USA – here we come

Så er vi ankommet til Guds eget land. Endelig. Forude venter rundt regnet 10.000 kilometer og endnu flere oplevelser.

Inden da blev de indledende knæbøjninger til selve turen taget klokken 4.00 tirsdag morgen efter fire timers søvn. Det er rørende at se, hvordan Konrad og Silja ikke har kunnet sove i to aftener i træk af ren og skær spænding, resulterende i sorte rande under øjnene, alligevel kan springe op som to fjedre og bare være glade og spændte.

Uanset at vi har rejst utallige gange og kender proceduren i lufthavnen, kommer der næsten altid tidspunkter, hvor man med svedige håndflader dobbelttjekker afgangstidspunkt eller håber, at komme igennem sikkerhedstjek uden at få ballade. For ikke at tale om afskeden med familien, der på fantastisk vis var mødt op i lufthavnen. Især hos de kvindelige familiemedlemmer trækker det tårer.

Men alt gik godt. Vi kunne tjekke vores kæmpemæssige bagage ind uden problemer, og vi kom igennem sikkerhedstjekket. Konrads taske måtte tjekkes efter i sømmene af en politimand. Det måtte være Pokémon-figurernes magiske evner der slog ud på computeren – for den store Star Wars-pistol var i sidste øjeblik lagt i den almindelige bagage . Den pågældende betjent, der skulle gennemsøge tasken havde dog nok i sin tid set en del bekymrede drengeansigter, så han spurgte pænt om han måtte kigge i tasken for at sikre sig, at Konrad nu havde husket det hele. Og endnu bedre var, at han ikke måtte tage noget fra os, der kunne skade flysikkerheden. Konrad kunne ånde lettet op.

Flyveturen til Frankfurt gik planmæssigt (naturligvis, det var Lufthansa), mor sad for sig selv, mens far tog sig af ungerne undervejs. Det var nu nok meget godt, for mor tudede, da vi lettede. Ikke af sorg eller bekymring – kun lidt, der er langt ned – men det var som om, turen netop da blev en realitet. Og da vi kom op over skyerne – til en helt fantastisk udsigt med skyer så langt som øjet rakte – råbte Silja højt af begejstring, at ”det er ligesom at være i en drømmeverden”. Så tudede mor igen.

På turen fra Frankfurt til Orlando sad vi alle sammen. Og ingen tudede, nu var vi på vej. Det var rart at sidde sammen, for det var en lang tur og vi havde næppe ramt Tysklands grænse før det første ”Hvornår er vi der”. Vi fik alle set film, sovet og efter 8 timers flyvning + lidt turbulens blev Silja dårlig og kastede op. Hun blev dog hurtigt frisk igen. Turen gennem Orlandos lufthavn var lang og bøvlet, med sikkerhedstjek af både os og bagage indtil flere gange, ti styks fingeraftryk per mand inkluderet.

Den - bag en stenhård RayBan-facade – venlige paskontrollør/lufthavnsbejent Negron-Toro testede i øvrigt fra begyndelsen opfattelsen af amerikanere som helt uvidende om Danmark – ”som hovedstaden i Sverige”.

 ”Skive isn´t that in the north of the country?” lød det efter et hurtigt kig I passene.

Har du besøgt Danmark?

”No, I just know a little bit about geography!”

Vi landede kl. 19.00 lokal tid, men kunne først gå til Avis kl. 21.00 hvor vi så slog til Søren ved at opgradere vores bil i de første tre dage, inden vi henter vores motorhome. Det blev til en Dodge, Silver Grand Caravan. Man skal jo være standmæssigt kørende. Og far blev glad. 

Vi kørte direkte til hotellet, som vi fandt uden problemer. Det var et OK sted og receptionisten var sød og bar en badge med skriften ”Whatever you need, I can help you”. Det er positiv indstilling. Vi kunne lige akkurat nå at spise på hotellets Tiki Bar ved poolen. Det var lidt koldt og maden virkelig elendig , men hyggen og glæden over at være fremme lunede. Og vi kommer jo altså fra Danmark. Så vi fik vores første amerikanske pommes friter og McNuggets, altså uden ”Mc”. Og Eva forsøgte sig ud i det kulinariske med smotherede french fries. Og fik dermed en forsmag på præcis, hvor dårlig madstil, man kan have. Fedtede Pommes frites med gul smeltet os og en håndfuld for stegte fedtede bacontern. Lidt over midnat kunne vi tage hul på vores dertil indrettede tredages rejsetaske og gøre klar til en god nats søvn. Og vi faldt alle hurtigt i søvn, glade og mætte og en lille smule tykkere, end da vi kom.

 

 

Kort om Florida:

Var det ikke lige for de nær ved 75 millioner turister, som hvert år besøger Florida ville staten stadig den dag i dag fremstå som et tyndt befolket og stort set ufremkommeligt sump-område. 1.200 kilometer hvid sandstrand samt en gennemsnitstemperatur, der aldrig når under 23 grader selv i de koldeste måneder har omdannet The Sunshine State til en af USA's mest progressive og hastigst voksende stater målt på indbyggertal. I 1821 ”købte” USA staten Florida af Spanien mod at sløjfe en gæld på 5 mio. dollar. Florida er en farverig blanding af indianere, efterkommere af sorte slaver, latinoer og hvide – samt pensionister, der er et dominerende folkefærd.