” med pinde, skumfiduser, chokolade og kiks. Vi måtte lige kigge de amerikanske børn over skulderen for at få opskriften. Men det er nemt nok: Skumfidus på pind, pind over bål til skumfidus smelter (eller brænder), skumfidus og chokolade imellem to kiks og så spis løs. Vi klarede det hele med undtagelse af det med at spise dem. Det var simpelthen for kvalm en omgang, var vi enige om. Men hyggeligt var det, og så gik tiden, inden Chip og Chap skulle dukke op. Der var masser af plads ved bålet, og vi faldt i snak med flere af de fremmødte familier. Vi var tilsyneladende de eneste ikke-amerikanere, til stor interesse for de øvrige. Europa er meget langt væk, og de vil alle sammen gerne derhen. Sagde de.

Og så kom der pludselig liv på den lille scene ved bålet. Sød dame, fyrre år, sang for af de kendteste amerikanske børnesange. Vi kendte flere af melodierne, så vi sang med på dansk. Så kan de lære det! Og så var det lige op over, vi skulle bare lige kalde på Chip og Chap, så de vidste hvor de skulle gå hen (de var der også i går og i forgårs og dagen før, men måske egerne ikke husker så godt?). Så vi kaldte på dem alt det bedste engelske vi havde lært, og så kom de skam…neeej, hvor fantastisk. Efter lang tids venten og ophidselse. Silja og Konrad var benovede og imponerede som aldrig før. Uanset hvor sej man er blevet, og at man kaster håndtegn og poserer sejt for kameraet med vredet hofte, er man stadig bare lille bitte. Chip og Chap drillede hinanden oppe på scenen, hvilket affødte de helt store grineflip. Men det bedste var endnu i vente, for Chip og Chap skulle også hilse på alle børnene. Børnene skulle bare blive siddende på deres plads og så ville Chip eller Chap komme ned til dem alle en efter en. Uha, det var næsten ikke til at vente, så nogle af os måtte stå op. Og så, så stod Chip ved vores bænk, og uden nogen form for generthed kastede Silja og Konrad sig i bogstaveligste forstand sig i armene, og maven, på ham, så han måtte tage et skridt tilbage. Nogle må arbejde et halvt liv for at få en medalje og trykke hånd med dronningen. Men efter tre år i børnehave har vi fået lov til at trykke hånd med Chip. Og endda give en kæmpekrammer, det gør Dronningen vistnok ikke (stik den, Farmor!).

Bagefter var der fællessang og sanglege med Chip og Chap som forsangere. Alle børnene fulgte efter dem som Rottefængeren fra Hammeln. De var tryllebundne. Efter sanglegen blev der krammet igen, og derefter blev der rundet af med endnu en fællessang. På det tidspunkt havde Disney også fået de voksne i nettet, så vi fandt os selv lave Mickey-ører med hænderne i takt med en sang vi hverken havde hørt før eller forstod et ord af. Men det gjorde amerikanerne, tydeligvis. Så skik følge eller land fly… Vi var alle tryllebundne, det var bare grrreat.

Om aftenen lavede vi voksne vores lektier og kom igennem de mange brochurer. Opskriften på succes hed ”tidligt op og en god portion planlægning, hvis du skal have det hele med”.

Magic Kingdom Park – den ”rigtige” Walt Disney World.

Afsted klokken 8 med bus de 300 meter ned til campingpladsens egen havn, hvor vi kunne købe billetter og reservere restaurant til om aftenen (et godt fif, da det ofte viser sig umuligt bare at droppe ind på den ønskede restaurant, når først spisetiden er oprundet). Herfra kunne vi så tage en lille færge direkte til Magic Kingdom – som er den ”verdensdel” hvor Mickey & co. bor, den ”rigtige” del af Disney World. Vi kom med en færge efter 10 minutters venten, sejlede endnu ti minutter før vi kunne gå i land blandt hjuldampere på en romantiske træmole kort før dørene blev slået op klokken ni. Efter et hurtigt sikkerhedstjek af vores tasker kunne vi træde ind i den fortryllede verden. Vi trådte ind i en hel by fra en ubestemmelig, men hyggelig cowboyagtig tidsalder, der var et slags samlingspunkt, inden Magic Kingdom-parken igen delte sig i fire kapitler. Der var sporvogne, blomster i gadelygterne og orange-lyserøde veje samt Disney-figurer alle vegne. Og himlen var så blå, som var den malet.

Dagen gik hurtigt. Vi fløj fra den ene forlystelse til den anden – først de rolige fællesture i tog o.lign. og senere i hold med Eva og Konrad i karrusellerne og Søren og Silja i de vildere forlystelser. Ved de mest populære forlystelser var der lang ventetid, selv om vi var uden for højsæson. Af kø-hegnene fremgik det dog tydeligt, at der kunne være meget længere ventetid, op til flere timer. Andre steder var ventetiden minimal. Men med Disneys særlige FastPass-ordning kunne man stikke billetten ind i en automat ved den ønskede forystelse, blive skrevet op til en bestemt tid (med interval) og så ellers komme tilbage og gå helt uden om køen. Smart. Med god planlægning oplevede vi næsten ingen ventetid. De største oplevelser var imidlertid ikke forlystelserne, selvom de var bedre og længere end noget vi har prøvet før. Netop som vi ankom så vi det første danseshow med Mickey, Minnie, Askepot og alle de andre. Det var på scenen foran Askepots slot, som med den blå himmel som bagtæppe virkelig var eventyrligt. Silja og Konrad var  forbløffede og gjorde store øjne. En fantastisk måde at skyde dagen i gang på. Efter nogle timer fulgte vi den første parade med alle dem vi kender og flere til. Og Disney mener det alvorligt, når de liner op til parade eller show. Fra første parket kunne vi se en parade på ikke bare en hestevogn eller to – den varede over en halv time og var gennemført og forbløffende flot.

