En dag i Denmark og Tidsrejse i Montgomery (Georgia/Alabama)

Bare en enkelt dag i Denmark (Georgia)

Efter nogle fantastiske dage i fantastiske Savannah var vi nu klar til at køre mod vest, et venstresving, der i sidste ende skal føre os til LA. På kortet over Georgia havde vi dog set, at der på vores vej til Montgomery i Alabama, ikke gevaldigt mange miles vest for Savannah, lå en by med navnet Denmark. Den måtte vi naturligvis besøge.

Og det blev en mindeværdig enkeltdagsbillet til Denmark. Vi ser mange monumenter, historiske mindesmærker og naturfænomener på vores vej – og vi er endda ikke engang nået til Midtvesten med Rocky Mountains, Yellowstone og Grand Canyon etc. Det giver minder for livet, men det er også i høj grad mødet med de mange almindelige amerikanere på vores tur, der sætter sig i det indre album. Almindelige amerikanere på godt og ondt. Og i Denmark skulle vi møde lidt af begge dele.

På overfladen var Denmark ikke mere end et bløp på Provincial Highway 67. Thorkild Thyrring ville helt klart ikke nå at ænse byen, der fik såvel Skævinge som Højslev til at ligne pulserende metropoler. Ja, inden vi fik Bertha ned i fart, var vi såmænd selv på vej ud af byen igen. End ikke et byskilt var det blevet til, men et par slidte butiksfacader forsikrede os om, at den var god nok. Vi besluttede at svinge Bertha ind på en grusvej lige op og ned af noget, der vel bedst beskrives som en nyåbnet entreprenørforretning. Så stod den ellers på pandekager og udforskning af byen.  Vi havde længe lovet Silja og Konrad pandekager, når vi kom forbi et pandekagehus, men det kom aldrig. Så det er intet mindre end vidunderligt, at man kan trække håndbremsen og i løbet en halv times tid – mens ungerne leger – kan fremtrylle dem selv. Ligesom vi aldrig skal på jagt efter offentlige toiletter eller en is. Det hele er der bare.

Den største oplevelse var imidlertid, da Denmark kom til os i skikkelse af manden bag den nys åbnede entreprenørforretning, Earl Woodcock Jr., og hans kone samt et par af vennerne, Denis og Larry. De var såmænd rigtig flinke og ville vide, hvad vi dog var for nogle underlige størrelser. Deres ”oh” som reaktion på, at vi rent faktisk kom fra Denmark afslørede, at de ikke havde regnet ud, at verden også byder på et land med det navn, og at det var landet, vi talte om. Og før den fes ind for alvor, skulle vi forklare at ”there actually is a country in Europe called Denmark”. Og det synes de vist på deres egen stille måde var meget morsomt, så vi greb øjeblikket med de indkøbte turistbøger over Danmark og viste dem vores røde tegltage, gule marker og blå-røde soldater, der passer på Dronningen af det ældste monarki i verden. De var meget imponerede over vores fine land, der tjener penge på bacon, smør og design, men den største overraskelse var dog, at vi havde opfundet LEGO. Wow, og så af så lille et land. LEGO kendte de til – i modsætning til H.C.Andersen, Muhammedtegninger, og at vores statsminister netop havde besøgt deres præsident. Det var meget spændende for dem at høre om ”such a small country” - der i øvrigt ”looks very Mediterranean” iflg. konen. Hun har nok ikke været der.

Mens vi talte ombyggede ungerne Earls skrotbunke til en stenalderlandsby og præsenterede den stolt for os med bålplads, hytte, pilespidser og endda en lille vulkan(?). Den var meget flot, det er tydeligt at Lejre Forsøgscenter har gjort et stort indtryk – og i øvrigt at Earl og vennerne ikke har været i Lejre. ”Stone age” sagde dem ikke rigtigt noget, så det blev lavet om til et spørgende ”Vikings then?”… som jo for forståelsens skyld kun kom fra Danmark. Men det affødte da en kæmpemæssig slikpose til hver af ungerne fra Earl.

 

Tidrejse i Montgomery... Intet er sort-hvidt (Alabama)

Således opmuntret af vores dag i Denmark ankom vi til hovedstaden Montgomery i Alabama, en af USA's absolut fattigste stater. Og der var mange sorte. Der var også mange hvide. Og hell, vi mødte ingen nævneværdige problemer.

