YourDomain.Com © 2006                    

 

Big whales, Big Sur og Bye Bye Bertha

Biiiig whaaales

Efter San Francisco og Alcatraz skal vi nu sydpå. Vores program bliver mere og mere stramt. San Francisco var lidt en ekstra omvej, vi besluttede at tage i sidste øjeblik. Udover et strammere program, strammer det også mere og mere omkring klumpen i halsen, når vi tænker på at tiden sig nærmer, at vi skal aflevere Bertha mandag d. 2. juni. Vi forlader SF mandag d. 26. maj med kun en uge tilbage. Det gælder derfor om hele tiden at have noget at se frem til. Og nu er det USA's vestkyst – Big Sur – med hvaler og smukke udsigter.

Vi kører fra San Francisco til en KOA-campingplads i Moss Landing, der altid garanterer et vist niveau mht. vaskemaskiner og service. Vi skal til at tænke på at få vasket tøj, så vi kan klare et par uger i Mexico og i Los Angeles på hotel. Vi ankommer sent og bliver modtaget med et brev til The Domino-Family. Det er endnu ikke glippet, når vi har booket, at der er husket på os. Om morgenen skal vi så tidligt af sted for at se hvaler, at vi ikke kan nå at tjekke os ind, inden receptionen åbner. Så vi skriver en lille hilsen i stedet om, at vi kommer tilbage om eftermiddagen.

I Monterey har vi booket plads på en båd, der skal tage os ud for at se nogle hvaler. Vi har booket hos Randy og er der til tiden, men bliver sat på en anden båd, fordi vi er uden for sæson og Randy derfor ikke kan fylde båden op. Vi lytter til hvad de andre passagerer på båden betaler og kan smile for os selv, fordi vi har betalt 10$ mindre pr. mand, fordi vi bookede gennem Randy, som vores campingplads havde anbefalet.

Vi fik først en introduktion til bådturen på havnekanten af den hidtil mest overstadige amerikaner, vi havde mødt. Hun var fra ooområdet og havde arbejdet heeeele sit liv med hvaaaaler og endda arbejdet med at reeeedde baaabyhvaaler, uhhhuuurrr… og sådan kurrede og hvinede hun sig igennem en beskrivelse af sig selv og de hvaler, vi med garanti ville se sammen med hende… for det var bare sååååådan et frrrrremragende tidspunkt at se hvaaaler på, hihihiiii…  Der var ingen af os der turde se på hverken hinanden eller de andre passagerer. Men hun fik skabt en vis energi og forventning til hvalturen, så man næsten kun kunne blive skuffet. I vores gruppe hørte vi hurtigt to andre dansker-par tale sammen. Åh, hvad gør man så. Skal man tale med dem bare fordi de er danske? Eller skal man lade som ingenting. En af fordelene ved at rejse er jo, at man kommer lidt væk fra sine landsmænd. Vi valgte det sidste og holdt i øvrigt lav profil, efter vi hørte overhørte den kvindelige halvdel af det ene danske par forsøge at få en garanti for, at hun ikke ville blive søsyg; ”Do you think I wilI get sea sick?” og på sælgernes forsigtige svar og anbefaling af ingefærtabletter, spurgte hun igen ”I get very easy sea sick, can you promise (!) me I’ll not get sea sick?”. De endte med at købe billetter uden garanti og hun blev ikke søsyg. Hvalturen både var og var ikke en succes. Vi så en masse hvaler – vi talte dem ikke, men vores overstadige marinebiolog havde talt ”oooottte hvaler, og derudover deres smååå søøøøde babyyyyer, der rrrruuullede og leeegede ved deres mors siiide.” Det var alle Humpback-hvaler – som lider af den ergonomiske uheldighed at de har en pukkel på panden, der sænker deres fart så meget at de i mange år har været et alt for let bytte for krybskytter, men nu er de blevet fredet og derfor nu kun ofre for paparazzifotos og forfølgelse af motorlarm – som sikkert er slemt nok, endda. Og de var virkelig langsomme, hvilket dog er en stor fordel, når man skal tage billeder. Det var ret fantastisk, og det kom meget tæt på båden. Utroligt at noget så stort kan svømme så langsomt uden at drukne. De sover i øvrigt aldrig, hvalerne. For at de ikke skal blive overraskede af (hurtigere) fjender (som alle deres fjender er) sover de med en hjernehalvdel af gangen og holder det tilhørende øje åbent for at holde udkig. Og når den hjernehalvdel er udsovet, sover den anden halvdel. Succesen havde været ubetinget, hvis ikke vores marinebiolog, havde hidset os alle sammen op til delfinshows, spækhuggere og søløver. Søløver så vi flere gange, ja de lå faktisk i lag på havnemolen, allerede. Og dem haaar vi jo set i SF, selvom de nu stadig er søde og skøre. Men vi så ingen delfiner eller spækhuggere (dem har vi dog også set før), og idet vi ikke kunne se forskel på hvalerne, som vores marinebiolog kunne, syntes vi ligesom, at vi havde set den samme hvalryg et par gange, da vi efter to timer vendte snuden mod havn. Meget forkælet, det må vi indrømme, men det var altså marinebiologens skyld – og vi var ikke de eneste, der havde det sådan. Men vi fik set hvaler og de var store og smukke og det er lidt uvirkeligt, at der svømmer sådan nogle krabater rundt i det der kæmpestore hav.