Mellem shows, forlystelser og parade besøgte vi Mickeys og Minnies hus. Mickey er et rodehoved, der ikke stiller sin store sorte sko på plads eller lukker skuffen med sine mange hvide handsker, konstaterede Silja og Konrad. Han roder og sviner i sit køkken og spiser kæmpepopcorn, når han ser X-Factor. I hans have vokser der kæmpestore græskar (der nok ikke behøver bliver vandet) samt tomater i mærkelige former, ligesom også hans kaktusser er formet som Andebys indbyggere. Man kan gå rundt overalt i hans hus. Og bagefter kunne vi møde ham i huset bag hans garage. Også her ventede vi kun 10 minutter, men da der var tegnefilm i ventetiden, var det næsten for kort ventetid. Bagefter besøgte vi Minnie. Hun har mange flere lyserøde ting og et fint køkken, hvor der vokser en kage op i ovnen af det rene ingenting og konstant er popcorn i den overdimensionerede mikroovn med skæve kanter. Og så maler hun i sin fritid og laver ler på en drejebænk. Hun stod omme i sin baghave, så vi kunne møde hende. Her startede køen i hendes stue og slangede sig igennem resten af huset og rundt i hendes have. Vi ventede vel en halv time, men da man kunne kigge på hendes mange fine ting og sidde i hendes møbler undervejs, betød det mindre. Og vi fik da også et billede med hende.

Klokken 17.30 havde vi bestilt bord på på Goofy´s restaurant (nu kunne vi lige så godt tage den hele vejen) med ”Family-style American Fare”. Alle fik det samme på restauranten og blev serviceret af rare ældre damer med forklæde og kyse. Maden var lidt af alting af det gamle amerikansk –engelske køkken: Salat, Macaroni’n Cheese, kartoffelmos, kyllingesovs, okse- grise- og kalkunkød. Til dessert den bedste dessert vi endnu har smagt i USA, det der bedst kan beskrives som en varm knust æbletærte blandet med vaniljeis. Vi spiste og spiste, når vi altså ikke blev ”forstyrret” af enten Mickey eller Minnie eller Fedtmule, Pluto eller Chip eller Chap. Og når vi kunne løsrive os fra at holde øje med dem i restauranten, hvor de cirkulerede mellem bordene for at kramme, blive fotograferet og skrive autografer. De ville alle sammen hilse på os og gerne flere gange. Så vi fik krammere, givet high-five og lavet sjov til den store guldmedalje. Vi følte os sammen meget privilegerede, at vi i den grad kom så tæt på dem alle sammen. Også fordi de var så søde og lavede skæg med børnene – ofte på bekostning af de voksne. Og så er det jo endnu sjovere.

Mætte og glade kunne i vade direkte ud i mørket til en aftenparade klokken 19, igen på første parket. I mørket kom i en halv times tid alle de kendte karakterer kørende i farvestrålende vogne. Det eneste lys var fra vognene udsmykning der var lavet af neonlys. Hele paraden var understøttet af den flotteste Disneymusik (som vi naturligvis har købt på CD til dobbeltpris af, hvad den koster i butikkerne, har vi senere erfaret). Vi tog vel ca. 100 billeder, som alle blev dårlige. Man ved det jo, men kan ikke lade være. Det var bare så flot, og Silja mente da også, at indtil flere af figurerne kiggede direkte og udelukkende på hende.  Også de voksne følte sig på en eller anden mærkelig måde særligt udvalgte. Det er godt gået!

Efter paraden kunne vi trisse ned til Askepots slot på vejen til båden for at få den sidste smukke afskedshilsen med hjem ”Fra alle os til alle jer” – et overdådigt fyrværkeri med koordineret akkompagnement af mere storslået Disney-musik og en flyvende klokkeblomst i himlen over os. Konrads øjne og ører kunne dog ikke mere på dette tidspunkt, ligesom også Siljas ben var møre. De brød begge grædende sammen, og Konrad endte med at se fyrværkeri med solbriller på og fingrene i ørerne, og Silja blev båret.

Billeder:

Øverst tv.: Netop ankommet til Disney World til et danseshow foran Askepots slot.

Øverst th.: Familien Kümmel Domino sammen med Mickey Mouse i stadstøjet. Men nu ved vi hvor rodet han i virkeligheden er.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Herover: Tykke Bertha gør sig til blandt de store drenge på Disneys For Wilderness campground.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Herunder: Silja og Konrad rister Marshmallows med familien Amerika på campingpladsen. Vi er de eneste ikke-amerikanere. Men alle glæder sig i fællesskab til Chip og Chap kommer.

Herover: Endelig kom de. De hilste på os og legede sanglege med os - men sagde aldrig et ord. Vi håber de kan genkende os i morgen i Disney world?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Herover: Silja og Minnie ved aftensmaden på Goofys restaurant. Minnie kunne helt sikkert huske Silja fra tidligere på dagen i Minnies have. Helt sikkert.

Herunder: Søren, Goofy og Konrad ved aftensmaden på Goofys restaurant. Det er Goofy i midten. Han havde forklæde på fordi han selv var ude at røre i gryderne en gang i mellem. Han lavede rigtig meget sjov med os.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter mere end tolv hektiske, fantastiske og uforglemmelige timer kunne vi mætte af forlystelser og indtryk trisse ned til båden, der kunne hente os efter 5-10 minutters venten. Vi havde næppe lagt fra land, før begge børn sov med et stort smil om munden. Sjældent har vi oplevet noget så gennemført. Ja, det koster mange penge, men det er også blændende godt. 

 

Rating: ******