Til gengæld viste Montgomery sig at være en særdeles spændende by med masser af historie at byde på trods advarslerne på vejen hertil og guidebøgernes lidet rosende omtale af byen. Det var således i Montgomery, Alabama, at såvel den Amerikanske Civil War som de lige så voldsomme Civil Rights-optøjer tog sin begyndelse. Det var nemlig Montgomery der i 1861 indsatte Jefferson Davis som den første præsident for unionens af sydstater, der afviste at afskaffe slaveriet. Montgomery, der ligger på syv bakketoppe er, udover en voldsom varme (og vi er kun i marts måned) i det hele taget præget af en række flotte hvidkalkede og storslåede regerings- og administrationsbygninger 

100 år senere, i 1955, var Montgomery igen arnestedet for et af historiens store slag, da den mørke syerske Rosa Park en aften på vej hjem fra arbejde nægtede at rejse sig i bussen for at give sit sæde til en hvid mand, som stod på bussen. Sådan var reglerne ellers, ligesom sorte ikke måtte gå på universiteterne eller i de hele taget bare gå – bogstaveligt talt – de samme steder som de hvide i Syden. 

Netop Rosa Parks Museet var udset som målet for vores første sight i byen, men først skulle vi have noget frokost, og den skulle indtages på Farmers Market midt i byen. Stedet kan dårligt kaldes for fancy, flot eller bare tilnærmelsesvis det klassiske spisested for byens gæster. Til gengæld er det her de lokale mødes for at spise frokost og morgenmad. Det blev en farverig oplevelse. Maden var i sig selv ikke decideret farverig men rigtig god husmandskost, men mødet med de lokale, der hurtigt så, at ikke-lokale havde opdaget deres hemmelige sted, var sjovt. Vi mødte og snakkede med en række indfødte samt den meget elskværdige og noble Jesse Hawthorne, der havde prøvet mangt og meget i sit liv bl.a. som efterretningsofficer i Europa. Det blev til en lang snak om Europa og USA.

Efter frokost gik vi lige over på den anden side af gaden for at gå en tur en tur i Alabamas Old Town, der var et slags udendørs museum med de gamle bygninger fra syden. Vi fik blandt andet en grundig indlæring om behandlingen af bomuld for over 100 år siden og om, hvordan man lavede avis i disse tider. Og guiderne i husene var iklædt tøjet som man bar for 100 år siden – alle sammen meget flotte.

Forventningerne til Rosa Parks Museet var ikke så store, for umiddelbart synede fortællingen om den modige syerske, der indledte raceopgøret og Martin Luther Kings ”I Have a dream”, ikke af meget. Måske var det derfor, at oplevelsen blev så stærk for os alle fire. Ellers også var museet bare knaldgodt.  

Som de eneste hvide gæster fik vi først en gennemgang af datidens svære vilkår for de sorte i Sydstaterne, der i høj grad levede højt på den billige eller gratis arbejdskraft fra de sorte. Herefter fik man en dramatisk tur gennem optakten til de voldsomme raceoptøjer, selve begivenhederne og de efterfølgende mange års splittelse mellem sorte og hvide, der førte til opblomstringen af Ku Klux Klan og som den dag i dag stadig præger dele af Alabama og de omkringliggende stater. Og altså også dele af Denmarks indbyggere.

Og som det helt store nummer kom vi herefter ind og se selve Rosa Parks stille opstand i bussen den aften i Montgomerys gader. Vi blev alle ført ind i et helt mørkt rum, hvor man med den rigtige bus’ vinduer som lærred kunne se en filmisk rekonstruktion af minutterne, der ændrede historien med samtlige passagerer placeret på de rigtige sæder. Man ser, hvordan Rosa Parks stiger ombord, bliver bedt om at rejse sig op af chaufføren, nægter og bliver ført bort af politiet. Det var en fortællestil, der gik lige ind hos alle aldre, skal vi hilse og sige. Allerede mens vi var i museet, kom der en imponerende række spørgsmål fra både Silja og Konrad. Indignerede spørgsmål, selvfølgelig, det var en del af museets opbygning. Siden er historien om Rosa Parks igen og igen blev bragt på banen og i en række byer, endda så langt væk som i Texas, er et bestemt sæde i samtlige busser farvet gule til minde om Rosa Parks mod og standhaftighed.