På havnen igen møder vi 3. hold danskere – nu to friske fyre som på det nærmeste overfalder os, og som vi ender med at tage en lang snak med på havekanten. De kan fortælle mere – synes de selv – om USA end os, og de har kørt rundt i knap tre uger. Men de var søde og sjove og skulle heldigvis med en båd ud for at se hvaler, så vi kunne komme videre og spise clam chowder og derefter køre på et af USA's mest berømmede akvarier, Monterey Aquarium. Efter at have brugt uforholdsmæssigt meget tid på at finde en parkeringsplads, kan vi så gå i akvariet. Nu har vi kørt i 3 måneder og en uge i USA og aldrig haft problemer med at parkere ved attraktionerne. Det har været lidt sværere i byerne, men ikke noget, der har skabt konflikter. Men efter vi kom til Californien, har vi haft det svært. SF var håbløs at finde og køre rundt i, parkeringspladserne var små og du kunne ikke finde nogen steder, hvor du kunne betale dig fra en stor vogn, som alle andre steder. Og nu blev vi mødt af irriteret hovedrysten, bare vi nærmede os. Vi var således heller overvældende imponerede over akvariet. Det var ikke særligt stort, der var mange mennesker og skiltene var lidt kedelige. De havde imidlertid ét kæmpestort akvarium, som var imponerende og så var der flere ”røre & plaske”-zoner til børn i alle aldre. Og det er altid sjovt at røre ved søstjerner, krabber og mærkelige bløddyr. Og nogle af os synes at det er rigtig sjovt at blive våde, hvilket man blev når man legede med bølgemaskiner og dæmningskonstruktionerne.

Hjemme igen på campingpladsen kan vi tage en hyggelig og rolig aften, mens solen går ned. Vi er næsten helt alene, nu hvor Memorial Day er ovre.

Big Sur

USA's vestkyst er et yndet turistmål og en del af området under San Francisco kaldes Big Sur. Mange turister kører fra Seattle i nord til San Diego i syd eller omvendt for at nyde hele kysten, men vi nøjes med turen fra San Francisco og til Los Angeles.

Vi tager en stille morgen med tøjvask og hotelbookning i LA. Da tiden for bookning ligesom begyndte at indhente os, kom vi aldrig i nærheden af en internetforbindelse. Selvom vi aldrig var i tvivl om, at vi ville finde et sted at sove, var vi spændte på, om vi kunne finde et sted, der ville opmagasinere vores bagage mens vi var i Mexico. Det første hotel vi havde valgt, ville ikke opmagasinere bagage efter 9/11 og mente ikke, at det ville være muligt for os finde et sted. Selv i lufthavnen gør de det ikke længere, fortalte hun. Vi var dog heldige, at vi allerede i andet forsøg fik lovning på at kunne opmagasinere bagagen, hvilket var en lettelse, man må jo ikke tage ligeså meget bagage med på chartertur, som over Atlanten. Med overnatning i L.A. klar, kører vi til Marina – en lille by på vej mod syd – for alle at blive klippet og lave de essentielle indkøb af Frosties og nachos. Søren slog til på en vietnamesisk frisør, der kun tog 9$ for en voksenklip og 8$ for børn og endda havde tid til os alle. Søren var så heldig at blive klippet af den kvindelige frisør i butikken – med en saks – og kunne konstatere, at den mandlige frisør kun klippede med maskine. Efter Sørens overraskende vellykkede klipning var det Evas tur til at gå derind og planen var, at også ungerne skulle klippes. Men da Eva sidder derinde, springer to drenge op i stolen – en til hver af frisørerne. Begge børn blev klippet og talt til som får. De manglede bare at blive smidt ned på siden, da de skulle have taget kanterne. Så mens Eva sad der, tænkte hun, at både hun og ungerne var for gode til sådan en omgang. Og familien har bestemt ikke behov for at friske Konrads ellers overståede klippe-neurose op igen. Så Eva takkede pænt af til frisørernes store undren, men de talte heller ikke engelsk og forstod ikke hendes nøje udtænkte undskyldninger. Vi fandt lidt senere et par thailandske Hair & Nails-damer, der til gengæld også var så frække at ville have 35 $ (150,-) for mor og to stk. børn. Men de var søde og stille. De talte heller ikke så godt engelsk, men fik klippet os alle tilfredsstillende og uden traumer.

Og så kunne vi fire sommerklippede rejsende køre mod syd ad den berømte Highway 1 langs den smukke kyst og Stillehavet. Vi havde ikke booket noget, men fik alligevel plads i Pfeiffer Big Sur State Park, som var en kæmpestor og smuk skov med campingpladser, hvor vi kunne grille og lave bål bagefter under kæmpestore og velduftende redwood-træer. Hvis man ikke finder ro sådan et sted med duften fra træerne og grillen, de mange egern og sin familie omkring sig og en god flaske vin ved hånden, så finder man den aldrig.

Dagen efter starter Søren, Silja og Konrad med at krydse en flod, der løber igennem skoven. Det er blevet en hel sport at krydse vandløb og floder. Jo vildere, jo koldere, jo bedre, synes ungerne. Eva bliver hjemme, for hvis vi skal undgå al for megen køresyge og al for megen ”hvornååår eeer vi der”, mens vi kører langs kysten, skal videoerne lades op. Og da der ikke er strøm, må vi lade dem op på fællestoilettet. Og så må vi hellere holde vagt over dem. Flodturen var lige netop så vild og kold, som alle ønskede sig – og få øjeblikke lige lidt for vild – selvom alle kom fint over og tilbage igen. Men lysten var stillet, selvtilliden styrket og den værste energi løbet af, så vi i ro og mag kunne køre videre ad en flot, flot bjergrig tur på highway 1. Vi kan gøre flere holdt og holer bl.a. ind til frokost på en strand, hvor elefant-søløver soler sig i bunkevis. Vi kører videre herefter og finder tidligt en plads på Morro State Park, hvor vi leger, læser og griller og lader videoer op på fællestoilettet, mens vi holder vagt med en Corona og en god bog. En smilende amerikaner ruller frbi i sin pick-up, ruller vinduet ned og råber til os: ”I´ve seen that Corona-commercial before. You guys look great.” Efter aftensmaden går vi en tur til vandet og spiser dessert på marinaens café. Og Søren og Eva slutter aftenen ved bålet under de mange stjerner, mens ungerne sover. Ro og refleksion.