Bagefter skyndte vi os at gå til nabomuseet, der var udråbt som en børnevenlig udgave af samme fortælling. Vi fik faktisk at vide, at der var lukket for den dag, men vi nåede det lige akkurat og kunne stige ombord i Cleveland Avenue Time Machine, der var en tidsmaskine tilbage i tiden til urolighederne mellem sorte og hvide. Med et diplom i hænderne kunne vi spise aftensmad og tage tilbage til campgrounden eller, hvad man nu skal kalde den trailerpark, vi var parkeret i. Ikke charmerende, men utrolig central og ganske billig taget i betragtning, at vi lå midt i en storby. Konrad kom til at lege med to brødre fra Ecuador. En slags spøgelsesleg førte til, at Konrad fandt på at iklæde sig et lagen og trække en blå spand over hovedet påmalet et uhyggeligt ansigt for at skræmme livet af de to brødre. For sjov, naturligvis. Og sjovt var det i hvert fald, da Konrad stavrede rundt på hele campgrounden som en blanding mellem et spøgelse og en konfus rengøringsdame. 

Den ubetingede succes på vores ”hemmelige” madsted Farmers Market medførte, at vi også besluttede at indtage vores morgenmad dér den næste dag med alt lige fra pancakes til grits, der er en klassisk majsgrød ala Sydstaterne. Vi mødte lige så stor gæstfrihed dagen derpå. Og minsandten om ikke også Jesse Hawthorne dukkede op igen med flere håndkys.

Fulde af mad og indtryk drog vi på mere sightseeing til First White House of Confederacy, det prisbelønnede Civil Rights Memorial samt Civil Rights Museum, der blev en ny stærk oplevelse og påmindelse om, at det kun er få årtier siden, at sorte og hvide i USA kæmpede indædt for de samme rettigheder. Derudover var museet en grusom gennemgang af højaktuelle eksempler, at minoriteter fortsat forfølges rundt om i verden. Som en interaktiv afslutning kunne man på en stor elektronisk tavle skrive sit navn for at tilslutte sig mantraet om lige rettigheder for alle. Og vores navne kom på indtil flere gange nu hvor ungerne kan skrive lidt selv.

Trods advarslerne om overhovedet at tage dertil blev besøget i Montgomery en stor og stærk oplevelse, der vil komme til at tegne et af mange yderpunkter på vores rejse gennem staterne.

 

 

Billeder:

Øverst tv.: Denmark, der er så lille at der ikke engang er et byskilt. Kun butiksskilte afslører at vi er "hjemme".

Øverst th.: Civil Rights Museum spiller virkelig på følelserne. Enkelte steder vælger vi at trække børnene meget hurtigt igennem - de har ikke behov for al den grusomhed endnu. De skal endnu bare kunne nyde at der render vand ned ad en væg så man kan lege med det.

Nederst tv.: I den gamle by i Montgomery lærer vi hvordan man sorterede og rengjorte bomulden. Og vi lærte også hvem der gjorde det hårde arbejde og hvem der svingede pisken - i bogstaveligste forstand.

Nederst th.: Vi får lov at sidde i den bus som Rosa Parks sad i i 1955 dengang hun satte gang i oprøret mod de hvides undertrykkelse ved at nægte at rejse sig. For en hvid.

Desværre var det forbudt at tage billeder i museerne, hvor der også var sikkerhedskontrol som i lufthavnen.  

 

Herunder: "Stemningsbillede" fra ruten mellem Denmark og Montgomery. Stærke kræfter regerer i USA. Men selv de kan ikke altid undgå stavefejl.

 

Herunder: Død og maltrakteret bleg indianer i kano på Chris' i Montgomery - byens bedste hotdog. Siger de. Læs om dette pragtfulde autentiske måltid i kapitlet "Tæt på Katrina".

 

Alabama: Alabama er den stat, der ligger ved siden af Georgia, og Georgia ligger ovenpå Florida. Ved vores besøg var der varmt og solrigt, som da slaverne indledte deres oprør i sin tid, og de sorte igen gjorde oprør i 1955. Montgomery er hjemstedet for mange store slag i kampen mellem sorte og hvide og det er en historie, der virkelig får børneører til at stritte.