Vi vågner op til den sidste dag på landevejen, før vi når vores sidste campingplads i Los Angeles. Vi har et stykke at køre og noget vi skal nå, så vi står tidligt op og kører igen videre  ad highway 1, som dog har dæmpet sig lidt i storslåethed. Vi drejer af mod Solvang. Der er skilte og reklamer allerede 60 mil før, så det er ikke til at tage fejl af. I Solvang er der en særlig RV-parkeringsplads. Sådan, Danmark! Og efter vi har slentret lidt i de små gader og besøgt Visitor Centeret med en dansk postkasse og et stort billede af Dronning Margrethe og Prins Henrik, går vi hen til Restaurant Red Viking, hvor der er dansk buffet med  leverpostej, ristede løg, italiensk salat mv. Og der dufter af gamle dage og syltede agurker og de blå platter på væggene sætter prikker over i’et. Og der rugbrød og det er… hvad skal vi sige?… tåleligt… men ikke som derhjemme. Der er sød betjening, og vi kan høre, hvordan tjenerne i køkkenet hviner henrykt og fortæller hinanden, at ”the little danish boy” fyldte sin tallerken med leverpostej, mens kollegaen bedrevidende fortæller, at de danske børn jo også vokser op med den slags. Efter maden slentrer vi lidt videre i de hyggelige gader og køber marengs, hindbærsnitter og spandauer i Bager Olsen. Og på vej tilbage til Bertha får ungerne da også ”Arne’s Famous Aebleskiver” som alle turisterne, skal have. Og de er ret gode, æbleskiverne, men de er godt nok store. De største æbleskiver, vi endnu har set, men alt er jo større i USA. Vi havde forventet ikke at møde andet end danskere – og måske andre skandinaver – men vi nåede kun at høre en familie tale dansk og et enkelt svensk par. Resten af de mange mange turister var japanere og tyskere.

Billede: Vi spiser frokost på Red Viking. Dansk mad! Det minder os om at vi snart er på vej hjem igen. Et passende tidspunkt at besøge Solvang på.

Mætte og mindet om, hvad det er vi snart skal hjem til, kører vi igennem Santa Barbara og slår lejr og bader og soler på Carpinteria State Beach, hvor vi også laver aftensmad. Aftensmaden indtager vi på bænke på stranden side om side med en sort familie, der hører høj rap-musik, mens de griller på deres pick-up truck,  råber og griner og kaster håndtegn og uden nævneværdig effekt får jævntlig skældud af den mest moderlige i flokken med meget store bryster. Ved solnedgang kører vi mod L.A. og kan med sovende børn, stille samtale og melankolsk musik, følges med en million andre biler, der støder til på indfaldsvejene. Det er en stor by, vi nærmer os.

Bye Bye Bertha

Så ramte vi L.A. Og vi skal ærligt indrømme, at det var med blandede følelser, vi drejede ind på campingpladsen. Allerede i dagene op til afleveringsdagen kunne tanken alene trække tårer. Vi brugte de sidste dage på campingpladsen til at sortere vores tøj og sager. Og den eneste lille skade, vi havde lavet, blev banket lidt på plads med en tennisketsjer. Vi kørte bl.a. til posthuset for at købe kasser og kuverter og forhører os om priserne på forsendelse. Men da det tilsyneladende er meget eksotisk, at vi skal sende noget så langt væk, bliver vi ikke meget klogere. Vi bliver også nødt til at købe en vægt, så vi kan veje bagagen, men i Target finder vi en til kun 30 danske kroner. Og så skal vi have printet vores billetter til Mexico ud, det er temmelig vigtigt. Det kan vi gøre i FedEx, men så absolut ikke på nogle af de campingpladser, vi har været på. Det er meget eksotisk at skulle printe noget ud fra nettet, tilsyneladende. Og da vi så havde fået sorteret vores ting kunne vi aflevere en ladning tøj og sager til genbrug i ”Goodwill”. De får voksencyklerne, men børnene er glade for at cykle rundt på campingpladsen, så dem får de ikke. Vi forsøger at dele kedelig og trist oprydning med hygge, så vi bader også i pool og får bl.a. her en lang snak med en In-Out-burgerkæde-manager, der er på weekend med sin familie. Vi fortæller om vores tur, og da hans nabo på campingpladsen er en engelsk familie, der har taget et år ud af kalenderen, bliver han efterhånden stærkt deprimeret og frustreret over sit eget liv. Vi får helt ondt af ham.

Søndag kan vi tømme fryseren og ungerne dermed tilbyde is til alle campingpladsens børn. Søndag er det ved at gå op for os for alvor, hvad vi er kommet til. Bertha er ryddet og ser helt nøgen ud uden vores plakater, visitkort og børnetegninger på væggene. Også ungerne synes, at hun ser helt mærkelig ud. Vi slapper af med ungerne om aftenen og taler om det, der skal ske. Og bemærkelsesværdigt nok, er humøret OK. Vi er lidt mutte, men der er ingen, der tuder. Efter ungerne er puttet, kan vi voksne ordne det sidste af Bertha. Det er bare så underligt det hele, så det er godt, at der er noget praktisk at tage sig til.

På afleveringsdagen skal vi tidligt op for at pakke det sidste ned og komme hen til Cruise America. Den nye bil ankommer, efter vi har ringet til dem og rykket for den med store ord. Men så kom de da også i løbet af ti minutter. Som dengang vi hentede Bertha, kører vi i conwoy og forlader campingpladsen kl. 9.30. Både børn og voksne er stille. Vi ender med at køre lidt for langt på highwayen, men når alligevel Cruise America kl. 11.30, efter vi har fyldt både gas og benzin på hende. Bertha slipper fint igennem synet, og der bliver ikke kommenteret på vores skade på karosseriet, som vi i øvrigt heller ikke ”kendte noget som helst til”. Cruise America mener imidlertid ikke, at vi har betalt for de mange kilometer, vi har kørt, hvorfor vi må betale ca. 1000 $ mere, end vi rettelig skal. De forsøger at ringe hjem til danske MyPlanet, men der er naturligvis lukket - det er jo midt om natten. Emnet må tages op med og klares med vores rejsearrangør, når vi kommer hjem, lyder rådet. Vi sunder os lidt, men kommer hurtigt op i gear igen. Vi har spurgt særligt ind til kilometer-pengene hjemme i Danmark og er ikke i tvivl om, at vi har ret. Efter et sidste farvel til Bertha med et gruppekram og en tåre i øjenkrogen, kører vi til vores hotel. Det er trist og meget mærkeligt at køre derfra i en personbil, forbi alle de mennesker, der med forventningsfulde smil får instruktion i, hvordan man kører sådan en krabat. Og bruger de gule plastikhandsker.

Heldigvis får vi en dejlig varm velkomst på hotellet og et dejligt værelse med udgang til poolen. Det er ikke et af de dyreste hoteller, vi har booket, så man ved aldrig, selvom vi naturligvis har tjekket anmeldelserne på www.tripadvisor.com (vores nye bedste ven). Og efter vi har sundet os lidt og hoppet i sengene, kører vi til posthuset med vores kasser og kuverter. På dette posthus er det også meget eksotisk, at vi skal sende noget så langt væk. Og de mange mennesker i køen spørger ind til os – som altid – og vi kan underholde hele køen med vores rejse i ”Fat Bertha” og ønskes god vind af både kunder og ekspedienter, da vi endelig kan køre videre. Tilbage på hotellet får vi de store tasker i storage-rummet og kan hoppe i poolen. Og netop omkring poolen, er der få minutter forinden blev taget billeder til noget, vi helt sikkert kan konkludere var forsiden til en pornofilm. Meget omsorgsfulde mennesker – en mand og fire kvinder. En fotograf med kæmpevom og khakivest med store lommer og en instruktør med store armbevægelser.

Tirsdag morgen stod vi op klokken 4.30 om morgenen for at bære to sovende børn ud i bilen og køre til lufthavnen. Vamos a Mexico.

 

 

 

Billeder herover:

 

Øverst tv.: Hygge i Pfeiffer Big Sur National Park. Hvis vi bare kunne sende duften af redwood-skov og bål hjem, ville der ikke være findes stress.

Øverst th.: En af mange Humpback-hvaler. Denne kom tættest på os og gled laangsomt ned under båden.

Midterste tv.: Highway 1 løber langs USAs vestkyst. Og når vi siger "langs med", så mener vi "langs med".

Midterste th.: Monterey Aquarium er antageligt verdenskendt. Vi var dog mest imponerede over den enorme samling af vingummidyr og røre/plaskelandet. Men er det ikke et fantastisk billede - man skulle tro det var snyd?

Nederst tv. - det lille: Søløverne er fede og feder den på stranden på vestkysten. Man må ikke gå ned til dem, fordi de antageligt kan være åde hurtige og farlige. Vi har lidt svært ved at tro det.

Nederst th.: Harmoni! Vi går en lille aftentur ned til vandet efter aftensmaden i Morro State Park og spiser dessert på den lille marina. 

 

Billedet herunder: I Solvang får vi dansk mad og køber også nogle af "Arnes Famous Aebleskiver". Det er de største og tungeste  æbleskiver vi nogensinde har fået. Men de smagte godt og alt er som bekendt større i USA (i USA siger de i øvrigt at alt er større i Texas).